The Project Gutenberg EBook of Gildet P Solhaug, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Gildet P Solhaug

Author: Henrik Ibsen

Release Date: March 8, 2005 [EBook #15291]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GILDET P SOLHAUG ***




Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.





      HENRIK IBSEN

     SAMLEDE VRKER
     _MINDEUDGAVE_

      FRSTE BIND




KRISTIANIA OG KBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
    NORDISK FORLAG

   CENTRALTRYKKERIET
      KRISTIANIA
         1908

   *   *   *   *   *

  GILDET P SOLHAUG

       (1856)

   *   *   *   *   *

FORTALE TIL ANDEN UDGAVE


"Gildet p Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, alts for
omtrent 28 r siden.

Stykket opfrtes sammesteds for frste gang den 2. Januar 1856
som festforestilling til erindring om den norske scenes
stiftelsesdag.

Jeg var dengang ansat som instruktr ved det bergenske teater og
ledede alts selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en
fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udfrelse. Med lyst og
hengivelse blev det givet, og sledes blev det ogs modtaget.
"Den bergenske lyrik", der efter sigende skal have afgjort de
seneste politiske valg deroppe, svulmede p hin teateraften hjt
i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med talrige
fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere p
aftenen gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig
en serenade udenfor mine vinduer. Jeg tror nsten, jeg lod mig
henrive til at holde et slags tale til de forsamlede; jeg vd i
al fald, at jeg flte mig sre lykkelig.

Et par mneder senere opfrtes "Gildet p Solhaug" i Kristiania.
Ogs dersteds blev det af almenheden modtaget med meget bifald,
og dagen efter den frste opfrelse skrev Bjrnson i
"Morgenbladet" en varm, elskvrdig, ungdommelig opsats derom.
Egentlig var det ikke nogen anmeldelse eller kritik; det var
snarere en stemningsrig fri fantasi, digterisk improviseret over
stykket og over forestillingen.

Men s kom den rigtige kritik, forfattet af de rigtige kritikere.

Hvorledes blev man i hin tid,--jeg mener i rene fra 1850 til
omkring 1860,--en rigtig literatur-kritiker, og navnlig dramatisk
kritiker i Kristiania?

Jo, det gik i regelen sledes til: Efter nogen tids forberedende
velser i "Samfundsbladet" og efter oftere at have phrt de
diskussioner, som om aftenerne efter teatertid frtes p
Treschows kaf eller "hos Ingebret", begav den vordende kritiker
sig hen i Johan Dahls boglade og lod sig forskrive fra Kbenhavn
et exemplar af J.L. Heibergs "Prosaiske Skrifter", om hvilke han
havde hrt sige, at de skulde indeholde en afhandling betitlet
"Om Vaudevillen". Denne afhandling blev da lst, grublet over og
kanske tildels ogs forstet. Gennem disse skrifter blev man
endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde
frt imod professor hlenschlger og imod digteren Hauch i Sor.
Lejlighedsvis erfarede man deraf ogs, at J.I. Baggesen
(forfatter af "Gjengangerbrevene") allerede tidligere havde bnet
et lignende felttog imod den store digter, som havde skrevet bde
"Axel og Valborg" og "Hkon Jarl".

Megen anden for en kritiker nyttig viden lod sig ogs uddrage af
disse skrifter. Af dem lrte man f.ex., at en ret kritiker var p
smagens vegne forpligtet til at fle sig forarget over hiater.
Blev i et eller andet vers et sdant uhyre ptruffet, kunde man
vre sikker p, at de unge kristianiensiske kritiserende
Jeronimusser, ligervis som Holbergs egen, udrbte deres:
Hillemnd, verden str ikke til pske!

Og s havde den datidige norske hovedstadskritik en sregen
ejendommelighed, hvis udspring jeg lnge ikke kunde blive klog
p. Vore kritikere plejede nemlig, hver gang en begyndende
forfatter udgav en bog eller fik et lidet teaterstykke opfrt, at
gerde i en ustyrlig vrede og at gebrde sig som om der gennem
bogens udgivelse eller stykkets opfrelse var tilfjet dem selv
og de aviser, de skrev i, en blodig fornrmelse. Som sagt, jeg
grublede lnge over denne besynderlighed. Endelig fik jeg rede i
sagen. Ved nemlig at lse det danske "Mnedskrift for Literatur"
blev jeg opmrksom p, at gamle etatsrd Molbech i sin tid havde
plejet at betages af en svr vrede, nr en ung digter udgav en
bog eller fik et skuespil opfrt i Kbenhavn.

Sledes, eller omtrent sledes, var den domstol beskaffen, der nu
i dagspressen tog sig for at stille "Gildet p Solhaug" for
kritikens skranke i Kristiania. Den var for strstedelen
sammensat af unge mnd, der i kritisk henseende levede p ln fra
diverse kanter. Deres kritiske tanker var for lnge siden tnkte
og udtalte af andre; deres meninger var for lang tid siden
formuleret andetsteds. Lnegods var hele deres stetiske teori;
lnegods var hele deres kritiske metode; lnegods var i et og
alt, i stort og i smt, den polemiske taktik, de gjorde brug af.
Ja, lige til sindsstemningen, s var den lnt. Lnt, lnt var det
alt sammen. Det eneste originale ved dem var, at de evig og altid
benyttede lnegodset forkert og i utide.

At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk livnrede sig ved ln,
troede at mtte i digterisk henseende forudstte noget lignende
hos mig, kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og
muligens flere, fandt da ogs ganske rigtig ud, at jeg havde lnt
dette eller hint fra Henrik Hertz's skuespil "Svend Dyrings hus".

Denne kritiske pstand er grundls og uefterrettelig. Det er
benbart benyttelsen af kmpevisernes verseml i begge stykkerne,
som har foranlediget den. Men hos mig er sprogtonen en ganske
anden end hos Hertz; diktionen i mit stykke har et ganske andet
klangprg end i hans; over det rytmiske i mit stykke vifter en
let sommerluft; over det rytmiske hos Hertz ruger der hstvejr.

Heller ikke, hvad karakterer, handling, eller overhovedet hvad
det faktiske indhold angr, findes der mellem begge stykker nogen
anden eller strre lighed end den, der er en ndvendig flge af,
at stoffet til dem begge er hentet ud fra kmpevisernes trange
forestillingskreds.

Med fuldt s stor eller vel endnu strre fje kunde man pst, at
Hertz i sit "Svend Dyrings hus" havde lnt et og andet, og det
ikke s lidt endda, fra Heinrich v. Kleist's "Kthchen von
Heilbronn", der er skrevet i begyndelsen af dette rhundrede.
Kthchens forhold til grev Wetter-Strahl er i alt vsentligt det
samme, som Ragnhilds til ridder Stig Hvide. Ligesom Ragnhild
drives ogs Kthchen af en gdefuld, uforklarlig magt til at
flge den mand, hun elsker, p alle hans veje, til lnligt at
liste sig efter ham, til viljelst at lgge sig ned og sove i
hans nrhed, til naturndvendigt at vende tilbage til ham, s
ofte hun end jages bort. Hertil kommer det overnaturliges
indgriben p flere andre mder bde hos Kleist og hos Hertz.

Men er der nogen, som tviler p, at man i den endnu ldre
dramatiske literatur, med en smule god eller ond vilje, mtte
kunne opdrive et skuespil, om hvilket det kunde pstes, at
Kleist derfra havde lnt et eller andet til sit "Kthchen von
Heilbronn"? _Jeg_ tviler i al fald ikke derp. Men deslige
pvisninger vilde vre rkeslse. Det, der gr et kunstvrk til
sin ophavsmands ndelige ejendom, det er, at han har ptrykt
vrket sin egen personligheds stempel. Jeg mener derfor, at til
trods for de antydede lighedspunkter er "Svend Dyrings hus" lige
s ubestridelig og udelukkende et originalvrk af Henrik Hertz,
som "Kthchen von Heilbronn" er et originalvrk af Heinrich v.
Kleist.

Den samme ret gjr jeg for mit eget vedkommende gldende med
hensyn til "Gildet p Solhaug". Jeg hber ogs, at man for
fremtiden vil lade enhver af de tre navnefttere f beholde
ubeskret, hvad der med rette tilhrer ham.

Georg Brandes har ved given anledning betegnet "Gildet p
Solhaug" i dets forhold til "Svend Dyrings hus", ikke som bygget
p noget ln, men som tilblevet under en pvirkning, en
indflydelse, udvet af en ldre digter p den yngre. Hans
udtalelser om mit arbejde er for resten s velvillige, at jeg
herfor, som for s meget andet, har al grund til at vre ham
takskyldig.

Men ikke desto mindre m jeg fastholde, at sagen i virkeligheden
heller ikke forholder sig sledes, som Brandes har opfattet den.
Henrik Hertz har aldrig i nogen srlig grad tiltalt mig som
dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke f i mit hoved, at han
nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet vet nogen
indflydelse p min egen dramatiske produktion.

P dette punkt og i denne forbindelse kunde jeg indskrnke mig
til at henvise til dr. Valfrid Vasenius, docent i stetik ved
universitetet i Helsingfors. I sin afhandling for den filosofiske
doktorgrad: "Henrik Ibsens dramatiska diktning i dess frsta
skede" (1879) s vel som i sit vrk "Henrik Ibsen, ett
skaldeportrtt" (343 sider. Jos. Seligmann & comp. Stockholm.
1882.) har han gjort rede for sit grundsyn p mit her omhandlede
skuespil,--i sidstnvnte skrift suppleret med, hvad jeg under et
samvr i Mnchen for tre r siden i al korthed meddelte ham.
Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.

Men for god ordens skyld vil jeg dog selv p de flgende blade i
omrids fortlle "Gildet p Solhaug"s tilblivelseshistorie.

Her er den:

Jeg indledede denne fortale med en oplysning om, at stykket er
skrevet i sommeren 1855.

ret i forvejen havde jeg skrevet "Fru Inger til strt".
Beskftigelsen med dette drama havde ndsaget mig til literrt og
historisk at fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i den
senere del af samme. Jeg forsgte, s godt det lod sig gre, at
leve mig ind i hine tiders sder og skikke, i menneskernes
flelsesliv, i deres tnkest og udtryksmde.

Denne periode er imidlertid ikke srdeles tiltalende at dvle ved
i lngden; den frembyder heller ikke synderligt stof, der egner
sig for dramatisk behandling.

Jeg tyede derfor ogs snart over til selve sagatiden. Men
kongesagaerne og overhovedet de strengere historiske
overleveringer fra denne fjerne tidsalder fngslede mig ikke; jeg
kunde dengang ikke for mine digteriske jemed gre nogen
dramatisk brug af stridighederne mellem konger og hvdinger,
mellem partier og flokke. Det skulde frst komme senere.

Derimod fandt jeg i rigt ml i de islandske tte-sagaer, hvad jeg
behvede som menneskelig ikldning for de stemninger,
forestillinger og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald
mere eller mindre klart foresvvede mig. Disse gammelnordiske
literre bidrag til vor sagatids personalhistorie havde jeg
hidtil ikke kendt, knapt nok hrt dem nvne. Da faldt mig ved et
tilflde N.M. Petersens, i al fald for sprogtonens vedkommende,
fortrffelige oversttelse i hnde. Ud fra disse tte-krniker
med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og mand, mellem
kvinde og kvinde, overhovedet mellem menneske og menneske, slog
mig et personligt, fyldigt, levende livsindhold imde; og ud af
denne min leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte,
personlige kvinder og mnd fremstod i min tanke det frste r,
tgede udkast til "Hrmndene p Helgeland".

Hvor meget der af enkelthederne udformede sig i mig, vd jeg ikke
lnger at opgive. Men jeg husker godt, at de to skikkelser, jeg
frst fik je p, var de to kvinder, som senere blev til Hjrdis
og Dagny. Et stort gilde med eggende og skbnesvangre sammenstd
skulde der vre i stykket. For vrigt vilde jeg af karakterer,
lidenskaber og indbyrdes forhold optage alt det, der forekom mig
at vre mest typisk for sagalivet. Med et ord,--hvad der i
Vlsungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg, dramatisk,
ligefrem gengive.

