The Project Gutenberg EBook of Indtryk og Minder fra Dybbl, by 
Carl Vilhelm Behagen Castenschiold

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever.  You may copy it, give it away or re-use it under the terms of
the Project Gutenberg License included with this eBook or online at
www.gutenberg.org.  If you are not located in the United States, you'll have
to check the laws of the country where you are located before using this ebook.

Title: Indtryk og Minder fra Dybbl

Author: Carl Vilhelm Behagen Castenschiold

Release Date: February 6, 2020 [EBook #61328]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK INDTRYK OG MINDER FRA DYBBL ***




Produced by MFR, Palle Christoffersen, Jens Sadowski, and
the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net. This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive.






                           INDTRYK OG MINDER
                               FRA DYBBL




                           INDTRYK OG MINDER
                               FRA DYBBL


                              FORTALTE AF
                            C. CASTENSCHIOLD


               FORLAGT AF G. E. C. GAD -- KBENHAVN 1908


             Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkir).




                                   I.


I Februar 1861 blev jeg tilligemed de andre antagne Officersaspiranter
til Infanteriet indkaldt til at mde paa det gamle Landkadetakademi (i
den nuvrende Rigsdagsbygning). Jeg var dengang 24 Aar og havde nylig
taget Afgangsexamen som Polytekniker med Mekanik til Hovedfag.

Vi var ialt 75 Aspiranter og kom til at ligge paa 2 Sovesale i
Mansardetagen. Der var meget koldt, Lagnerne fugtige, Hovedpuden haard
som en Sten.

Kl. 6 Morgen blev vi purrede ud og gik ned paa Stuerne; vi var 15 paa
min Stue. Vi fik udleveret Uniformer og gamle Gevrer, Model 1822, med
forndent Ldertj. Da vi havde faaet Morgenthe hos Marketenderen (vi
maatte selv betale Forplejningen), begyndte vi strax inde paa
Gymnastiksalen med Gevrgreb. Det blev drevet med stor Kraft, saa man
blev m i Hnderne. Jeg skruede alt lst paa mit Gevr, saa det raslede,
naar man rrte ved det. Appel skulde der vre.

Ogsaa Gymnastiken blev drevet med Kraft, baade ved Trhest,
Klatremaskine osv. Her var der stor Ulighed; flere havde aldrig prvet
det fr, men for mig, som privat havde gennemgaaet et Kursus paa
Gymnastisk Institut, var det temmelig nemt.

Der blev exerceret tilfods i Gaarden, i smaa Tropper paa c. 15 Mand,
hver under Kommando af en Underofficer. En Ljtnant _Munch_ lste
Felttjeneste for os; det var enormt kedeligt. Og der var iblandt os
flere Holstenere, som ikke kunde dansk; de forstod ikke et Muk.

Chefen var en Kaptajn, saaret fra Treaarskrigen, meget hjttalende. Vi
kaldte ham Storrfleren. Han holdt god Orden og forlangte en Del Arbejde
af os. Under ham stod, foruden Ljtnant Munch, Premierljtnant _Mller_,
Sekondljtnant _Pingel_ og en Sekondljtnant _Christensen_. Den sidste
var den dygtigste praktiske Officer.

Vi havde c. 8 Timers velse daglig. I Fritimerne havde vi Lov til at gaa
ud i Byen og kunde faa Nattegn til Kl. 12. Kom man senere, maatte man se
at klare sig med den vagthavende Underofficer -- hvilket ikke var
vanskeligt.

Jeg var dengang en renommeret Dansehest og var de 3 frste Aftener
inviteret paa Bal. En Nat, da den vagthavende Underofficer sov, skrev
jeg selv mit Navn: Hjemkommen Kl. 12. Den var en Del mere.

Om Chefen saa igennem Fingre med saadant, veed jeg ikke. Han fortalte
ialtfald sit andet Hold Aspiranter, at frste Hold kunde buldre hele
Natten og dog gre deres Pligt. Det er Karle, tilfjede han, men I
dingler i Geleddet, saa snart I har vret ude lidt over Sengetid.

Det var en mrkelig Samling unge Mennesker jeg her befandt mig imellem.
Fljmanden var over 6 Fod, den mindste vel 5; nogle var 24-25 Aar, andre
kun 17. Men det var vist et af de bedste Hold Reserveofficerer.




                                  II.


Jeg sgte om at komme over til Artilleriet, og det lykkedes, da jeg var
cand. polyt. Chefen rgrede sig over det, og udtalte ved en Prsentation
for Krigsministeren, Oberst _Thestrup_, sin Beklagelse over at skulle
miste sine Elever, naar de var begyndt at komme efter Tjenesten.

Jeg forstod nok hans Misfornjelse; jeg var som sagt polyteknisk
Kandidat, 24 Aar gammel og baade legemlig og aandelig udviklet, medens
mange af de andre var meget unge og uudviklede Mennesker uden synderlige
Kundskaber. Der var flere andre, der sgte at komme til Artilleriet, men
jeg var den eneste som slap derover.

Ved Artilleriet maatte vi selv skaffe os Logis. Jeg kom til at bo i
Strandgade, paa Gamle Artillerikaserne hos Major _Wegener_, hvor jeg
havde det godt. Det var jo langt behageligere at bo for sig selv.

Vi var 30 Aspiranter ved Artilleriet, hvoraf 8 polytekniske Kandidater.
Kanonexercits havde vi paa det gamle Laboratorium, mest med svrt Skyts,
men ogsaa med Feltskyts -- der dog betjentes paa samme Maade; vi
uddannedes kun til Fstningskonstabler.

Vi gjorde en Del Gymnastik, havde megen Fodexercits og lavede Ammunition
paa Laboratoriet baade til Haandvaaben og til Kanoner, dog kun til
glatlbede og Espingoler. Vi lavede ogsaa Raketter, srlig Faldskrms.