Nogen hel, sammenhngende plan udkastede jeg vel ikke dengang.
Dog stod det klart for mig, at et sdant skuespil var det frste,
som nu skulde skrives.

Men s kom der adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af
personlig natur og formodentlig det strkest og nrmest
afgrende; men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden
betydning, at jeg just p den tid beskftigede mig med indgende
at studere Landstads samling af "Norske folkeviser", der var
udkommet et par r i forvejen. De stemninger, jeg dengang befandt
mig i, forligedes bedre med middelalderens literre romantik end
med sagaens kendsgerninger, bedre med verseformen end med
prosastilen, bedre med det sprogmusikalske element i kmpevisen,
end med det karakteriserende i sagaen.

Sledes skede det, at det formlst grende udkast til tragedien
"Hrmndene P Helgeland" forelbig forvandlede sig til det
lyriske drama "Gildet p Solhaug".

De to kvindeskikkelser, plejesstrene Hjrdis og Dagny i den
ptnkte tragedie blev til sstrene Margit og Signe i det
fuldfrte lyriske drama. Disse to sidstnvntes afstamning fra de
to sagakvinder, vil let falde i jnene, nr der frst gres
opmrksom derp. Slgtsligheden er umiskendelig. Tragediens
dengang kun lst planlagte helt, den vidt berejste og ved
fremmede kongehoffer vel modtagne hvding, vikingen Sigurd,
omformede sig til riddersmanden og sangeren Gudmund Alfsn, der
ogs har frdedes lnge i fremmede lande og levet i kongens grd.
Hans stilling mellem de to sstre blev ndret i overensstemmelse
med de forandrede tidsomstndigheder og forholde; men begge
sstrenes stilling ligeoverfor ham forblev vsentlig den samme,
som i den oprindelig ptnkte og senere fuldfrte tragedie. Det
skbnesvangre gilde, som det i mit frste udkast havde vret mig
s magtpliggende at male, blev i dramaet den skueplads, p
hvilken personerne helt igennem optrdte; det blev den baggrund,
imod hvilken handlingen hvede sig frem og meddelte det samlede
billede den grundstemning, jeg havde tilsigtet. Stykkets
afslutning dmpedes og formildedes visstnok i overensstemmelse
med dets art som drama og ikke tragedie; men mellem rettroende
stetikere turde der kanske alligevel kunne tvistes om, hvorvidt
der i denne afslutning ikke er blevet tilbage et drag af
uformidlet tragik som et vidnesbyrd om dramaets udspring.

Herp skal jeg imidlertid ikke videre indlade mig. Jeg har kun
villet hvde og fastsl, at det foreliggende skuespil, liges
fuldt som alle mine vrige dramatiske arbejder, er et
naturndvendigt udslag af min livsgang p et bestemt punkt. Det
er opstet indenfra og ikke formedelst nogen ydre pvirkning
eller indflydelse.

Sledes og ikke anderledes hnger det sammen med tilblivelsen af
"Gildet p Solhaug".

  _Rom i April 1883_.

      HENRIK IBSEN.

   *   *   *   *   *

PERSONERNE:


BENGT GAUTESN, herre til Solhaug.
MARGIT, hans hustru.
SIGNE, hendes sster.
GUDMUND ALFSN, deres frnde.
KNUT GSLING, kongens foged.
ERIK FRA HGGE, hans ven.
EN HUSKARL.
EN ANDEN HUSKARL.
KONGENS SENDEBUD.
EN GAMMEL MAND.
EN PIGE.
GSTER, HERRER og FRUER.
MND i Knut Gslings flge.
KARLE og PIGER p Solhaug.


(Handlingen foregr p Solhaug i det fjortende rhundrede.)




FRSTE AKT.


(En stadselig stue med dr i baggrunden og p begge sidevggene.
Foran til hjre et karnapvindu med sm, runde, blyindfattede
ruder, og ved vinduet et bord med en mngde kvindesmykker. Langs
vggen til venstre et strre bord med slvkruse, bgre og
drikkehorn. Dren i baggrunden frer ud til en ben svalgang,
hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)

(Bengt Gautesn, fru Margit, Knut Gsling og Erik fra
Hgge sidder om drikkebordet til venstre. I baggrunden dels
sidder dels str Knuts mnd; et par lboller gr rundt
mellem dem. Langt borte hres kirkeklokker, som ringer til
hjmesse.)

ERIK
(rejser sig op ved bordet.)
Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give mig p mit rend som
Knut Gslings bejlermand?

BENGT
(skotter urolig til sin hustru.)
Ja, jeg--jeg tnker nu--
(da hun tier.)
Hm, Margit, lad os frst hre, hvad _du_ mener.

MARGIT
(str op.)
Herr Knut Gsling,--det var mig lnge vitterligt, hvad Erik fra
Hgge nys fremsatte om eder. Jeg vd fuldt vel, at I stammer fra
en bermmelig slgt; I er rig p gods og guld, og vor kongelige
herre er eder synderlig bevgen.

BENGT
(til Knut.)
Synderlig bevgen,--det siger jeg ogs.

MARGIT.
Og visseligen kunde ikke min sster kre sig nogen gvere
husbond--

BENGT.
Ingen gvere; det er lige det samme, som _jeg_ tnker.

MARGIT.
--dersom I ellers kan form hende til at fatte godhed for jer.

BENGT
(ngstelig og halv sagte.)
Men,--men, min kre hustru--

KNUT
(springer op.)
Ja s, fru Margit! I mener, at eders sster--?

BENGT
(sger at berolige ham.)
Nej vent, Knut Gsling! Vent nu. I m forst os ret.

MARGIT.
S lidet kan mine ord krnke jer. Min sster kender eder jo kun
af de viser, som er gjort om eder,--og de viser klinger ilde for
hviske ren.
  Eders fdres grd er et utrygt hjem
  mellem alle de vilde gster.
  Bde nat og dag har I gilde med dem.
  Krist hjlpe den ungm, I fster!
  Krist hjlpe den ungm, I lokker med guld,
  med gods eller grnne skove;--
  snart vil I se hende sorrigfuld
  at lnges, under muldet at sove.

ERIK.
Nu ja--sandt nok--Knut Gsling lever noget vildt og ustyrligt.
Men sligt ndrer sig let, nr han fr sig en hustru i grden.

KNUT.
Og vel skal I mrke jer dette, fru Margit. Det kan vre en uge
siden, at jeg var til drikkegilde p Hgge hos Erik, som her
str. llet var strkt; og da det led ud p kvelden gjorde jeg
det lfte, at Signe, eders fagre sster, skulde vorde min viv,
fr ret var omme. Aldrig skal det siges Knut Gsling p, at han
har brudt noget lfte. Derfor ser I selv, at I m kre mig til
eders ssters husbond,--enten med det gode eller med det onde.

MARGIT.
  Fr _det_ skal ske, vil jeg ikke fordlge,
  I m skille jer af med jert ravende flge.
  I m ikke lnger med skrig og med larm
  jage rundt bygden tilhest og i karm;
  I m dve den gru, som langvejs str
  af Knut Gslings komme til bryllupsgrd.
  Hvisk m I te jer, nr I rider til gilde;
  ksen skal I hjemme bag stuedren stille;--
  I vd, den sidder ls i jer hnd, nr mjd
  og l har gjort jer panden fortumlet og rd.
  rbare kvinder skal I lade med fred;
  lad hvermand beholde sit eje;
  I m ikke frkt skikke nogen den besked,
  at hvis han er klog, s tar han ligskjorten med,
  nr han frdes p eders veje.
  Og arter I jer sdan til ret gr ud,
  s kunde I nok vinde jer min sster til brud.

KNUT
(med inddt harme.)
I vd snildt at belgge eders ord, fru Margit. Forsandt--I burde
vre prest og ikke eders husbonds frue.

BENGT.
, for den sags skyld, s kunde nok jeg ogs--

KNUT
(uden at agte p ham.)
Men vel skal I mrke jer, at havde en vbenfr mand talt mig til
p slig vis som I, s--

BENGT.
Nej men hr nu, Knut Gsling,--I m forst os!

KNUT
(som fr.)
Nu, kort og godt, s skulde han fornummet, at ksen sidder mig
ls i hnden, som I for nylig sagde.

BENGT
(sagte.)
Der har vi det! Margit, Margit, dette her gr aldrig godt.

MARGIT
(til Knut.)
I bad om rligt svar, og det har jeg givet jer.

KNUT.
Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det s nje med jer, fru
Margit. I har mere klgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min
hnd;--kan hnde der er skellig grund for alle de hvasse ord, I
sagde mig.

MARGIT.
Det m jeg lide; nu er I jo alt p god vej til at bedre jer. Og
hr s et ord til. Vi holder gilde her p Solhaug idag.

KNUT.
Gilde?

BENGT.
Ja, herr Gsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for
tre r siden blev jeg fru Margits Mand.

MARGIT
(utlmodig, afbrydende.)
Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Nr I nu kommer fra kirken
og har rgtet eders vrige render, s rider I hid igen og tager
del i laget. I kan da lre min sster at kende.

KNUT.
Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at sge
kirken, jeg red herned imorges. Min rejse glder Gudmund Alfsn,
eders frnde.

MARGIT
(studser.)
Ham! Min frnde? Hvor vil I sge ham?

KNUT.
Hans grd ligger jo bag nsset, p den anden side af fjorden.

MARGIT.
Men han selv frdes langvejs herfra.

ERIK.
Sig ikke det; han turde vre nrmere, end I tnker.

KNUT
(hvisker.)
Ti stille!

MARGIT.
Nrmere? Hvad mener I?

KNUT.
Har I da ikke hrt, at Gudmund Alfsn er kommen tilbage til
landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hgrans, som var
sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.

MARGIT.
Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor
pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsn med.

BENGT.
Ja, og der kunde vi ogs have vret med, sfremt min hustru havde
villet.

ERIK
(sagte til Knut.)
Fru Margit vd da ikke, at--?

KNUT
(sagte.)
Det synes s; men lad dig ikke mrke med noget.
(hjt.)
Nu ja, fru Margit, jeg fr lige fuldt tage afsted p lykke og
fromme; ved kveldstid kommer jeg igen.

MARGIT.
Og da fr I vise, om I mgter at styre jert vilde sind.

BENGT.
Ja, mrk jer det.

MARGIT.
I rrer ikke eders kse; hrer I, Knut Gsling!

BENGT.
Hverken eders kse eller eders kniv eller hvad andet vrge, I
brer hos jer.

MARGIT.
Thi da kan I ingensinde hbe p noget svogerskab med mig.

BENGT.
Nej, det har vi fast bestemt os til.

KNUT
(til Margit.) Vr I bare tryg.

BENGT.
Og nr vi har bestemt os til noget, s str det fast.

KNUT.
Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesn. Jeg har det p samme st;
og jeg har nu engang drukket p svogerskab mellem os. I fr se
til, om ikke jeg ogs holder fast ved mit ord.--Guds fred til
ikveld!

(Han og Erik gr med mndene ud i baggrunden. Bengt
flger dem til dren. Klokkeringningen er imidlertid ophrt.)

BENGT
(kommer tilbage.)
Det bares mig for, som han trued os, da han gik.

MARGIT
(tankespredt.)
Ja, sdan lod det.

BENGT.
Knut Gsling er ikke god at komme ud for. Og nr jeg tnker mig
om, s gav vi ham ogs altfor mange umilde ord. N, lad os ikke
gruble over den sag. Idag m vi vre lystige, Margit! Og det,
mener jeg, vi har god grund til begge to.

MARGIT
(smiler tungt.)
Ja, tilvisse!

BENGT.
Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men
den rigeste mand p mange, mange mile, det vd jeg da visst, at
jeg var. Du var en fager ungm, af del slgt; men medgiften
skulde ikke friste nogen frier.

MARGIT
(hen for sig.)
Og dog var jeg dengang s rig.

BENGT.
Hvad sagde du, min hustru?

MARGIT.
, intet, intet.
(gr over mod hjre.)
Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min gldesfest
ikveld.

BENGT.
Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klder dig i din
bedste stads, s vore gster kan sige: lyksalig hun, som fik
Bengt Gautesn til husbond.--Men nu m jeg ud i madburet; der er
fuldt op at tage vare p idag.
(han gr ud til venstre.)

MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til hjre.)
  Vel var det han gik. Nr jeg ser ham herinde,
  det er mig som blodet holdt op at rinde;
  det er som en kold, en knugende magt
  havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende trer.)
  Han er min husbond! Jeg er _hans_ viv!
  Hvorlnge varer et menneskes liv?
  Gud fri mig,--kanhnde halvhundrede r;--
  og jeg--i det tre og tyvende gr!
(roligere, efter en kort taushed.)
  Det er tungt at sukke bag gylden mur;
  det er tungt at sidde s lnge i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
  Med perler og ringe alt som bedst,
  han bad, at jeg smykke mig skulde.
  Det var mig en gladere bryllupsfest,
  om jeg stdtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
  Dog jeg vil ikke mere tnke derp;
  jeg kender en vise, som kan sorgen forsl.
(hun synger.)
  Bergkongen red sig under ;
  --s klagelig rinde mine dage--
  vilde han fste den vne m.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Bergkongen red til herr Hkons grd;
  --s klagelig rinde mine dage--
  liden Kirsten stod ude, slog ud sit hr.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Bergkongen fsted den vne viv;
  --s klagelig rinde mine dage--
  han spndte en slvgjord omkring hendes liv.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Bergkongen fsted den liljevnd
  --s klagelig rinde mine dage--
  med femten guldringe til hver hendes hnd.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Tre sommere gik, og der gik vel fem;
  --s klagelig rinde mine dage--
  Kirsten sad i berget i alle dem.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Fem sommere gik, og der gik vel ni;
  --s klagelig rinde mine dage--
  liden Kirsten s ikke solen i li.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

  Dalen har blomster og fuglesang;
  --s klagelig rinde mine dage--
  i berget er der guld og en nat s lang.
  --ret aldrig du kommer tilbage--

(hun rejser sig og gr henover gulvet.)
  Den vise sang Gudmund s mangen kveld,
  da han var hos min fader hjemme.
  Der er noget deri,--jeg vd ikke selv,--
  der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
  der er noget, som mgtigt fyldte min hu,--
  som jeg aldrig forstod,--som jeg grubler p endnu.
(forfrdet, stanser.)
  Rde guldringe! Beltet om mit liv--!
  Med guld var det bergkongen fsted sin viv!
(fortvilet; synker ned p en bnk ved bordet til venstre.)
  Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
  Og ingen--ingen kommer for at lse mig ud.

(Signe, gldestrlende, kommer lbende ind fra
baggrunden.)

SIGNE
(rber.)
Margit, Margit,--han kommer!

MARGIT
(springer op.)
Kommer? Hvem kommer?

SIGNE.
Gudmund, vor frnde!

MARGIT.
Gudmund Alfsn! Her! Hvor kan du tro--?

SIGNE.
, jeg er viss p det.

MARGIT
(gr over mod hjre.)
Gudmund Alfsn er med til bryllupsgildet
i kongsgrden; det vd du lige s godt som jeg.

SIGNE.
Kan vre; men endda s er jeg sikker p, det var ham.

MARGIT.
Har du set ham?

SIGNE.
 nej, nej; men nu skal du hre--

MARGIT.
Ja, skynd dig,--fortl!

SIGNE.
  Det var sig rle, da klokkerne klang,
  mig lysted at ride til kirke;
  de vildene fugle kvidred og sang
  alt mellem siljer og birke.
  Der var en gammen i luft og i li;
  kirketiden fast var omme;
  thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti
  mig vinked hver rosenblomme.
  Jeg trdte s tyst p kirkegulvet ind;
  presten stod hjt i koret;
  han sang og lste; med andagt i sind
  lytted mnd og kvinder til ordet.
  Da hrtes en rst over fjorden bl;
  mig tyktes, at alle de billeder sm
  vendte sig om for at lytte derp.

MARGIT.
  Hvad mere? Signe,--tal ud, tal ud!

SIGNE.
  Det var som et dybt, et ufatteligt bud
  maned mig udenfor kirkens mur
  over hej og dal, gennem li og ur.
  Mellem hvide birke jeg lyttende skred;
  jeg vandrede fast som i drmme;
  de stod bag mig det hellige sted;
  thi prest og kirkefolk vandrede med,
  mens det koglende kvad monne strmme.
  Der var s stille p kirkesti;
  mig tyktes, at fuglene lytted i li,
  at lrken daled og gken taug,
  og at det svared fra fjeld og haug.

MARGIT.
  Bliv ved!

SIGNE.
      Da korsed sig mand og kvinde;
(med hnderne mod brystet.)
  men selsomme tanker steg op herinde.
  Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;
  Gudmund har sunget den mangen gang;
  Gudmund har sunget den mangen kveld,--
  og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

MARGIT.
  Og du tror, det skulde vre--?

SIGNE.
      Jeg vd det s visst!
  Tro mig, mit ord skal du sande.
(leende.)
  Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst
  igen fra de fremmede lande?
  Jeg vd ikke selv,--men jeg er s glad--!
  Der falder mig ind--. Margit, vd du hvad?
  Hans harpe har hngt s lnge
  p vggen derinde. Jeg vil tage den ned;
  jeg vil pudse den blank og stille den bered
  og stemme dens gyldne strenge.

MARGIT
(ndsfravrende.)
  Gr, som dig lyster--

SIGNE
(bebrejdende.)
      Det er ikke ret.
(omfavner hende.)
  Nr Gudmund kommer, vil du atter vorde let
  tilsinds, som da Signe var liden.

MARGIT
(hen for sig.)
  S mangt har forandret sig siden--

SIGNE.
  Margit, du _skal_ vre fro og glad!
  Har du ikke terner og svende?
  I dit kammer hnger kostelige klder p rad.
   Krist, hvilken rigdom uden ende!
  Om dagen kan du ride dig i lunden sval,
  at vejde den vilde r;
  om natten kan du sove i fruersal
  p silkebolsterne bl.

MARGIT
(ser mod karnappet.)
  Og _han_ skulde komme til Solhaug som gst!

SIGNE.
  Hvad siger du?

MARGIT
(vender sig.)
      Intet.--G; smyk dig som bedst.
  Min lykke, den du s lydt monne prise,
  kunde times dig selv.

SIGNE.
      Hvad mener du vel?

MARGIT
(stryger hendes hr.)
  Jeg mener--; nu ja, det vil sig jo vise--;
  jeg mener,--hvis en bejler red sig hid ikveld--;

SIGNE.
  En bejler? Til hvem?

MARGIT.
      Til dig.

SIGNE
(med latter.)
          Til mig?
  , da er han kommen p den urette vej.

MARGIT.
  Hvad vilde du svare, hvis hvisk han bad
  om din tro?

SIGNE.
      Jeg vilde svare, jeg er for glad
  til at tnke p bejlere eller p sligt.

MARGIT.
  Men hvis han var mgtig? Hvis hans hus var rigt?

SIGNE.
  , var han end konge, med hallen fuld
  af dyre klder og rden guld,
  det skulde s lidet mig friste.
  Nu bres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
  med sommer og sol og den susende elv,
  med dig og de fugle p kviste.
  Kre sster min,--her vil jeg bygge og bo;
  og at sknke nogen bejler min hnd og min tro,
  dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!

(hun iler syngende ud til venstre.)

MARGIT
(efter et ophold.)
Gudmund Alfsn skulde komme hid? Hid--til Solhaug? Nej, nej, det
kan ikke vre.--Signe havde hrt ham synge, sagde hun. Nr jeg
hrte granerne suse dybt derinde i skogen, nr jeg hrte fossen
rulle og fuglene lokke i trtoppene, da bares det mig tidt nok
for, som om Gudmunds kvder blanded sig alt imellem. Og dog var
han langvejs herfra.--Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer
ikke.

BENGT
(i hastvrk, fra baggrunden, rber.)
En uventet gst, min hustru!

MARGIT.
Og hvem?

BENGT.
Gudmund Alfsn, din frnde!
(rber ud gennem dren til hjre.)
Det bedste gstekammer m holdes rede--og det p stand!

MARGIT.
Han er da alt p grden?

BENGT
(ser ud gennem svalgangen.)
Ikke s lige endnu; men lnge vil det ikke vare.
(rber ud hjre igen.)
Den snittede ekeseng med dragehovederne!
(gr hen til Margit.)
Hans vbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv flger han
efter.

MARGIT.
Hans vbendrager? Kommer han hid med vbendrager?

BENGT.
Ja, det skulde jeg vel mene. En vbendrager og seks rustede mnd
er hos ham. N ja, Gudmund Alfsn er jo ogs en hel anden mand
nu, end dengang han drog ud p langfrd. Men jeg m ned og tage
imod ham.
(rber ud.)
Lg gyldenlderssadlen p min hest! Og glem ikke bidslet med
ormehovederne!
(ser ud i baggrunden.)
Au, der er han alt ved ledet! N, s min stav da; min
slvknappede stav! Slig en herre,--Krist fri mig--ham m vi tage
imod med re, med stor re!
(han gr skyndsomt ud i baggrunden.)

MARGIT
(grublende.)
  Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
  Nu kommer han med vbner og med rustede mnd.
  Hvad vil han? Er det hans agt at se,
  om bittert jeg nages af kummer og ve?
  Lyster det ham at prve og friste,
  hvad jeg mgter at bre, fr hjertet m briste?
  Mener han, at--? Ah, prv kun derp;
  s ringe en fryd skal du deraf f!
(hun vinker ud gennem dren til hjre.)

(Tre Piger kommer ind i stuen.)

MARGIT.
  I hre mig vel, mine terner sm;
  I bringe mig p stand min silkekbe bl.
  I flge mig flugs i fruerstuen ind,
  at klde mig hvisk i fljel og skind.
  To af jer skal klde mig i skarlag og mr,
  den tredje skal vinde perler i mit hr.
  I bre mig alle mine smykker did ud!

(Pigerne gr med smykkeskrinene ud til venstre.)

MARGIT.
  S vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.
  Vel! Jeg fr at bre mit kongelige skrud.
(hun gr ud til venstre.)

(Bengt frer Gudmund Alfsn ind gennem svalgangen i
baggrunden.)

BENGT.
Og endnu en gang,--hil eder under Solhaugs tag, min hustrus
frnde!

GUDMUND.
Jeg takker jer. Og hvordan gr det hende? Hun lider dog
vel i alle mder, vil jeg tro?

BENGT.
Ja, det kan I svrge p, hun gr. Der fattes hende intet. Hele
fem terner kan hun byde og rde over; en fuldt sadlet ganger str
rede, s snart det kun lyster hende. N, snart sagt, s har hun
alt, hvad en hvisk kvinde kan begre for at vre fornjet i sine
kr.

GUDMUND.
Og Margit,--hun er da vel fornjet?

BENGT.
Gud og hvermand skulde tro, hun mtte vre det; men selsomt nok--

GUDMUND.
Hvad mener I?

BENGT.
Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, s bres det mig for, at
Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kr,
end siden hun blev frue p Solhaug.

GUDMUND
(hen for sig.)
Jeg vidste det jo nok; sdan mtte det g.

BENGT.
Hvad siger I, frnde?

GUDMUND.
Jeg siger, hjligen undrer mig, hvad I fortller om eders hustru.

BENGT.
Ja, mener I ikke, det gr mig liges? Jeg vil aldrig glde for en
rlig herremand mere, dersom jeg sknner, hvad hun yderligere kan
nske sig. Jeg er om hende s lang dagen er; og ingen skal kunne
sige mig p, at jeg holder hende strengt; alt tilsyn med hus og
grd har jeg taget p mig; og ikke desmindre--. N, I var jo
altid en lystig svend; jeg tnker nok, I bringer solskin med jer.
Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mrke med, at
jeg--

(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

GUDMUND
(gr hende imde.)
Margit,--kre Margit!

MARGIT
(stanser, ser fremmed p ham.)
Forlad mig, herr ridder; men--?
(som om hun frst nu genkendte ham.)
Forsandt, hvis jeg ikke fejler, s er det Gudmund Alfsn.
(rkker hnden frem.)

GUDMUND
(uden at tage den.)
Og du kendte mig ikke straks igen?