Saasnart Vejret tillod det, kom vi ud paa Amagerflled til Fodexercits,
Kanonbetjening og Skydning. Vi havde ogsaa en Del Theori, Instruktion
for Menige, Beregning af Skydetabeller samt Tegning af Kanoner. Flere
kunde vanskeligt flge med, idet de ikke havde lrt Plantrigonometri.

Vi skulde have lrt at tegne Kort i Marken (Croquis), men fik kun 1
Time i Kortsignaturer, der blev vist os paa et lille Blad -- hvorefter
vi alle til Examen blev hrt i det. Vi kunde ikke meget, naturligvis.

Man havde sagt os, at vi kun skulde have Karakterer i praktisk Tjeneste,
ikke i Theori. Og saa fik vi til Examen kun Karakterer i Theori, slet
ikke i praktisk Tjeneste. Den Slags Bagvendthed var der ikke saa lidt
af.

Frst paa Aaret trak det strkt op til Krig; der kom Ordre til at
afslutte vor Uddannelse paa det halve af den planmssige Tid, som var 1
Aar. Da Faren for dengang drev over, var vi altsaa uddannede og kunde nu
begynde forfra. De af os, der nskede det, fik da Lov at lre Ridning og
Exercits med Feltskyts. Blandt dem var jeg. Den Kundskab vi fik i at
betjene Feltkanoner var dog ikke meget vrd, da vi vede uden
Bespnding.

De sidste 3 Maaneder gjorde vi Tjeneste som Officerer, og blev derefter
hjemsendt i Marts 1862.

Gennemgaaende var vor Uddannelse temmelig mangelfuld. Vi var f. Ex.
dygtigere, da vi kom fra Rekrutskolen, end da vi forlod
Uddannelsesskolen. Infanteriets Reserveofficerer fik mulig en bedre
Uddannelse end vi; de beholdt de samme Lrere hele Tiden, medens vi ved
Artilleriet kom til forskellige Skoler og velser, stadig med andre
Lrere.




                                  III.


Den 1ste November 1863, da de politiske Forhold paany blev truende, blev
vi atter indkaldt; jeg laa i Kbenhavn en Maanedstid til Tjeneste ved
3die Batteri, Kaptajn _Klein_, hvor jeg havde Lsning med Folkene og var
Inspektionshavende ved flere Afdelinger paa Gl. Artillerikaserne i
Strandgade.

Til at begynde med syntes jeg ikke om Kaptajnen og beklagede mig til en
Artilleriofficer, som tidligere havde staaet under ham. Her fik jeg den
Trst, at Kaptajn Klein skulde have Tid til at vnne sig til et nyt
Ansigt. Mit blev han aabenbart efterhaanden vant til, for da jeg meldte
mig til Afgang sagde han: Jeg havde nsket at beholde Dem ved
Batteriet. Da jeg var uddannet til Fstningsartillerist, vovede jeg
imidlertid ikke at gaa i Krig som Officer ved et Feltbatteri.

Sidst i November (eller frst i December) blev jeg sammen med
Ljtnanterne _Petersen_ og _Schnheyder_ -- begge ligesom jeg
polytekniske Kandidater fra 61 -- samt Ljtnant _Anker_ af Bornholms
Milits, hvortil senere kom en Borgerofficer, Andersen, sendt over
Kiel-Neumnster til Snderborg for under Kaptajn _Bartholins_ Kommando
at danne 4de Fstningskompagni med Mandskab af alle Feltbatteriers ldre
Aargange.




                                  IV.


Mit frste Indtryk af Dybblstillingen blev ikke senere afkrftet.
Forsvaret var slet forberedt.

Ved Kommissionsbetnkning af 1851 var paapeget Ndvendigheden af en
strk, tildels permanent Befstning paa Dybblbjerg. Ingenirkorpsets
Forslag af 53 krvede paa Dybblbjerg tre strke permanente Forter
foruden enkelte mindre Vrker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var
her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.

Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission,
bestaaende bl. a. af Generalerne _de Meza_, _Fibiger_, _Schlegel_ og
_Baggesen_. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betnkning
krvedes til Als med Dybblbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s.
Kommissionen tiltraadte Ingenirkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af
Vrkerne om Snderborg mod Alssiden.

Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede
Forslag gjorde den davrende Krigsminister, Oberst _Lundbye_, intet
Forsg paa at faa gennemfrt.

Istedet modtog Ingenirkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der
paalagde det at udarbejde nye Planer over _det absolut ndvendige_ under
stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav
Kommissionsforslaget, som ved den blotte Talstrrelse -- ialt krvedes
32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets S- og Landbefstning -- vil
virke saa afskrkkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den
pengebevilgende Forsamling bliver mulig. Saaledes skrev Ministeriet.

Ingenirkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til
Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges
Dybblstillingen befstet med Jordvrker med muret Reduit og
Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000
Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.

Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning;
Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Frst Lundbyes
Efterflger som Krigsminister, Oberst _Thestrup_, gennemfrte under den
umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybblstillingens Befstning -- til
et Belb af 199,600 Rigsdaler, _altsaa godt 1/20 af det, som den
sagkyndige Kommission havde krvet, og godt 1/7 af det, Ingenirkorpset
havde krvet som absolut ndvendigt_.

Men denne Befstning blev da ogsaa nrmest kun en Feltbefstning,
beregnet paa at sttte Hren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var
hastigt opkastede Jordvrker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum
for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags
glatlbede Skyts, vilde det have vret en vanskelig Sag at forsvare
denne Stilling mod en regelmssig Belejring.

Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del vbnet med det nye
riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet
almindelig anerkendt, og det blev Dybbls Skbne at afgive det praktiske
Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke vret
uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk
Officer i 1858 overvret de bekendte Jlicherforsg, som viste
Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i
Fstningsvrker.

Men Dybbls Befstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og
vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indfre det nye Skyts.
Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste
Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin
fremfor det glatlbede, som de var indlevede med og havde Forkrlighed
for. Vi stod med Hensyn til Indfrelsen af riflet Skyts ikke tilbage for
nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gre med,
det var Prjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette
Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indfrelsen
af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist
er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prjserne frte lutter riflet
Skyts imod os ved Dybbl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af
deres Kanoner glatlbede. Men de havde paa deres Fstninger en anselig
Mngde tildels svrt Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev
efterhaanden det meste frt op til Brug mod Dybbl. Da frst det var
bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de
dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Flj, som ikke
var tilstrkkelig dkkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over
Vandet vilde have vret beskyttede mod Angreb af det glatlbede Skyts.

Prjsernes Granater gik lukt igennem de svre Blokhuse, som var
beregnede til Ophold for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse
Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder. Skansernes Bestning
maatte, da Beskydningen, srlig fra Broager, blev strkere, sge Ly bag
ved Skanserne i Lbegravene, og endda yderligere grave sig ned der, saa
langt borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere Steder naaede ind i
Skansen nsten samtidig med vort eget.




                                   V.


Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende omtrent som Ingenirerne
havde forladt dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret endnu baade
Hegn og Huse til Fjendens Dkning. Ogsaa i selve Vrkerne manglede en
Del vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der strax var sat al Kraft
ind paa saavidt mulig at bde Manglerne. Men det skete ikke.

Det varede ikke lnge fr vi ved 4de Fstningskompagni under Kaptajn
Bartholin havde 300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke noget udsgt
Mandskab, mest Feltartillerister af ldre Aargange, Folk, som aldrig
havde lrt at betjene Fstningsartilleri og havde glemt det meste af
det, de engang havde lrt. Saa meget uheldigere virkede det knappe
Officerstal, Kaptajnen som eneste Linjeofficer med tre unge
Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer. Kommandersergeanten
var en ldre Mand, som nppe kunde have gjort Fyldest ved et
Feltbatteri, og ej heller gjorde det hos os; Foureren ganske ung, ikke
fyldt de tyve. Saa var der et Par Reservekorporaler, udtagne blandt
Underkorporalerne, og et Par Underkorporaler, udtagne blandt de menige.
Det var hele det kommanderende Personale.

Men Folk havde vi dog, og der var nok at tage fat paa. Vi ventede paa
Ordrer; vi fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud fra, at Krigen
ikke vilde bryde ud fr til Foraaret. Alligevel syntes vi unge
Officerer, at det var en underlig Maade at forberede Stillingens Forsvar
paa.

Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde begynde. Han gav mig det
mrkelige Svar, at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet endnu. Jeg
mente, at Folkene nok kunde arbejde, fordi de ingen Uniformer havde; de
fik jo Erstatning for hver Dag de brugte deres eget Tj. Hertil svarede
Kaptajnen kun: Aa, jeg har saadan en Hovedpine.

Saa blev vi ved med at drive bag de ufrdige Skanser.

Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig Mand var blevet udnvnt
til Stillingens Kommandant med Myndighed over alt det der liggende
Militr, -- nemlig en Bataljon Fodfolk, nogle Ingenirer under Kommando
af en Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fstningskompagni samt
Feltartilleriet paa Als.

Der kunde med dette Mandskab have vret udfrt et stort Arbejde til
Fuldstndiggrelse og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned
ligefrem spildt.

Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som denne Tid i Snderborg, og
aldrig har jeg vret saa slet tilpas.

Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at man kunde udrette noget med
Reserveofficerer. Ialtfald sjoflede han os i hj Grad. Da Major
_Lunddahl_ blev udnvnt til verstkommanderende for Artilleriet i
Dybblstillingen, undlod Kaptajnen saaledes at meddele os det.

Vi plejede at spise i et Hus ved Snderborg Havn, hos Havnefogeden -- en
ldre Mand, der vist havde vret Tjener hos Hertugen af Augustenborg.
Han var ialtfald meget fortrolig med dennes Forhold og viste os en Gang
Hertugens Portrt, som han havde liggende i en Dragkisteskuffe.

Da vi en Dag frst i Januar ved Tretiden kom og skulde spise til Middag,
sad Major Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med Kaptajnen. Majoren
sagde: De Herrer kender vel Armbefalingen? Som ldst Officer svarede
jeg: nej, vi kendte den ikke.

Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: Har De ikke gjort de Herrer
bekendt med Armbefalingen? Nej, svarede Kaptajnen, jeg troede ikke
det var ndvendigt at underrette Reserveofficererne. Hertil bemrkede
Lunddahl: _Jeg_ kender ingen Forskel; Reserveofficererne brer
Portepe lige saa vel som Linjeofficererne og maa behandles som dem.

Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig udspillet. Ved Appellen
Dagen efter inddelte Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen stod som
Statist. Og fra den Tid var det Majoren vi henvendte os til i
Tjenestesager, selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele Belejringen
veed jeg ikke af, at jeg har set Kaptajn Bartholin, sknt jeg stod ved
hans Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del af Ansvaret for, at
Dybblstillingen ikke var i bedre Stand end den var, da Prjserne kom.




                                  VI.


Major Lunddahl havde Artillerikommandoen i Dybblstillingen til den 10de
Februar, da han maatte trde tilbage paa Grund af Sygdom. Han var hflig
og hensynsfuld overfor sine Officerer. Politisk var han Nationalliberal
af reneste Vand, og det var vel af politiske Grunde han overfor mig
udtalte, at han betragtede mig som sin personlige Fjende. I Tjenesten
kom vi godt ud af det.