BENGT
(leende.)
Nej men, Margit, hvad tnker du dog p? Jeg meldte dig jo nylig,
at din frnde--

MARGIT
(gr over mod bordet til hjre.)
Tolv r er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan d i
tiende led imens--

GUDMUND.
Det er syv r siden vi sidst ss.

MARGIT.
Tilvisse, det m vre lngere siden.

GUDMUND
(ser p hende.)
Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

MARGIT.
Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes min
en evig lang tid siden jeg var barn.
(kaster sig ned i en stol.)
N, st eder, min frnde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os
med eders sang.
(med et tvungent smil.)
Ja, I vd vel, vi er glade her p grden idag,--vi holder gilde.

GUDMUND.
Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind p tunet.

BENGT.
Ja, idag for tre r siden blev jeg--

MARGIT
(afbrydende.)
Min frnde har alt hrt det.
(til Gudmand.)
Vil I ikke lgge eders kappe bort?

GUDMUND.
Jeg takker eder, fru Margit; men det bres mig for, som her er
koldt,--koldere, end jeg havde ventet.

BENGT.
Da er jeg bde svedt og varm; men jeg har ogs fuldt op at tage
vare p.
(til Margit.)
Lad nu ikke tiden falde lang for vor gst, mens jeg er ude. I kan
jo snakke sammen om gamle dage.
(vil g.)

MARGIT
(tvilrdig.)
Gr du? Vil du ikke heller--?

BENGT
(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstr at
frdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund s kort, at min
hustru kan vre mig foruden.
(til Margit, idet han tager hende under hagen) Vr du
trstig; jeg skal snart vre hos dig.

MARGIT
(hen for sig.)
, kval og harm at mtte lide alt dette.
(kort taushed.)

GUDMUND.
Hvorlunde lever eders sster kre?

MARGIT.
Jeg takker; hel vel.

GUDMUND.
Det blev sagt, hun skulde vre hos eder.

MARGIT.
Her har hun vret siden jeg--
(slr om.)
For tre r siden kom hun til Solhaug med mig.
(lidt efter.)
  Hun trder visst snart i stuen herind.

GUDMUND.
  Signe havde fordum s venneslt sind;
  hun kendte ej list eller rnke;
  nr jeg kommer ihug hendes jne bl,
  jeg m p guds engle tnke.
  Dog, mangt kan i syv rs tid forg.
  Sig mig,--mens fjernt fra bygden jeg vandred,
  har ogs hun sig s strkt forandret?

MARGIT
(tvungent spgende.)
  Hun ogs? Er det i kongens grd
  slig hvisk tale man lrer?
  I minder mig om, hvordan tiden trer--

GUDMUND.
  Margit, hel vel mine ord I forstr.
  Engang var I mig begge s blide;
  I grd, da jeg skulde fra bygden ride;
  vi loved at holde som sskende sammen
  i fryd og i ve, i nd og i gammen.
  I lyste som en sol mellem jomfruer sm;
  s viden om land eders ry monne g;--
  fuldt vel er I endnu s fager en kvinde.
  Men Solhaugs frue, kan jeg mrke, har glemt
  den fattige frnde. S umildt er I stemt,
  I, der engang var s vennesl tilsinde.

MARGIT
(nesten trekvalt.)
  Ja engang--!

GUDMUND
(ser deltagende p hende, tier lidt og siger med dmpet stemme):
      Eders husbond bd os at korte
  tiden med at melde om gammelt og krt.

MARGIT
(heftigt.)
  Nej, nej; ikke derom!
(roligere.)
      Det falder mig s svrt
  at mindes; den ting har jeg aldrig lrt.
  Meld heller om de r, I var borte;--
  den tid er vel ej p bedrift s arm;
  meget m I kunne mig berette;
  derude er jo verden bde vid og varm,--
  der er sindet og tankerne lette.

GUDMUND.
  I kongens hal var jeg aldrig s fro,
  som dengang jeg var smdreng i det fattige bo.

MARGIT
(uden at se p ham.)
  Og jeg--hver dag, jeg p Solhaug bode,
  takked himlen, at den gjorde mine kr s gode.

GUDMUND.
  Vel eder, dersom I kan takke fordi--

MARGIT
(heftigt.)
  Og er jeg da ikke hdret og fri?
  Kan jeg ikke byde, som det huger mig bedst?
  Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, rde?
  Her er jeg den frste; ingen sidder mig nst;
  Og det, vd I, var mig altid til mde.
  I tnkte nok at finde mig kummerlig og trt;
  men I ser, jeg er fro, mit sind er let.
  Se, derfor kunde I sparet jert komme
  til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.

GUDMUND.
  Hvad mener I, fru Margit?

MARGIT
(reiser sig.)
      Tilfulde jeg vd,
  hvad der frer jer ind i min enlige stue.

GUDMUND.
  I vd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
(hilser og vil g.)
  Guds fred og farvel da, min dle frue!

MARGIT.
  Det var eder mere til re, ifald
  I var bleven, hvor I var, i kongens hal.

GUDMUND
(stanser.)
  I kongens hal? Kan I spotte min nd?

MARGIT.
  Eders nd? Nu, hjt m I hige, frnde;
  jeg gad vide, hvor I tnker at ende!
  I kan eder klde i fljel rd,
  er kongens mand, ejer gods og guld--

GUDMUND.
  Bedst m I vide, om lykken er mig huld.
  I sagde for nylig, fuldt vel I vidste
  mit rend p Solhaug--

MARGIT.
      Det vd jeg forsand!

GUDMUND.
  Da kender I og, hvad jeg nys mtte friste;--
  da vd I, jeg er en fredls mand.

MARGIT.
(skrkslagen.)
  Fredls! Du, Gudmund!

GUDMUND.
      Det er jeg for visst.
  Dog svrger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
  havde jeg kendt eders tanker og sind,
  aldrig var jeg tyet p Solhaug ind.
  Jeg mente, I endnu var mild og god,
  alt som dengang jeg eder forlod;
  men jeg vil ikke trygle; skogen er stor,
  og sikker er min hnd og min bue;--
  langt heller vre hejens sten mit bord
  og bjrnehiet min stue.
(vil g.)

MARGIT
(holder ham tilbage.)
  Fredls! Nej, bliv! Jeg svrger dig til,
  slet intet jeg derom vidste.

GUDMUND.
  Det er, som jeg siger. Mit liv str p spil;
  og livet vil hver mand friste.
  Tre ntter l jeg som hunden ude;
  p fjeldet jeg hvilte mine mdige ben
  og lned mit hoved til urens sten.
  At tigge om ly, om bolster og pude
  i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
  min tro var jo frejdig; mit hb var ungt;
  jeg tnkte: nr du til Solhaug kommer,
  da er du frelst fra al din kvide;
  der finder du venner; p dem kan du lide.--
  Men hbet er skrt som markens blommer.
  Eders husbond mdte mig med horn og krus;
  han bned for mig bde dr og porte;--
  men de tykkes mig eders hus;
  hallen er mrk; mine venner er borte.
  Nu godt; jeg stiger pny til fjelds.

MARGIT
(bnligt.)
  , hr mig!

GUDMUND.
      Mit sind er ej som en trls.
  Nu tykkes mig livet en uselig gave;
  Jeg agter det fast for intet vrd.
  Skrinlagt har I alt, hvad der var mig krt;
  mit fagreste hb jeg mtte begrave.
  Farvel da, fru Margit!

MARGIT.
      Nej, Gudmund, hr!
  Ved gud og mnd--!

GUDMUND.
      Forlyst dig som fr;
  lev du i gammen og re;
  s lidet skal Gudmund mrkne din dr;
  ret aldrig han skal dig besvre.

MARGIT.
  Nu er det nok. Dine bitre ord
  vil volde dig anger og kvide.
  Havde jeg vidst, at du fredls fr
  alt over strande s vide,--
  tro mig, da var det min kreste dag,
  da du tyed ind under Solhaugs tag,
  da var det for visst min gladeste fest,
  nr den fredlse meldte sig her som gst.

GUDMUND.
  Du siger--! Hvad skal jeg tnke og tro?

MARGIT
(rkker ham hnden.)
  At frnder og venner p Solhaug bo.

GUDMUND.
  Men det, som du nys--?

MARGIT.
      Agt ikke derp.
  Hr mig, s vil du det hele forst.
  For mig er livet en nat s sort;
  der er ikke sol eller stjerne.
  Og intet mgter min kvide at fjerne;
  thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
  Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
  jeg hilded mig selv i brogede lnker.
  Tro mig, s klageligt vederlag sknker
  rigdom, nr barmen er sorrigfuld.
  Dengang vi var brn,--hvor var jeg da fro!
  Vore kr var ringe, fattigt vort bo;
  men rigt var hbet i mit bryst herinde.

GUDMUND,
(der ufravendt har betragtet hende.)
  Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.

MARGIT.
  Kan vre; men al den lov og pris,
  jeg hrte, det blev til min lykkes forlis.
  Du mtte bort til de fremmede lande;
  men alle dine kvder graved sig ind
  dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
  og slred med tanker min pande.
  Du havde sunget om al den lyst,
  som mgter at rummes i et menneskes bryst:
  du havde sunget om det frejdige liv
  blandt herrer og fruer. Alt som bedst
  kom bejlere fra st og bejlere fra vest;
  og s--s blev jeg min husbonds viv.

GUDMUND.
  , Margit!

MARGIT.
      Der gik ikke lang tid hen,
  fr jeg mtte s bitterlig grde.
  At tnke p dig, min frnde, min ven,
  det blev min eneste glde.
  Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
  og i alle de store stuer!
  Her gsted os riddere, herrer og fruer;
  her sang mig til re s mangen skald;
  men der var ikke n, som ret mig forstod,
  ikke n, som fatted min jammer;--
  jeg frs, som sad jeg i bergets kammer;
  dog vrked mit hoved, dog brndte mit blod.

GUDMUND.
  Men din husbond--?

MARGIT.
      Han var mig aldrig kr!
  hans guld var alt, hvad mig hilded;
  talte han til mig, sad han mig nr,
  blev mit sind af kvide forvildet.
(slr hnderne sammen.)
  Og sdan har jeg levet i rene tre!
  Mit liv var en evig, en endels ve.
  Dit komme rygtedes; visst du kender
  den stolthed, som dybt i mit hjerte brnder;
  jeg dulgte min nd, jeg gemte min kvide;
  thi du mtte mindst af alle den vide.

GUDMUND
(bevget.)
  Og derfor var det, du vendte dig bort--.

MARGIT
(uden at se p ham.)
  Jeg tnkte, du kom for at spotte min vnde.

GUDMUND.
  Margit, kunde du tro--?

MARGIT.
      Nu, kort
  og godt, der var grund nok for hnde.
  Dog, himlen vre takket, nu er det forbi;
  jeg str ikke lnger alene;
  om barmen er jeg s let og fri,
  som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skrk.)
  Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme--!
  Alle helgener se til mig ndigt ned!
  Fredls, sagde du--?

GUDMUND
(smiler.)
      Nu er jeg hjemme;
  her lader mig kongens mnd med fred.

MARGIT.
  Men du, som nylig stod hjt i agt,--
  sig mig hvorlunde--?

GUDMUND.
      Snart er det sagt
  Du vd, jeg var i de franske riger,
  da kansleren, Audun fra Hgrans, drog
  did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
  at fre prinsessen med svende og piger
  og skatte til Norge som kongens brud
  Herr Audun var s fager og prud;
  prinsessen var den livsaligste kvinde.
  Hendes jne kunde bede den varmeste bn;--
  de talte tilhobe, de hvisked i ln.
  Hvorom? Det var svrt at finde.--
  Det var sig en nat; jeg lned mig tyst
  op imod snekkens side;
  mine tanker stvned mod Norges kyst
  alt med de mger hvide.
  Da hvisked to rster bag ved min ryg;--
  jeg vendte mig om;--det var ham og hende;
  de s mig ikke; jeg sad s tryg;
  dog kunde jeg begge kende.
  Hun s p ham med et klageligt blik
  og hvisked: ak, dersom farten gik
  mod syd til de dejlige lande,
  og var vi alene p snekken, vi to,
  da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
  da brndte visst ikke min pande!
  Genmled herr Audun; hun svared ham kk,
  svared med ord s hede, s vilde;
  jeg s hendes jne som stjerner spille;
  hun bad ham--
(afbrydende.)
      Det greb mig med rdsel og skrk.