Han var en ivrig Mand til sit Arbejde; strax efter Middagen den frste
Dag han var kommen, gik han hele Stillingen igennem med sine Officerer,
og Dagen efter blev vi sat i Gang. Jeg fik Udtransport af Materiel og
Ammunition, mest fra Snderborg Slot, og srlig til Skanserne paa Dybbl
Bjerg.

En Dag da vi frte en Krudttransport derud, kom en ung Fyr gaaende imod
os, meget overlegen, med brndende Cigar i Munden. Han var nsten naaet
op paa Siden af frste Ammunitionsvogn, fr jeg opdagede ham. Jeg sagde
ganske stille: Der er Krudt i Vognen! Det var tilstrkkeligt. Jeg maa
endnu smile ved at tnke paa hans hovedkulds Flugt ind over Markerne.

Paa Skolen havde vi lrt, foruden mange andre Forsigtighedsregler, at
foran hver Krudttransport skulde der ride en Mand og fordre al Ild
slukket undervejs, f. Ex. i Smedierne. Her kom en Mand med brndende
Cigar gaaende lige op mod en fuldtlsset Krudtvogn.

Ved Snderborg Slot laa et stort Trskur fyldt med Materiel, f. Ex.
Slder, Raperter m. m. til de svre Kanoners Affutage; jeg havde i flere
Dage frt Materiel ud herfra.

En Morgen, da det blste strkt, kom Marketenderen og bad om han maatte
gre Ild paa til Kaffen inde i det halvtmte Skur. Tilfldig kom i det
samme Depotkaptajnen gaaende. Jeg henviste Manden til ham -- og vi fik
den Oplysning, at en stor Mngde Trkasser, der stod langs Vggen, netop
hvor Marketenderen vilde tnde sit Baal, var fyldt med Ammunition til
Haandvaaben!

Jeg havde godt set Kasserne, men tnkt at de indeholdt Gevrer.
Kaptajnen havde intet sagt om hvad der var i dem, og jeg kunde ikke ane,
at man var saa uforsigtig at blande Ammunition med Materiel.

Der var lidt for stor Forskel paa de Regler, man i Fredstid iagttog ved
Laboratoriet, og den Sorglshed, hvormed man her behandlede de farlige
Stoffer.

Der var i Skanserne ikke andre bombesikre Rum end Krudtmagasinerne, der
paa Dybbl var af Beton. Derfor sgte Folkene ofte Ly der; de laa som
Sild i en Tnde, og der var en Stank, saa man daarlig kunde trkke
Vejret. Naar Sikkerhedslampen ikke vilde brnde i den tykke Luft, satte
man en tndt Lygte paa en Krudtkasse! Det var ikke noget sjldent Syn.

Naar det gik godt, maa man her som paa saa mange andre Punkter sige, at
Lykken var bedre end Forstanden.




                                  VII.


Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i hj Grad ved det nu indtraadte
Frostvejr.

Heller ikke tog man overalt lige kraftig fat. Bataljonschefen tilbd
Ingenirkaptajnen at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til
Sljfning af de mange Hegn foran Stillingen. Men Kaptajnen afslog det
med den Bemrkning, at det Arbejde kunde hans Ingenirer udfre paa faa
Dage. Den 18de April var han ikke blevet frdig med det.

Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis ikke muligt paa den
givne Tid og med de forhaandenvrende Midler i vsenlig Grad at ndre
deres Karakter. Svagt var de anlagt, og svage maatte de vedblive at
vre. Frosten var i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede Hestekraft
til Transporten.

Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde noget videre at tage sig
til; men det syntes ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik
Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16 Heste, som hrte til
Bataljonens Ammunitionskrrer, men paa den Betingelse, at Trnkuskene
skulde kre dem.

De stillede da med Hestene en Morgen paa Slotspladsen. Men disse
Trnkuske var blevet vant til at drive og havde ikke Lyst til her at
sttes i Arbejde; de gjorde Hestene krestdige, saa de stod ret op i
Luften. Jeg som Landmandssn kunde nok se, hvordan det gik til. Jeg
henvendte mig til Lunddahl, som stod og saa paa det: Tillader Majoren,
at jeg smider de Karle ned og stter mine Konstabler op? Saa skal vi nok
faa Vognene ud.

Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik ikke an. Saa maatte vi lade
Trnkuskene fre deres Heste hjem igen.

Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hngte godt i, og efter
Omstndighederne blev Resultatet nogenlunde. Det er galt, naar Oberst
_N. P. Jensen_ i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at ikke en eneste Skanse
var i Forsvarsstand, da Hren kom fra Dannevirke den 7de Februar. I alle
Skanserne var der Kanoner og Ammunition, og de fleste af dem var
forsynede med Stormple i Gravene.




                                 VIII.


Den 7de Februar Kl. 7 Morgen blev jeg kaldt op til Kommandoen. Jeg traf
Major Lunddahl syg og meget nervs. Han gav mig flgende Ordre:

De rykker uopholdelig ud og tager Kommando i Skanserne IX og X. De vil
finde Betjeningsmandskab derude. De skal gre frdig til Skydning inden
Aften, til hvilken Tid De kan vente Prjserne foran Stillingen. Jeg skal
foranledige Dem aflst mellem 2 og 3, for at De kan ordne Deres Sager,
da De strax rykker lige derud.

Altsaa skyndte jeg mig ud til Skanserne IX og X.

De vare bestykkede med ialt 17 Kanoner, tildels af svrt Kaliber. Efter
almindelige Regler havde der vel til dette Skyts vret Brug for 2
Officerer og 4 Underofficerer. Dette Skyts var nu, fordelt i to lukkede
Skanser, undergivet mig som eneste Officer, uden Befalingsmnd, og med
et Mandskab, som i og for sig var utilstrkkeligt til Kanonernes
Betjening, og tilmed uvet, uensartet, de ldre Aargange fra alle
Feltbatterierne, og mig ganske fremmed.