MARGIT.
  Hun bad--?

GUDMUND.
      Jeg fr op; i hast de forsvandt;
  alene stod jeg p skibets dk;--
(tager en liden flaske frem.)
  men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.

MARGIT.
  Og den--?

GUDMUND
(med dmpet stemme.)
      Den rummer en gdefuld saft;--
  en drbe deraf i din uvens bger,--
  s sagtelig sygner hans livsenskraft,
  og intet i verden ham hjlper og lger.

MARGIT.
  Men sig mig--?

GUDMUND
(hviskende.)
      Den var for kongen bestemt.

MARGIT.
  Alle helgener!

GUDMUND
(idet han atter forvarer flasken.)
      Vel, at jeg fik den gemt.--
  Tre dage efter var farten til ende.
  S lnligt flygted jeg med mine svende;
  jeg vidste jo nok, i kongens hal
  vilde Audun listelig volde mit fald,--
  vilde forklage mig--

MARGIT.
      Nu er forbi
  din vrste nd; snart er alt ved det gamle.

GUDMUND.
  Alt? Nej, Margit,--dengang var du fri.

MARGIT.
  Du mener--?

GUDMUND.
      Jeg? Intet. , lad mig samle
  mine tanker; jeg er s frejdig og fro
  fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
  Men, sig mig,--Signe--?

MARGIT
(peger smilende mod dren til venstre.)
      Hun kommer snart.
  Hun m jo pynte sig lidt for sin frnde,
  og det er vel ikke gjort i en fart.

GUDMUND.
  Jeg m se, om hun endnu kan mig kende.

(han gr ud til venstre.)

MARGIT
(ser efter ham.)
Hvor han er fager og mandig.
(med et suk.)
Der er ikke megen lighed mellem ham og--
(rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.)
Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang!
(kort taushed.)
Det var en selsom fortlling, den om prinsessen, som--. Hun havde
en anden kr, og s--. Ja, disse kvinder i de fremmede lande,--
jeg har hrt det fr,--de er ikke veke som vi; de rddes ikke for
at gre en tanke til dd.
(tager et bger, som str p bordet.)
Af dette bger drak Gudmund og jeg p et frydeligt gensyn, da han
rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til
Solhaug.
(stter bgeret ind i et vgskab.)
Hvor blid denne sommerdag er. Her er s lyst herinde. S lifligt
har ikke solen skinnet i tre r.

(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra
venstre.)

SIGNE
(lber leende hen til Margit.)
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

MARGIT
(smilende, til Gudmund.)
  Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
  har ogs _hun_ sig s strkt forandret.

GUDMUND.
  Tilvisse! Men at hun skulde--! Nej, nej,
  det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hnder og ser p hende.)
  Og dog, dit uskyldige barnesind
  lser jeg endnu i jnene bl;--
  hvor kan jeg da lnger tvile derp!
  Jeg m le, nr jeg mindes, hvor tidt jeg har
  tnkt dig slunde, som dengang jeg bar
  dig p mine arme. Da var du et barn;
  nu er du en huldre, som kogler og gkker.

SIGNE
(truer med fingeren.)
  Ja, vogt dig! Hvis huldrens harme du vkker,--
  pas p,--hun hilder dig i sit garn!

GUDMUND
(hen for sig.)
  Nsten bres mig for, som det alt var sket.

SIGNE.
  Men vent; du har jo end ikke set
  hvorlunde jeg har holdt din harpe i re.
(idet hun gr ud til venstre.)
  Nu m du mig alle dine kvder lre!

GUDMUND
(sagte, ser efter hende.)
  Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
  der endnu var knop ved dagens komme.

SIGNE
(bringer harpen.)
  Se her!

GUDMUND
(griber den.)
      Min harpe! S blank som fr!
(slr nogle toner.)
  Der er endnu klang i de gamle strenge;--
  nu skal du ikke lnger p vggen hnge--

MARGIT
(ser ud i baggrunden.)
  Hist kommer vore gster.

SIGNE
(mens Gudmund indleder sin sang.)
      Hys,--stille!  hr!

GUDMUND
(synger.)

  Jeg vandred i lien s tung og s ene;
  de smfugle kvidred fra busker og grene;
  s listelig kvidred de sangere sm:
  hr til, hvordan krlighed monne opst!

  Den vokser som eken i rene lange;
  den nres ved tanker og sorger og sange.
  Den spirer s let; i den flygtigste stund
  fster den rdder i hjertets grund!

(Han gr under efterspillet op mod baggrunden, hvor han stter
harpen fra sig.)

SIGNE
(tankefuld, gentager for sig selv.)
  Den spirer s let; i den flygtigste stund
  fster den rdder i hjertets grund.

MARGIT
(adspredt.)
Talte du til mig?--Jeg hrte ikke ret--?

SIGNE.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun--
(synker atter hen som i drmme.)

MARGIT
(halv hjt; ser frem for sig.)
  Den vokser som eken i rene lange;
  den nres ved tanker og sorger og sange.

SIGNE
(opvgnende.)
Du siger, at--?

MARGIT
(farer med hnden over panden.)
, det var intet. Kom; vi m g vore gster imde.

(Bengt kommer med mange Gster, Mnd og
Kvinder, ind gennem svalgangen.)

GSTERNE
(synger):

  Over tilje med sang og strengespil
    i gildestuen vi trde.
  Guds fred vi nsker den frue mild;
  vi nsker bde gammen og glde.
  Gid altid en himmel, s lys som idag,
      over Solhaugs tag
      m sig brede!





ANDEN AKT.


(En birkelund, der stder op til huset, hvoraf et hjrne ses til
venstre. En fodsti frer op i lien i baggrunden. Til hjre for
stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og
stene. Det er lys sommernat. Dren til huset str ben; vinduerne
er oplyste. Musik hres derinde.)

GSTERNE
(synger i gildestuen.)

  Lad fedlen klinge; ved strengeklang
  trder vi dansen den nat s lang.
  Hvor lystigt at trine p tilje!
  Den jomfru brnder s skr som et blod;
  det er sig den smdreng, bold og god,
  han favner den vne lilje!

(Knut Gsling og Erik fra Hgge kommer ud fra
huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det flgende at
lyde dmpet derinde.)

ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.

KNUT.
Lad du mig om det.

ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgr
herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsn, hvor du kan
komme over ham. Og nu, da du har ham lige i nven, s tilsiger du
ham dit venskab og lader ham frdes frit, hvor det lyster ham.

KNUT.
Jeg vd, hvad jeg gr. I hans egen stue har jeg sgt ham, og der
var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsgte p at gribe ham
her,--mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe
til hustru?

ERIK
(langtrukkent.)
Nej, med det gode blev det vel ikke, men--

KNUT.
Og med det onde gad jeg ndig g frem. Gudmund er jo ogs min ven
fra gamle tider; og han kan gre mig nytte.
(bestemt.)
Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her p
grden vide at Gudmund Alfsn er fredls;--imorgen fr han se at
hjlpe sig selv.

ERIK.
Ja, men kongens lov?

KNUT.
, kongens lov! Du vd lige s godt som jeg, kongens lov agtes
ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov glde, s
mtte mangen staut karl iblandt os bde bde for bruderov og
manddrab.--Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe--?

(de gr ud til hjre.)

(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)

SIGNE.
   tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
  det hres som det vneste strengespil.

GUDMUND.
  Signe, min fagre, min yndelige lilje!

SIGNE
(med glad og stille forundring.)
  Jeg--jeg er ham kr!

GUDMUND.
      Det er ingen som du.

SIGNE.
  Jeg skulde mgte at binde din vilje;
  jeg skulde mgte at fylde din hu!
  , tr jeg tro dig!

GUDMUND.
      Det tr du forsandt.
  Hr mig, Signe. Medens rene randt
  tnkte jeg trofast bde vinter og sommer
  p eder to, mine fagreste blommer.
  Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forst;--
  da jeg rejste, var du som alferne sm,--
  som alferne sm, der frdes i skove
  og lege som bedst, nr vi drmme og sove.
  Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
  da forstod jeg mig selv tilfulde,--
  forstod, at Margit var s stolt en frue,
  men du den allerdejligste blandt ungmer hulde.

SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord.)
  Jeg mindes, vi sad ved arnens gld
  en vinterkveld,--nu er det lnge siden;--
  du sang for mig om den jomfru liden,
  som nkken havde lokket ned i sit skd.
  Der glemte hun bort bde fader og moder;
  der glemte hun bort bde sster og broder;
  hun glemte bort bde himmel og jord,
  hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
  Men tt under strande den smdreng stod;
  han var til sinde s mdig og mod;
  med kvide han slog sin harpes strenge,
  s vide det klang bde lydt og lnge.
  Den jomfru liden p tjernets bund
  vgned derved af sin tunge blund;
  nkken mtte slippe hende ud af sit skd;
  mellem liljerne hen over vandet hun fld;--
  da kendte hun igen bde himmel og jord,
  da fatted hun tilfulde bde gud og hans ord.

GUDMUND.
  Signe, min dejligste blomme!

SIGNE.
      Som hun
  gik ogs jeg i en drmmende blund;
  de gdefulde ord, du ikveld har mig sagt
  om krligheds magt, har mig frydelig vakt.
  Aldrig tyktes himlen mig fr s bl,
  aldrig s fager den verden vide;
  mig tykkes, jeg kan fuglenes rst forst,
  nr jeg vandrer med dig under lide.

GUDMUND.
  S mgtig er elskov;--i menneskets bryst
  vkker den tanker og lngsel og lyst.--
  Men kom, lad os begge til din sster g ind.

SIGNE
(undslig.)
  Vil du sige hende--?

GUDMUND.
  Alt br hun kende.

SIGNE
(som fr.)
  Ak, g da alene;--jeg vd det, min kind
  vil derinde af blusel brnde.

GUDMUND.
  Nu godt; jeg gr.

SIGNE.
      Og jeg venter dig her;
(lytter mod hjre.)
  eller bedre,--nede ved elven, der
  hrer jeg Knut Gsling; der er piger og svende.

GUDMUND.
  Der bier du?

SIGNE.
      Til du har talt med hende.

(Hun gr ud til hjre. Gudmund gr ind i huset.)

(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)

MARGIT.
  I stuen er bde gammen og glde;
  fruer og svende monne dansen trde.
  Det blev mig s lummert om pande og bryst;
  Gudmund var ikke derinde.
(nder dybt.)
  Herude er det godt; her er det tyst,
  her svaler mig nattens vinde,
(grublende taushed.)
  Den hslige tanke--; jeg kan ej forst--;
  den flger mig, hvor jeg end monne g.
  Flasken,--der rummer en gdefuld saft--?
  En drbe deraf i min--uvens bger,--
  s sagtelig sygner hans livsenskraft,
  og intet i verden ham hjlper og lger.
(atter taushed.)
  Vidste jeg, at Gudmund--; havde han mig kr,--
  da agted jeg lidet--
(Gudmund kommer ud gennem husdren.)

GUDMUND.
      Margit, er du der?
  Hvi gr du s alene? Jeg har sgt dig overalt.

MARGIT.
  Derinde er lummert, herude s svalt.
  Ser du, hvorlunde de tger hvide
  sagtelig hen over myren glide?
  Her er ikke hverken mrkt eller lyst;
  det er midt imellem begge--
(hen for sig.)
      ret som i mit bryst.
(ser p ham.)
  Ej sandt,--nr du frdes i slig en nat,
  du vd ikke selv hvordan det er fat;
  men du fler, der rrer sig et lnligt liv
  i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
  Vd du, hvad jeg nsker?

GUDMUND.
      Nu?

MARGIT.
          At jeg var
  huldren, som sidder i lien derinde.
  Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
  Tro mig--!

GUDMUND.
    Hvad fattes dig, Margit? Svar!

MARGIT
(uden at hre p ham.)
  Hvor skulde jeg kvde, hvor skulde jeg klage!
  Klage og kvde bde ntter og dage!
(med stigende heftighed.)
  Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
  gennem lierne grnne til bergets kammer;--
  der kunde jeg glemme al verdens jammer;
  der kunde jeg brnde og leve med min ven!

GUDMUND.
  Margit! Margit!

MARGIT
(stedse voldsommere.)
      Ved midnatsstund
  sov vi i lien den sdeste blund;--
  og rammed mig dden, nr solen randt,--
  hvor lystigt at d p slig vis;--ej sandt?

GUDMUND.
  Du er syg!

MARGIT
(brister ud i latter.)
        Ha, ha, ha! , lad mig le!
  Lad mig le! Det gr mig s godt.

GUDMUND.
      Jeg kan se,
  du har endnu det samme ustyrlige sind,
  som fordum--

MARGIT
(pludselig alvorlig.)
      Du m ikke undres derover;
  det er kun ved midnat, nr menneskene sover;
  om dagen er jeg s rd som en hind.
  Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
  hine kvinder i fremmede lande,--hun,
  den fagre prinsesse;--se, _hun_ var vild;
  mod hende er jeg som lammet mild.
  At lnges og hige hun voved ej blot;
  hun pnsed p dd; og se _det_--

GUDMUND.
      Det er godt,
  du minder mig derom; jeg vil ikke lnger
  gemme p det, jeg s lidet trnger.
(tager flasken frem.)

MARGIT.
  Flasken! Du mener--?

GUDMUND.
      Jeg gemte den, fordi
  jeg tnkte, med den at lse mig fri,
  hvis kongens mnd skulde komme mig nr.
  Men alt fra ikveld har den mistet sit vrd;
  nu vil jeg stride med arm og med svrd,
  byde frnder og venner op til det sidste,
  for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)

MARGIT
(griber hans arm.)
  Nej vent! Lad mig f den. Se s!

GUDMUND.
      Du vil--?

MARGIT.
  Sknke den til nkken dernede.
  Han har mig s tidt forlystet med sit spil
  og sunget mig mangt underligt kvde.
  Giv hid.
(tager flasken ud af hans hnd.)
      Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)

GUDMUND
(gr mod hjre og ser ned i dybet.)
          Kasted du den ud?

MARGIT
(idet hun skjuler flasken.)
  Ja visst; du s jo--
(hvisker, gr hen imod huset.)
      Nu hjlpe mig gud!
  Nu m det briste eller bre!
(hjere.)
  Hr, Gudmund!

GUDMUND
(nrmer sig.)
      Hvad vil du?

MARGIT.
          _Et_ m du mig lre;
  du m tyde mig grant det gamle kvde,
  som er gjort om kirken dernede.
  Det var sig en frue og dertil en svend;
  alt s havde de hinanden kr.
  Den dag de bar hende til jorden hen,
  han bldede ved sit svrd.
  Hun jordedes syd under kirkevg,
  han stdtes til mulde i nord;--
  der trivedes fordum hverken siljer eller hg
  alt i den viede jord;--
  men nste vr p de grave to
  der vokste de fagreste liljeblommer;
  over kirketaget s monne de gro
  og grnnes tilhobe bde vinter og sommer.
  Kan du tyde mig det kvde?

GUDMUND
(ser forskende p hende.)
   Jeg vd ikke ret--

MARGIT.
  Vel sandt, det kan tydes p mange st;
  men jeg tror nu den retteste mening er:
  kirken kan ej skille to, som har hinanden kr.

GUDMUND
(sagte.)
  Alle helgener, dersom--! Da er det p tide,
  at hun fr det hele at vide.
(hjt.)
  Svar mig, Margit,--vil du mit held?

MARGIT
(glad, bevget.)
  Om jeg vil!

GUDMUND.
      Ja, jeg mener--

MARGIT.
          Sig frem!

GUDMUND.
              Nu vel.
  Du kunde gre mig s rig og s fro--

MARGIT
(frembrydende.)
  Gudmund!

GUDMUND.
      Hr mig; jeg vil dig fortro--

(Han standser pludselig. Stemmer og latter hres henne ved
elvebredden.)

(Signe og nogle unge piger kommer fra hjre.
Knut, Erik og flere yngre mnd er i flge med dem.)

KNUT
(endnu i frastand.)
Gudmund Alfsn! Vent; jeg m tale et ord med dig.

(Han bliver stende i samtale med Erik.
De vrige fremmede gr imidlertid ind i huset.)

MARGIT
(for sig selv.)
Gre ham s rig og fro--! Hvad kan han andet mene, end--!
(halvhjt.)
Signe,--kre, kre sster!

(Hun griber Signe om livet og gr samtalende med hende op
mod baggrunden.)

GUDMUND
(sagte, idet han flger dem med jnene.)
Ja, sdan er det rdeligst. Bde Signe og jeg m fra Solhaug.
Knut Gsling har jo vist sig som min ven; han hjlper mig nok.

KNUT
(sagte til Erik.)
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes frnde; han kan bedst tale
min sag.

ERIK.
N, som du vil da.
(han gr ind i huset.)

KNUT
(kommer nrmere.)
Hr, Gudmund.--

GUDMUND
(smilende.)
Kommer du for at sige mig, at du ikke lnger tr lade mig g fri?

KNUT.
Tr? Vr du rolig for det; Knut Gsling tr alt, hvad han vil.
Nej, det er noget andet.--Du vd jo, jeg glder her i bygden for
en vild, ustyrlig karl--

GUDMUND.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, s--

KNUT.
 nej, mangt og meget kan jo vre sandt nok. Men nu skal du
hre--
(de gr i samtale opover mod baggrunden.)

SIGNE
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset.)
Jeg forstr dig ikke. Du taler, som om en uventet lykke var
bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?

MARGIT.
Signe,--du er et barn endnu; du vd ikke hvad det vil sige at
frdes i en evig rdsel for at--.
(pludselig afbrydende.)
Tnk dig, Signe, at mtte visne og d uden at have levet!

SIGNE
(ser forundret og hovedrystende p hende.)
Nej men, Margit--?

MARGIT.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt--

(de gr samtalende opover igen.)

(Gudmund og Knut kommer nedover p den anden side.)

GUDMUND.
Nu, hvis det er sdan fat,--dersom dette vilde liv ikke huger dig
lnger, s vil jeg sknke dig det bedste rd, som nogen ven har i
eje; fst dig en rbar ungm til hustru.

KNUT.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme, jeg
har tnkt p?

GUDMUND.
Held og lykke da, Knut Gsling! Og nu m du vide, at ogs jeg--

KNUT.
Du? Gr du ogs med slige tanker?

GUDMUND.
Ja vel gr jeg;--men kongens vrede--; jeg er jo en fredls mand--

KNUT.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit,
som vd besked om det endnu; og s lnge jeg er din ven, s har
du en, du fuldt kan lide p. Hr nu bare--

(han fortstter hviskende, idet de igen gr opover.)

SIGNE
(idet hun og Margit atter kommer tilbage.)
Men s sig mig da, Margit--!

MARGIT.
Mere tr jeg ikke sige dig.

SIGNE Da vil jeg vre rligere mod dig. Men svar mig frst
p t.
(undslig, nlende.)
Er der--er der ingen, som har sagt dig noget om mig?

MARGIT.
Om dig? Nej; hvad skulde det vre?

SIGNE
(som fr; ser ned for sig.)
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid--?

MARGIT.
Det er sandt.
(sagte.)
Knut Gsling--; skulde han allerede--?
(spndt, til Signe.)
Nu? Og s?

SIGNE
(sagte, jublende.)
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg
ikke, hvem du mente; men nu--!

MARGIT.
Og hvad har du svaret ham?

SIGNE.
, det vd jeg ikke.
(slr armene om hendes hals.)
Men verden tykkes mig s fager og rig fra den stund, han sagde
mig, at han havde mig kr.

MARGIT.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du s snart--! Du har jo
neppe kendt ham fr idag.

SIGNE.
, jeg forstr mig endnu s lidet p krlighed; men det vd jeg,
sandt er det, som der str i visen:
  den spirer s let; i den flygtigste stund
  fster den rdder i hjertets grund--

MARGIT.
Lad s vre. Og nr s er, da har jeg ikke lnger ndig at dlge
noget for dig. Ah--

(Hun stanser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund
komme nrmere.)

KNUT
(fornjet.)
Se, det m jeg vel lide, Gudmund. Her er min hnd.

MARGIT
(sagte.)
Hvad er det?

GUDMUND
(til Knut.)
Og her er min.
(de ryster hinandens hnder.)

KNUT.
Men nu vil vi ogs nvne, begge to, hvem det er--

GUDMUND.
Godt. Her p Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg
fundet den, som--

KNUT.
Jeg lige s. Og jeg frer hende herfra endnu inat, hvis det gres
behov.

MARGIT,
(der ubemrket har nrmet sig.)
Alle helgener!

GUDMUND
(nikker til Knut.)
Det samme er ogs min agt.

SIGNE,
(der ligeledes har lyttet.)
Gudmund!

GUDMUND og KNUT
(hviskende til hinanden, idet de begge peger p Signe.)
Der er er hun.

GUDMUND
(studsende.)
Ja, min.

KNUT
(liges.)
Nej, min!

MARGIT
(sagte, halvt forvildet.)
Signe!

GUDMUND
(som fr, til Knut.)
Hvad mener du med det?

KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil--

GUDMUND.
Signe! Signe er min fstem for gud.

MARGIT
(med et skrig.)
Hende var det! Nej,--nej!

GUDMUND
(sagte, idet han ser hende.)
Margit! Hun har hrt alt.

KNUT.
Ej, ej; er det sdan fat? Hr, fru Margit, I har ikke ndig at
lade s forundret; jeg sknner nu det hele.

MARGIT
(til Signe.)
Men du sagde jo nys--?
(fatter pludselig sammenhngen.)
Gudmund var det, du mente!

SIGNE
(forundret.)
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit?

MARGIT
(med nsten tonels stemme.)
 intet, intet.

KNUT
(til Margit.)
Og imorges, da I fik mit ord p, at jeg ingen ufred skulde yppe
her ikveld,--I har da vidst, at Gudmund Alfsn var i vente. Ha,
ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gk med Knut Gsling!
Signe er bleven mig kr. Endnu fr middag var det bare mit
ubesindige lfte, som drev mig til at bejle efter hende; men
nu--

SIGNE
(til Margit.)
Han? _Det_ var bejleren, du tnkte p?

MARGIT.
Stille, stille!

KNUT
(hrdt og bestemt.)
Fru Margit,--I er hendes ldre sster; et svar skal I give mig.

MARGIT
(kmpende med sig selv.)
Signe har alt kret sin brudgom;--jeg kan intet svare.

KNUT.
Det er godt; s har jeg ikke mere at gre p Solhaug. Men efter
midnat,--mrk jer det,--da er dagen til ende; da tr I nok f se
mig igen, og s fr lykken rde for, hvem der skal fre Signe fra
grden, Gudmund eller jeg.

GUDMUND.
Ja, prv du kun; det skal koste dig s blodig en pande!

SIGNE
(angst.)
Gudmund! For alle helgener--!

KNUT.
Vr spag; vr bare spag, Gudmund Alfsn! Fr solen rinder skal du
vre i min magt. Og hun,--din fstem--.
(gr hen til dren, vinker og rber dmpet.)
Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frnder!
(truende, mens Erik viser sig i dren.)
Ja, ve jer alle, nr jeg kommer igen!
(Han og Erik gr ud til venstre i baggrunden.)

SIGNE
(sagte til Gudmund.)
, men s sig mig, hvad skal alt dette betyde?

GUDMUND
(hviskende.)
Vi m begge rejse fra Solhaug endnu inat.

SIGNE.
Gud st mig bi,--du vil--!

GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til
din sster.

MARGIT
(hen for sig.)
Hende,--hende er det! Hende, som han knapt har tnkt p fr
ikveld. Havde jeg vret fri, s vd jeg nok hvem han havde
kret.--Ja, fri!

(Bengt og gsterne, mnd og kvinder, kommer
ud fra huset.)

UNGE PIGER og SVENDE
(synger.)

    Herude, herude skal gildet st,
  alt mens de fugle blunde,
  hvor lystigt at lege mellem blomster sm
      i birkelunde.