Vejret var uheldigt, af og til Sne med svag Frost; Terrepleinet (det
indre af Skansen) blev snart trampet op; vi vadede hele Dagen i Snesjap.

Da vi var frdige med det groveste, og jeg efter et anstrngende Dagvrk
ved Aftenstid gav mig til at undersge Ammunitionen, opdagede jeg til
min Skrk, at der manglede Friktionsrr. Skansen var altsaa ude af Stand
til at skyde. Jeg kunde ikke gaa ud fra, at min Naboskanse Nr. VIII
havde flere Friktionsrr, end den selv havde Brug for, -- hvis den i det
hele taget havde nogen.

Altsaa maatte Rrene hentes fra Snderborg. Tilfldigvis vidste jeg,
hvor paa Slottet de laa. Men ingen af Mandskabet var kendt derinde, og
da Hren fra Dannevirke allerede var begyndt at rykke ind i Byen, kunde
jeg vide, at der maatte vre stor Forvirring. Sendte jeg en af mine Folk
afsted, var det hjst usandsynligt, at han under disse Forhold kunde
finde netop en af de faa, der vidste Besked med disse Rrs Magasinering.

Men Friktionsrrene maatte vi have, naar jeg efter Ordre skulde staa
rede til at modtage Fjenden. Min eneste Udvej var da selv at gaa til
Snderborg -- og lade mine to Skanser klare sig uden mig saa lnge.

For ikke at gre Mandskabet uroligt, listede jeg mig ubemrket bort, saa
snart Mrket faldt paa; der var jo ingen, jeg kunde give Kommandoen til
imens. Jeg lb alt hvad jeg kunde, lige ind til Snderborg. Der var ikke
et Menneske paa Slottet; jeg gik uhindret ind i det Rum, hvor Rrene
laa, tog hvad jeg havde Brug for og skyndte mig tilbage ud i Nr. IX og
X.

Det var en srgelig Tur; jeg mdte Tropperne, der kom fra Dannevirke,
alle Vaabenarter blandede mellem hverandre.

En Underkorporal af Artilleriet spurgte mig om sit Batteri. To
Infanterister gik og stttede hinanden i det glatte Fre, de kunde
nsten ikke mer. Lige som jeg gik forbi, faldt en af dem baglns om;
hans Gevr gik af, og Kuglen traf en Marketenderhest, som faldt dd ned
i Vejgrften.

Jeg drejede af ad Aabenraavejen og naaede mine Skanser, vistnok uden at
nogen havde mrket min Fravrelse.

Hen paa Natten kom der Fodfolk ind i Skansen. Det skulde have vret til
Nr. VIII, men kendte ikke Vejen. Officeren forlangte en Frer, og det
skulde vre strax. Hans Folk var saa udmattede, at han tvivlede om at
faa dem op igen, hvis de frst kom til Sde. De kom lige fra Dannevirke.

Det sneede strkt nu, og ingen af mit Mandskab vidste Vejen til Nr.
VIII, som laa temmelig langt borte. Altsaa maatte jeg selv ud. De arme
Folk stnnede ved at flge mig; jeg havde Hastvrk. Forsvare to Skanser,
imens jeg viste Vej til en tredje, kunde jeg ikke. Jeg fandt Skanse VIII
njagtig, idet jeg gik paa Hovedet ned i dens Grav. Saa lod jeg Folkene
selv om at hitte ind og skyndte mig tilbage.

Det var anden Gang, jeg forlod min Post den Nat.

Lngere hen paa Natten kom der Artilleri ind i Nr. X. Det skulde have
vret op i Nr. IV. Havde jeg ingen, der kunde vise Vej til Nr. VIII, saa
havde jeg det langt mindre til Nr. IV, som laa helt ovre bag Dybbl
Mlle. Det var en lang og besvrlig Vej ved Nattetid i strkt Snevejr.
Jeg tvivlede meget paa, at jeg selv i det ttte Snefald kunde finde
derover. Men Artillerikaptajnen vilde ingen Indvendinger hre. Han var
ikke blid, hans Stemme skingrede som en Trompet: Jeg havde at lystre
Ordre, og det strax!

Altsaa maatte jeg ud igen. De udmattede Artillerister maatte se at flge
mig saa godt de kunde. For mig gjaldt det at komme tilbage hurtigst
mulig; jeg gik med en ond Samvittighed. Heldigvis fik vi je paa Dybbl
Mlle. Derfra var der ikke langt til Skanse IV. Men der var langt til
min Post -- som jeg nu for tredje Gang havde forladt!

Om det blev opdaget, paa hvilken Maade jeg havde forsvaret Skanserne IX
og X Natten mellem den 7de og 8de Februar, veed jeg ikke. Jeg var mig
bevidst, at jeg havde fejlet, men veed endnu den Dag idag ikke, hvordan
jeg skulde have undgaaet det. Jeg fortalte engang en Artillerigeneral om
min Skansevagt den Nat: han mente, at jeg havde handlet rigtigt. Men en
Krigsretsdom vilde vel have lydt paa Ddsstraf.




                                  IX.


Det var de fra Dannevirke tilbagevendende Tropper, der skulde have
udstillet Forpostkde foran Stillingen den Nat. Men de var for
udmattede; der blev i Virkeligheden ingen Forposter udstillet. Det fik
jeg senere at vide.

Det havde ikke vret rart, hvis Prjserne var kommet. Havde de kendt vor
Svaghed, kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper lige ind i
Snderborg; ved en rask Fremrykning vilde hele Stillingen have vret
deres.

De troede os strkere, end vi var, og deres egne Folk var nok lige saa
medtagne af Forflgelsen som vore af Tilbagetoget. Nok er det, de kom
ikke. Men det kunde jeg ikke dengang vide; min Ordre ld paa, at de
kunde ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage dem.

Det var en skrkkelig Nat. Stadig Forstyrrelser; borte fra Skanserne tre
Gange; hele Tiden i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt, hvis det
kom, mens jeg ikke var tilstede! Og umuligt for mig, selv naar jeg var
der, at modtage Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant i to lukkede
Skanser med uvet og utilstrkkeligt Mandskab, uden Befalingsmnd.

Der var ikke en tr Trevl paa mig. Stvlerne var fulde af Snevand, og
trt var jeg efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine natlige
Extrature, til Snderborg og til Skanserne VIII og IV, foruden de mange
Smaature mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa op og ned for at
holde Blodet i Omlb.

Der var ganske vist en meget god Vagthytte til Skansekommandren udenfor
Nr. IX. Men den overlod jeg Mandskabet til at koge Kaffe i. Og Kedlen
stod over Ilden hele Natten. Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han
kom ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke, kun i Vaabenfrakke.
Kappen og Tppet havde han kastet undervejs. Han blev sat hen ved
Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det rettede ham noget. Men
Fdderne var slemt medtagne.

Majoren havde glemt den lovede Times Aflsning om Eftermiddagen, og jeg
havde ikke haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten var jeg
derfor ogsaa. Der var om Natten kommet Fodfolksbestning i Skanse IX;
jeg husker, at en af Underofficererne overlod mig et Stykke Flsk og en
Bid Brd. Det gjorde godt. Svn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt kun
de flgende.

Men endelig blev det da Morgen, og glad var jeg. Der kom en
Skansekommandr til Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.

Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Ntter; saa lnge lod Aflsningen
vente paa sig. Den 5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at aflse
mig, erklrede at han var syg og ikke kunde tage Kommandoen.




                                   X.


Som sagt, kom allerede den frste Nat Infanteriet, der skulde danne
Skansebestning i Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset; der
inde var mrkt som i en Grav. Kompagnichefen bandede som en Tyrk paa, at
han rykkede ikke ind i det sorte Hul, fr han fik Lys. Vi havde streng
Ordre paa ikke at brnde Lys i Blokhuset; hvorledes man har tnkt sig,
at Infanteriet ved en Allarmering da skulde finde ud gennem den meget
smalle Dr, veed jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt, at
Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede ham Lys. Men det var stik imod
min Ordre.

Herefter blev han helt medgrlig og lovede at sttte mig paa bedste
Maade i min fortvivlede Stilling. Overhovedet var det mig en stor
Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer. De hjalp mig efter
Evne og med god Vilje.

Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led meget ved ikke at have ldre
Officerer at raadfre os med. Ved Fodfolket havde de dog altid deres
Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod blev sendt ud i en Skanse,
snart hist og snart her, og skulde klare os paa egen Haand.

Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa hjre Flj, saa noget til den
jourhavende Artillerikaptajn, sknt han opholdt sig i Nr. VI. Og da jeg
laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid, uden at jeg saa en hjere Officer
af mit eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.

Af Befalingsmnd under sig havde Skansekommandren maaske en
Underkorporal, hjst en Reservekorporal. De var yngre og ikke mere
erfarne end vi selv; saa til megen Sttte for os var de ikke.

Og vore Kammerater saae vi kun lidt til. Ved Aflsningen var der ikke
Lejlighed til Samtale. Vi gik i Almindelighed ud med Ordren: Handl efter
Konduite! Og saa maatte vi under Ilden sktte os selv.

Skansekommandrens Stilling var i det hele taget ikke misundelsesvrdig.
Maaske var der intet Vaaben, hvor tilstrkkelig Uddannelse savnedes mer
end ved Artilleriet, baade hos Mandskab og Officerer. Som fr
omtalt, havde man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse for
Fstningsartilleriet, der betragtedes som noget underordnet.

Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde tnkt sig at forsyne Hren
med Artilleriofficerer, forstaar jeg ikke. Han kendte dog Stillingen,
saavel Dannevirke som Dybbl og Fredericia, maatte forud vide, hvor
mange Officerer der behvedes. Og saa var der nppe Officerer nok til
Feltbatterierne. 3die Batteri, Klein, rykkede i Felten med flgende
Officersbestning: Kaptajnen, en Premierljtnant, som var sindssyg, og
Artilleriets yngste Reserveljtnant, som kun var uddannet ved
Fstningsartilleriet.

Endnu knappere var Officersbestningen ved Fstningsskytset. I
Dybblstillingen var nsten alle Skansekommandrerne Reserveofficerer.
Og ganske vist kan man sige, at denne Tjeneste rent teknisk frembyder
frre Vanskeligheder end ved Feltartilleriet, hvor man er fuldstndig
umulig uden grundig og srlig Uddannelse. Men hverken dette eller den
Omstndighed, at Reserveofficererne gennemgaaende gjorde god Fyldest,
ophver de Ansvarhavendes Forsmmelse: Vi havde alt for faa Officerer,
og altfor faa med tilstrkkelig Uddannelse.

Der blev ved Dybbl kun ringe Afgang paa Artilleriofficerer. Hvordan
skulde Stillingen have ladet sig forsvare, hvis et strre Tal var gaaet
ud som faldne og saarede?

Som det var, medfrte dette Faatal af Officerer ulidelige Vanskeligheder
for de Overordnede med Posternes Besttelse. Gang efter Gang stod de og
vidste ikke, hvor de skulde finde en Stedfortrder for en enkelt
Skansekommandr, som uventet fik Forfald ved Sygdom eller paa anden Vis.
Og for os yngre var Flgen et grovt Misbrug af vore Krfter.

Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi tilse Skansernes Udbedring og
modtage Ammunition. Vi blev jagede fra Skanse til Skanse, stadig til nyt
Mandskab; ja vi maatte kommandere to Skanser samtidig. Det er hndt mig,
at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste Linje, har meldt mig ved
Kommandoen og strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den
tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i Nr. II, og derfra til
Kirkebatteriet og Brohovedet samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum,
uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.