    Herude, herude skal lyst og skemt
  lyde fra alle munde,
  al kvide m ende, nr fedlen er stemt
      i birkelunde.

BENGT.
Se, sdan skal det vre! Det m jeg lide! Jeg er lystig, og min
hustru ligervis; og derfor skal I vre lystige alle sammen.

EN AF GSTERNE.
Ja, lad os nu f en stevkamp!

MANGE
(rber.)
Ja, ja, en stevkamp!

EN ANDEN GST.
Nej, lad vre med det; det vkker bare ufred i laget.
(med dmpet stemme.)
I drages vel til minde, at Knut Gsling er p grden ikveld.

FLERE
(hviskende mellem hverandre.)
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han--. Det er bedst at
vogte sig.

EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit--; jeg vd, eders slgt var altid sagnkyndig,
og I selv kunde mange vakre eventyr, alt imens I var barn.

MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men sprg Gudmund Alfsn, min
frnde; han kender et eventyr, som er lystigt nok.

GUDMUND
(dmpet, bedende.)
Margit--!

MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du stter op! Vr lystig, Gudmund!
Vr lystig! Ja, ja, det falder dig ikke s let, kan jeg tro.
(leende, til gsterne.)
Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund
er en trofast svend.
(vender sig atter til Gudmund.)
Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Nr du frer din hjertenskr
over hej og gennem skoge, s vend dig aldrig om; se dig aldrig
tilbage;--huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut--
(med dmpet stemme, idet hun trder tt hen til ham:) kommer du
dog ikke lnger end hun vil.
(hun gr over mod hjre.)

SIGNE
(sagte.)
 gud,  gud!

BENGT
(gr fornjet om mellem gsterne.)
Ha, ha, ha! Fru Margit vd at stte det sammen! Nr hun frst
vil, s gr hun det meget bedre end jeg.

GUDMUND
(for sig selv.)
Hun truer; jeg m rive det sidste hb fra hende; fr bliver hun
ikke rolig tilsinds.
(vender sig til de fremmede.)
Jeg kender et lidet kvde. Hvis det lyster eder at hre, s--

FLERE AF GSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsn!

(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stende.
Margit lner sig til et tr foran til hjre. Signe
str til venstre nr ved huset.)

GUDMUND
(synger.)

  Jeg red mig udi lunde,
  jeg sejled over sj;
  det var sig i mit vne hjem,
  der fsted jeg min m.

  Det var den alfekvinde,
  hun er s led og gram:
  ret aldrig skal den jomfru skr
  til kirken flge ham.

  Hr mig, du alfekvinde,
  lad fare det besvr;
  to hjerter kan ej skilles ad,
  som har hinanden kr!

EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvde. Se, hvor de unge svende skotter did hen.
(peger mod pigerne.)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.

BENGT
(gr miner til Margit.)
Ja, jeg har min, det vd jeg visst. Ha-ha-ha!

MARGIT
(sagte, bvende.)
, at mtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu m den sidste
redning fristes.

BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er s bleg.

MARGIT.
Det gr snart over.
(vender sig til gsterne.)
Det bres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine
eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes t.

BENGT.
Ret s, min hustru! Kom med det.

UNGE PIGER
(bedende.)
Ja, fortl, fortl, fru Margit!

MARGIT.
Nsten er jeg bange for, det vil lidet huge jer; men det fr nu
vre.

GUDMUND
(sagte.)
Alle helgener, hun vil da vel ikke--!

MARGIT.
  Det var sig en ungm fager og fin,
  hun sad i sin faders grd;
  hun smmed i silke, hun smmed i lin;--
  s lidet den gammen forslr.
  Hun sad s ene med sorrig og gru;
  der var tomt i hal og i stue;
  den jomfru liden var stolt i hu,
  hende lysted at vorde en adelsfrue.--
  Det var sig bergkongen, red han fra nord,
  kom han til grde med guld og med svende;
  tredje dags natten hjemad han fr
  alt med sin brud,--med hende.
  I berget sad hun hel mangen sommer,
  af guldhorn kunde hun mjden tmme,
  i dalen trives de yndigste blommer,--
  hun sanked dem kun i drmme.--
  Det var sig den ungersvend bold og god;
  vel kunde han lege p gyldne strenge;
  det klang til bergets inderste rod,
  hvor hun havde siddet s lnge.
  S underlig blev hun tilsinde derved;--
  op sprang fjeldets port som en bue;
  over dalene l gud faders fred,
  og al den herlighed kunde hun skue.
  Det var som om nu, for frste gang,
  hun var vkket til liv ved harpeklang,
  som om hun frst nu forstod at finde
  den rigdom, verden slutter inde.
  Og vel m I vide, hver og en,
  at den, som er fngslet til fjeldets sten,
  kan lses s let ved harpeleg!
  Han s hende bunden, hrte hun skreg,--
  men han slngte sin harpe bort i en vr,
  hejsede silkesejlet i r,
  stvnede over den salte sj
  til fremmede lande med sin fstem.
(i stigende lidenskab.)
  Du legte s fagert p strengenes guld!
  thi svulmer min barm s kk og fuld!
  Jeg m ud, jeg m ud i de grnne dale!
  Jeg dr herinde i fjeldets sale!
  Han hner mig kun! Han favner sin m
  og stvner over den salte sj!
(skriger.)
  Med mig er det ude; berget er lukket!
  Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmgtig over mod en trstamme.)

SIGNE
(grdende, er ilet til og opfanger hende i sine arme.)

GUDMUND
(p samme tid, sttter hende.)
Hjlp, hjlp; hun dr!

(Bengt og gsterne stimler under forskrkkede udrb
sammen om dem.)




TREDJE AKT.


(Stuen p Solhaug ligesom fr, men nu i uorden efter gildet. Det
er fremdeles nat; en mild dmring er udbredt over vrelset og
over landskabet udenfor.)

(Bengt str i den bne svalgang med en lbolle i hnden.
En flok gster er ifrd med at forlade grden. Inde i
stuen gr en pige og rydder op.)

BENGT
(rber til de bortdragende.)
Guds fred da, og vel mdt igen p Solhaug! I kunde ellers gerne
blevet her og sovet ud, I, liges vel som de andre. N ja, ja--;
nej vent; jeg flger med til ledet; jeg m drikke jer til endnu
en gang.

GSTERNE
(synger i frastand.)

  Guds fred og farvel til hver og en,
  som har p grden hjemme!
  Nu gr vor sti over stok og sten;--
  frisk op; du m fedlen stemme!
    Med dans og med sang
  skal vi korte den vej s tung og lang.
    Hej, lystig afsted!

(Sangen taber sig mere og mere i det fjerne.)

(Margit kommer ind i stuen gennem dren til venstre.)

PIGEN.
Krist fri mig, min frue, er I stt op?

MARGIT.
Jeg er frisk og vel; du kan g ned og sove. Vent; sig mig, er
alle gsterne borte?

PIGEN.
Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen; de sover visst
allerede.

MARGIT.
Og Gudmund Alfsn--?

PIGEN.
Han sover nok ogs.
(peger mod hjre.)
For lidt siden gik han ind i sit kammer, der, lige over gangen.

MARGIT.
Godt; du kan g.
(Pigen gr ud til venstre.)

(Margit gr langsomt hen over gulvet, stter sig ved
bordet til hjre og ser ud mod det bne vindu.)

MARGIT.
  Imorgen s drager vel Gudmund herfra,
  han drager vel ud i den verden vide;
  jeg sidder igen med min husbond, og _da_--;
  mig vil det g som blomsterne sm,
  som den fattige urt, som det knkkede str,--
  jeg har kun at visne og lide.
(kort ophold; hun lner sig i stolen.)
  Jeg hrte en gang om et blindfdt barn,
  som voksede op i leg og i glde;
  moderen spandt et trolddoms-garn,
  som mgtede lys over jet at sprede.
  Og barnet skued med undrende lyst
  over berg og sj, over dal og kyst.
  Da svigted de koglende kunster brat,
  og barnet gik atter i mulm og nat;
  det var forbi med gammen og lege;
  af savn og lngsel blev kinderne blege;
  det sygnede hen og leved alle dage
  i en evig, en unvnelig klage.--
  Ak, ogs mine jne var blinde
  for sommerens liv og for lysets skr--
(hun springer op.)
  Men _nu_--! Og s stnges i buret inde!
  Nej, nej, min ungdom er mere vrd.
  Tre r af mit liv har jeg ofret ham,
  min husbond; men nu m det briste.
  Mgted jeg lngere sligt at friste,
  mtte jeg vre som duen tam.
  Her kedes jeg tildde af smlig kiv;
  gennem verden gr der et blgende liv;--
  Gudmund vil jeg flge med skjold og med bue,
  dele hans fryd og mildne hans kummer,
  vogte hans fjed og vrge hans slummer;
  alt folket skal undrende st, nr de skue
  den bolde ridder og Margit, hans viv.--
  Hans viv!
(slr hnderne sammen.)
       herre, tilgiv, tilgiv;
  jeg vd ikke selv, hvad jeg taler.
  Send mig din fred, som lger og svaler.
(gr en stund i grublende taushed.)
  Signe, min sster--? Hende jeg skulde
  lgge fr tiden i mulde?
  Og dog--? Hvem vd? Hun er ung endnu;
  hun brer ham vel ikke s dybt i sin hu.
(atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser lnge p den
og siger sagte:)
  i denne flaske--; med den jeg kunde--;
  s mtte min husbond for evig blunde.
(i skrk.)
  Nej, nej, den skal kastes p elvens bund!
(vil kaste den ud af vinduet, men stanser.)
  Og dog,--jeg kunde i denne stund--.
(hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse.)
  Hvad for en fristende, koglende magt
  er der dog ikke i synden lagt!
  Mig tykkes, den lykke vinder i pris,
  som m kbes med blod, med min sjls forlis.

(Bengt, med den tomme lbolle i hnden, kommer ind fra
svalgangen; hans ansigt blusser; han gr med usikre skridt.)

BENGT
(slnger bollen p bordet til venstre.)
Se s; det var et gilde, som vil sprges ud over alle bygder.
(fr je p Margit.)
N, er du der? Du er kommen dig igen. Det m jeg lide.

MARGIT,
(der imidlertid har gemt flasken.)
Er porten lukket?

BENGT
(setter sig ved bordet til venstre.)
Jeg har srget for alting. Jeg fulgte de sidste gster ned til
ledet. Men hvor blev Knut Gsling af ikveld?--Lad mig f mjd,
Margit! Jeg er trstig. Fyld mig bgeret der.

(Margit henter en mjdkande fra et skab og sknker i
bgeret, der str foran ham p bordet.)

MARGIT
(gr med kanden over til hjre.)
Du spurgte om Knut Gsling.

BENGT.
Ja visst gjorde jeg. Den praler,--den storskryder! Jeg mindes
nok, at han trued mig igr morges.

MARGIT
(stter kanden p bordet til hjre.)
Han brugte vrre ord inat, da han rejste.

BENGT.
Gjorde han? Det er godt. Jeg vil sl ham ihjel.

MARGIT
(smiler foragteligt.)
Hm--

BENGT.
Jeg vil sl ham ihjel, siger jeg! Jeg er ikke rd for at mde ti
slige karle som han. Ude p stabburet hnger min farfaders kse;
skaftet er indlagt med slv, og nr jeg kommer med _den_,
s--!
(slr i bordet og drikker.)
Imorgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mnd og slr
Knut Gsling ihjel.
(han drikker tilbunds.)

MARGIT
(sagte.)
, at mtte leve her med ham!
(hun vil g.)

BENGT.
Margit, kom her! Fyld mig mit bger igen.
(hun nrmer sig; han drager hende ned p sit kn.)
Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder af dig.

MARGIT
(river sig ls.)
Slip mig!
(hun gr med bgeret over til hjre.)

BENGT.
Du er ikke fjelig ikveld. Ha-ha-ha; du mener det vel ikke s
ilde.

MARGIT
(sagte idet hun sknker i bgeret.)
Var det s sandt det sidste bger jeg sknkte for dig.
(hun lader bgeret blive stende og vil g ud til venstre.)