En Nat efter en anstrngende Dag modtog jeg fra Artillerikommandoen et
Brev med 2 Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa trt, at jeg
faldt i Svn med Brevet i Haanden: frst en Time senere vaagnede jeg op
i stor Forskrkkelse. Det var Bud om, at vi kunde vente et Stormangreb
den Nat. Heldigvis udeblev det.

Jeg mener ikke, at det var srlig mig, det gik ud over; en anden Officer
ved Kompagniet, Ljtnant _Petersen_, havde 15 Dages Tjeneste i Nr. IV,
med kun 1 Dags Hvil. Og jeg beklager mig ikke, det var ndvendigt
saaledes, eftersom der nu en Gang var for faa Officerer, og een Officers
Ukampdygtighed gik ud over alle de andre.

Men det kunde ikke vre andet, end at baade vi og Tjenesten maatte lide
derunder. Og at der var i den Grad for faa Officerer, kan man dog med
Rette bebrejde de Mnd, der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.




                                  XI.


Srlige Vanskeligheder fulgte af den Fejl, at Mandskabet ikke blev
aflst samtidig med Skansekommandren. Da der ikke altid var Officerer
til at flge Aflsningen ud, var der ikke sjlden enkelte af Mandskabet,
som benyttede sig af det og blev hjemme. Man vidste aldrig bestemt, naar
man overtog en Skanse, hvor mange Mand man havde i den. Njagtig Kontrol
var umulig; skudfri Rum havde vi ikke, og man kunde dog ikke lade
Mandskabet stille til Appel under Fjendens Ild.

Det kunde ogsaa give Besvrligheder paa anden Maade. Engang fik jeg
Extravagt. Officeren havde faaet Mavepine og meldt sig syg med det Lfte
til Mandskabet, at det skulde blive aflst samme Aften.

Da jeg indfandt mig i Skansen, blev jeg modtaget med temmelig nrgaaende
Krav paa den lovede Aflsning. Jeg svarede, at de maatte vente, til
Aflsningen kom; vi kunde ikke lade Skansen ligge uden Bestning.

De gentog imidlertid deres Fordring og trak sig tilbage for at forhandle
indbyrdes om, hvad de skulde gre. Jeg lovede at skyde den frste, som
forlod Batteriet fr Aflsningen var der. Men det er ikke godt at vide,
hvad det kunde vre blevet til, hvis der ikke til alt Held I Bestningen
havde vret 6 Mand af min gamle Bestning fra Flankebatteriet paa Als;
de lod meget bestemt de andre vide, at de taalte intet Vrvl, saa lnge
jeg kommanderede. Og dette virkede maaske nok saa meget som min Trusel.
Men vist er det, at man under saadanne Forhold maatte tage Folkene med
en fast Haand, om ikke det hele skulde blive til Bolledejg.




                                  XII.


Ogsaa paa andre Maader kunde man komme til at overtage Skansen i Uorden
efter sin Formand.

Det meste af den Tid, jeg stod paa venstre Flj, var det Artilleristerne
selv, der srgede for Skansernes Udbedring. Og de gjorde det godt. Det
var jo dem, der om Dagen skulde staa for Skud bag de Volde og Traverser,
de om Natten havde udbedret. De regulre Arbejdskommandoer tog det ikke
saa nje, og deres Reserve-Konduktrer var temmelig ukyndige i dette
Arbejde, mest civile Haandvrkere, som tog den Fortjeneste med.

Men det kunde jo ske, at en Skansekommandr enten af Ligegyldighed eller
for at vinde en billig Popularitet hos Mandskabet, lod fem vre lige med
disse Arbejder, saa man ved Overtagelsen fandt Skansen mindre godt
istandsat eller Materiellets Fornyelse forsmt. Saa blev den ny
Kommandr ndt til at krve dobbelt Slid af Mandskabet for at faa
Sagerne i Orden, og han maatte da med Mandskabets Uvilje betale sin
Formands Popularitet.




                                 XIII.


Det var som sagt ikke altid rart for en ung Officer at blive sendt uden
Medhjlp ud som Skansekommandr med Ordren: Handl efter Konduite!

Men vrre var det, naar man ude i Skanserne fik for mange Ordrer, -- der
ikke altid vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold. Over sig havde
man frst den verstkommanderende Artilleriofficer. Saa kunde der komme
en Adjutant, udsendt af Overkommandoen. Saa var der den jourhavende
Kaptajn. Endelig den Officer, som frte Skansens Infanteri -- nemlig
naar han var ldre Officer end En selv. I den almindelige Forvirring
kunde man, naar galt skulde vre, og det skulde det ikke saa sjldent,
fra disse tre-fire Steder faa tre-fire indbyrdes modstridende Ordrer paa
een Gang.

Ved Skansens Istandsttelse kunde man stde sammen med den Officer, som
ledede Ingenirerne. Han mente jo for det meste, at han som Fagmand var
den, der bedst forstod sig paa, hvad der skulde gres. Og
Artilleriofficeren, der kendte Skansen ud og ind, ogsaa i Kamp, tnkte,
at det maaske dog var ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede.
Ialtfald var det ham og hans, der kom til at lide under Skansens mulige
Fejl og Mangler.

Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt Fortegnelse bl. a. over sin
Forsyning med Skyts, Lavetter, Vrktj osv., kunde det ske, at
Depotkommandren krvede udleveret, hvad han i sin fjrntsiddende Visdom
mente, at man havde for meget.

Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes modstridende Ordrer, og for
mange, der ikke stemte med Skansens Velfrd. Hvis ikke alt skulde gaa
hulter til bulter, blev man tit ndt til paa eget Ansvar at lade disse
Ordrer ophve hinanden og holde sig til den, der passede En bedst:
Handl efter Konduite! Den var ialtfald velgrende klar. Og det samme
var den altid gldende Ordre: De skal forsvare Skansen til det
yderste!




                                  XIV.


Jeg har i det foregaaende srlig talt om Skansekommandrernes Stilling.
Mandskabet havde det ikke stort bedre. De svagt anlagte og ufuldkomne
Vrker fordrede uafbrudt stor Arbejdskraft, frst til Istandsttelse,
saa til Vedligeholdelse. Naar Folkene ikke havde Tjeneste, maatte de
arbejde paa Vrkerne med Br og Skovl; det var umuligt at faa givet dem
den haardt savnede artilleristiske velse.

Nogle af de bedste Folk vi havde til at begynde med var Holstenerne. Men
da Infanteriet hjemsendte sit holstenske og sydslesvigske Mandskab paa
Grund af dets Upaalidelighed, blev det ogsaa hjemsendt fra os.

Helt havde man vel ikke stolet paa dem. Ved Tronskiftet overvrede jeg
deres Edsaflggelse foran Snderborg Slot. Ellers blev Eden aflagt ved
Infanteriet til Fanen, ved Kavaleriet til Estandarten, ved Artilleriet
idet en Mand traadte frem og lagde Haanden paa en Kanon. Men Holstenerne
maatte enkeltvis eftersige Edsformularen, som den Stykke for Stykke blev
fremsagt for dem.

Det hed sig dog, da senere Overkommandoen fik Tilladelse til at aabne en
Del af de til det tysktalende Mandskab ankommende Breve, at Slgt og
Venner hjemmefra tit skrev omtrent saaledes: Lorens eller Hans -- hvad
de nu hed -- er kommet hjem og gaar omkring, foragtet af alle. Du maa
love os, kre Sn eller Broder, at Du ikke handler saa skammeligt og
bryder din Ed.

Imidlertid, ved Infanteriet _havde_ dette Mandskab vist sig upaalideligt
og blev altsaa hjemsendt, ogsaa fra os. Det var dygtige Folk, vi dermed
mistede; vi kunde daarlig undvre dem. De maatte nu i en Hast erstattes,
dels fra Forstrkningen, dels med uvet, ungt Mandskab.

Det blev en ufuldstndig og en daarlig Erstatning. De frreste af disse
Folk havde fr betjent Fstningskanoner, endsige riflet Skyts. Og for en
ikke ringe Del maatte vi endda hjlpe os med Infanterister til
Kanonbetjeningen. Selv om de viste god Vilje, var det vanskeligt at lre
dem op helt for fra under Fjendens Ild, og dobbelt vanskeligt, da vi
havde saa faa Befalingsmnd.

Tilmed var Mandskabet uheldigt stillet baade ved Skansernes Indretning
og ved Arten af vort Skyts. Naar vi paa den gammeldags Maade skd over
Bnk -- med lavt Brystvrn -- ja selv gennem Skydeskaar, led vi altfor
store Tab, baade paa Mandskab og Materiel, overfor det riflede Skyts.
Det skd jo baade lngere og sikrere end det glatlbede.

Vi maatte da paa forskellig ureglementeret Vis se at skaffe ialtfald
Mandskabet lidt bedre Dkning. Men det lod sig ikke altid gre. Flgen
blev et uforholdsmssigt Mandefald, hvilket tillige med de andre
Vanskeligheder gav en trykket Stemning.




                                  XV.


Jeg tror ikke, at Forholdene ved Infanteriet var stort bedre. Ogsaa her
var vore Vaaben de underlegne. Mod det prjsiske Fodfolks hurtigskydende
Bagladerifler havde vort kun de langsomme Forladerifler, som for en Del
var omdannede gamle, glatlbede Gevrer af meget stort Kaliber.

Og heller ikke her var der Overflod af Officerer, srlig ikke af de
faste. Meget skadeligt virkede den umiddelbart fr Krigen befalede
Forandring i Hrens Sammenstning. Meningen var ved Udvidelse af
Rammerne gennem 4 Stadier at fremstille en krigsberedt Hr af betydelig
get Styrke til Foraaret 64. Men Krigen ventede ikke, til vi var kommet
i Orden; vi maatte rykke i Marken med en Hr, hvis gamle Baand var
oplst, og de ny ikke bundne endnu.

Officererne fik Mandskab, som var uddannet af andre, og hvis
Paalidelighed de ikke vidste noget om. Og Folkene fik Officerer, som de
ikke kendte og derfor ikke kunde have den rette Tillid til. Hvor
trykkende et saadant Forhold virker til begge Sider under Kamp, veed kun
den, der selv har prvet det.

De hjere Officerer flte sig knugede af de store Kommandoer, der blev
dem tildelt. Nu skulde de pludselig i Krig fre strre Troppemasser, end
de nogensinde havde frt i Fredstid, endda uvede Folk, med for faa
Befalingsmnd, mod en i alle Maader overlegen Fjende. Det var ikke let,
isr da de altfor sjlden havde haft Lejlighed til at handle paa egen
Haand og ikke var vant til under overvldende Travlhed til alle Kanter
at skulle tage en hurtig Beslutning paa eget Ansvar. Tit stod de derfor
i afgrende jeblikke tvivlraadige og spildte Tiden.

Da jeg var i Familie med Forpostkommandren og stod Stabschefen ved
Artilleriet nr, kom jeg i Forbindelse med en Del af de hjere
Officerer. Det var mrkeligt at se, hvor forskelligt de uheldige Forhold
virkede paa dem; nogle blev langt blidere, end man tidligere havde kendt
dem, andre saa irritable, at man knap vidste, hvad man turde sige til
dem. Strkt nervse blev de efterhaanden nsten alle.

Og der kunde selv blandt Officererne ved Overkommandoen herske en
mrkvrdig Uvidenhed om de faktiske Forhold. Det var vist den 22de
Februar, hvor