BENGT.
Hr du, Margit. En ting kan du takke himlen for, og det er, at
jeg tog dig tilgte, fr Gudmund Alfsn kom igen.

MARGIT
(stanser ved dren.)
Hvorfor det?

BENGT.
Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen s stort som mit. Og
det er jeg sikker p, at han havde bejlet efter dig, ifald du
ikke havde vret frue p Solhaug.

MARGIT
(kommer nrmere; skotter til bgeret.)
Tror du?

BENGT.
Jeg tr svrge p det, Margit. Bengt Gautesn har to kloge jne i
panden. Men nu kan han jo tage Signe.

MARGIT.
Og du tnker, han vil--?

BENGT.
Tage hende?  ja, siden han ikke kan f dig. Men havde du vret
fri, s--. Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder
mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan s godt lide
dig, Margit.--Hid med bgeret! Fuldt til randen!

MARGIT
(gr modstrbende over til hjre.)
Ret nu skal du f det.

BENGT.
Knut Gsling bejlede jo ogs efter Signe; men ham vil jeg sl
ihjel. Gudmund er en hderlig karl; han skal f hende. Tnk dig,
Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. S drager vi
p gsteri til hinanden, og s sidder vi, s lang dagen er, hver
med sin hustru p skdet, og drikker og snakker sammen om lst og
fast.

MARGIT
(rber en stedse stigende sjlekamp; uvilkrlig har hun taget
flasken frem, medens hun siger:)
Ja vel; ja vel.

BENGT.
Ha-ha-ha; i frstningen, tnker jeg, Gudmund vil se lidt umildt
til mig, nr jeg favner dig; men sligt forvinder han snart, kan
jeg tro.

MARGIT
(sagte.)
Dette er mere end et menneske kan bre!
(hlder indholdet af flasken i bgeret, gr hen til vinduet,
kaster den ud og siger uden at se p ham:)
Dit bger er fuldt.

BENGT.
S hid med det!

MARGIT
(kmper i angst og tvil; endelig siger hun:)
Drik ikke mere inat!

BENGT
(leende, idet han lner sig bagover i stolen.)
N; venter du kanske p mig?
(blinker til hende.)
G du bare; jeg kommer snart efter.

MARGIT
(pludselig bestemt.)
Dit bger er fuldt.
(peger.)
Der str det.

(hun gr hurtig ud til venstre.)

BENGT
(rejser sig.)
Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig ikke, at jeg tog hende
til gte, sknt hun ikke ejed mere arvegods, end bgeret der og
de sljer, hun stod brud med.

(han gr til bordet ved vinduet og tager bgeret.)

(En huskarl kommer ilsomt og forskrekket ind fra
baggrunden.)

HUSKARLEN
(rber.)
Herr Bengt, herr Bengt, I skynde jer ud det rappeste I kan! Knut
Gsling stvner med et vbnet flge op mod grden.

BENGT
(stter bgeret ned.)
Knut Gsling? Hvem siger det?

HUSKARLEN.
Nogle af eders gster s ham nede p vejen, og s lb de ilsomt
tilbage for at vare jer ad.

BENGT.
Godt, s skal jeg da ogs--! Hent mig min farfaders kse!

(han og huskarlen gr ud i baggrunden.)

(Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og
varsomt ind gennem dren til hjre.)

SIGNE
(dmpet.)
  Det m da s vre!

GUDMUND
(liges.)
      Den yderste nd
  tvinger os.

SIGNE.
      Ak, at drage
  som flygtning fra bygden, hvor jeg er fdt--!
(trrer jnene.)
  Og dog, jeg vil ikke klage;
  det er jo for din skyld, jeg drager afsted.
  Gudmund, havde du kongens fred,
  jeg blev hos min sster.

GUDMUND.
      Og nste dag
  s kom Knut Gsling med svrd og bue,
  og lfted dig op p gangerens bag,
  og gjorde dig til sin frue.

SIGNE.
  , lad os flygte! Men hvor gr vi hen?

GUDMUND.
  Ude ved fjorden har jeg en ven;
  han skaffer os et skib. Over salte vande
  sejle vi ned til de danske strande.
  Der, kan du tro, det er dejligt at bo;
  der vil du finde det fagert at bygge;
  der monne de vneste blomster gro
  alt under bgenes skygge.

SIGNE
(brister i grd)
  Min arme sster,--far vel, far vel!
  Som en moder har du mig vogtet og fredet,
  har ledet min fod, har til himlen bedet
  den frommeste bn for mit held.--
  Se, Gudmund,--lad os i dette bger
  drikke hende til; lad os nske, at snart
  hendes sind m igen vorde frejdigt og klart,
  og at gud hendes kvide lger.
(hun tager bgeret.)

GUDMUND.
  Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende.)
  Nej stans!
(tager bgeret fra hende.)
      Dette bger skulde jeg kende.

SIGNE.
  Det er Margits bger.

GUDMUND
(ser nje p det.)
      Ved himlen,--ja,
  nu mindes jeg--. Dengang jeg drog herfra
  monne mosten i bgeret glde;
  hun drak mig til p et frydeligt mde;
  men det blev hende selv til sorg og nd.
  Nej, Signe, drik aldrig most eller mjd
  af dette bger.
(slr indholdet ud af vinduet.)
      Vi m afsted.

(Larm og rb udenfor i baggrunden.)

SIGNE.
  Hys!--Gudmund, jeg hrer stemmer og fjed!

GUDMUND
(lyttende.)
  Knut Gslings rst!

SIGNE.
      , frels os, gud!

GUDMUND
(stiller sig foran hende.)
  Frygt ikke; vel skal jeg vrge min brud.

(Margit kommer ilsomt fra venstre.)

MARGIT
(lyttende til larmen.)
Hvad glder det? Er min husbond--?

GUDMUND og SIGNE.
Margit!

MARGIT
(fr je p dem.)
Gudmund! Og Signe! Er I her?

SIGNE
(imod hende.)
Margit,--kre sster!

MARGIT
(forfrdet, idet hun bemrker bgeret, som Gudmund har beholdt i
hnden.)
Bgeret! Hvem har tmt det?

GUDMUND
(forvirret.)
Tmt--? Jeg og Signe, vi vilde--

MARGIT
(skriger.)
Nde, nde! Hjlp! De dr!

GUDMUND
(stter bgeret fra sig.)
Margit--!

SIGNE.
 gud, hvad fejler dig!

MARGIT
(mod baggrunden.)
Hjlp, hjlp! Vil da ingen hjlpe!

(En huskarl kommer skyndsomt fra svalgangen.)

HUSKARLEN
(rber forskrkket:)
Fru Margit! Eders husbond--!

MARGIT.
Han! Har ogs han drukket--?

GUDMUND
(sagte.)
Ah, nu fatter jeg--

HUSKARLEN.
Knut Gsling har fldet ham!

SIGNE.
Fldet!

GUDMUND,
(drager svrdet.)
Endnu ikke, vil jeg hbe.
(hvisker til Margit.)
Vr rolig; ingen har drukket af bgeret der.

MARGIT.
Da priset vre gud, som frelste os alle!

(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud
i baggrunden.)

EN ANDEN HUSKARL
(i dren, stanser ham.)
I kommer for sent. Herr Bengt er dd.

GUDMUND.
Alts dog fldet.

HUSKARLEN.
Gsterne og eders folk har fat bugt med voldsmndene. Knut
Gsling og hans mnd er bundne. Der kommer de.

(Gudmunds svende, gster og huskarle frer
Knut Gsling, Erik fra Hgge og flere af Knuts
mnd bundne mellem sig.)

KNUT
(bleg og stille.)
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?

GUDMUND.
Knut, Knut, hvad har du gjort?

ERIK.
Det var en vdesgerning, det kan jeg svrge p.

KNUT.
Han lb imod mig med lftet kse; jeg vilde vrge for mig og s
hug jeg uforvarende til.

ERIK.
Her er mange, som s p det.

KNUT.
Fru Margit, krv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.

MARGIT.
Jeg krver intet. Gud m dmme os alle. Dog jo,--t krver jeg;
lad fare eders onde anslag imod min sster.

KNUT.
Aldrig skal jeg mere prve p at lse mit usalige lfte. Tro mig,
jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke fr lide en uhderlig straf for
min gerning.
(til Gudmund.)
Skulde du komme til re og vrdighed igen, s tal godt for mig
hos kongen.

GUDMUND.
Jeg? Endnu fr dagen er omme, m jeg ud af landet.

(Studsen blandt gsterne; Erik forklarer dem hviskende
sammenhngen.)

MARGIT
(til Gudmund.)
Du rejser? Og Signe vil flge dig?

SIGNE
(bedende.)
Margit!

MARGIT.
Lykke vre med jer begge!

SIGNE
(om hendes hals.)
Kre sster!

GUDMUND.
Tak, Margit. Og nu farvel,
(lyttende.)
Hys; jeg hrer
hovslag i grden.

SIGNE
(angst.)
Der kommer fremmede folk!

EN HUSKARL
(i dren i baggrunden.)
Kongens mnd str udenfor. De sger Gudmund Alfsn.

SIGNE.
, herre i himlen!

MARGIT
(farer op i skrk.)
Kongens mnd!

GUDMUND.
S er alt forbi! , Signe, at miste dig nu,--det var det
tungeste, jeg kunde friste.

KNUT.
Nej, Gudmund, dyrt skal du slge livet; ls os; vi er alle rede
til at sl for dig.

ERIK
(ser ud.)
Det nytter ikke; de er os for mandstrke.

SIGNE.
De kommer her ind!  Gudmund, Gudmund!

(Kongens sendebud med flge kommer ind fra
baggrunden.)

SENDEBUDET.
I kongens navn og rend sger jeg eder, Gudmund Alfsn.

GUDMUND.
Godt. Men jeg er skyldfri, det svrger jeg hjt og dyrt!

SENDEBUDET.
Det vd vi alle.

GUDMUND.
Hvorledes?

(Bevgelse blandt de forsamlede.)

SENDEBUDET.
Jeg har befaling at byde eder til gst i kongens grd. Han
sknker eder sit venskab som fr, og rige forleninger dertil.

GUDMUND.
Signe!

SIGNE.
Gudmund!

GUDMUND.
Men s sig mig da--?

SENDEBUDET.
Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksn er falden.

GUDMUND.
Kansleren!

GSTERNE
(halvhjt, til hverandre.)
Falden!

SENDEBUDET.
For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen.
(med dmpet stemme.)
Han havde krnket Norges dronning.

MARGIT.
(gr hen mellem Gudmund og Signe.)
  S flger straffen i brdens fjed!
  Skrmende engle, fromme og milde,
  har ndigt skuet inat til mig ned
  og reddet mig fr det var for silde.
  Nu vd jeg, at livet vil mere sige
  end jordens gammen, end verdens rige.
  Jeg har flt den anger, den rdsel vild,
  som kommer, nr sjlen er sat p spil.--
  Til den hellige Sunnives kloster jeg gr--.
(da Gudmund og Signe vil tale.)
  Stille! At rokke mig intet formr.
(lgger deres hnder sammen.)
  Gudmund,--fr hende hjem som brud.
  Eders pagt er from; den skrmes af gud!
(Hun vinker til afsked og gr mod venstre. Gudmund og Signe vil
flge hende. Margit stanser dem med en afvrgende bevgelse, gr
ud og lukker dren efter sig. I samme jeblik str solen op og
kaster sit skr ind i stuen.)

GUDMUND.
  Signe,--min viv!--Se, dagen rinder;
  det er vor unge krligheds dag!

SIGNE.
  Mine bedste drmme, mine fagreste minder
  skylder jeg dig og din harpes slag.
  Min dle sanger,--i sorrig og lyst
  sl kun din harpe, som bedst du lrte;
  tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
  som skal svare dig i fryd og i smerte.

KORSANG
(af mnd og kvinder.)
  Over jorden vogter lysets je,
  vrner krligt om den frommes fjed,
  sender trstens milde strler ned;--
  lovet vre herren i det hje!






End of the Project Gutenberg EBook of Gildet P Solhaug, by Henrik Ibsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GILDET P SOLHAUG ***

***** This file should be named 15291-8.txt or 15291-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.net/1/5/2/9/15291/

Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
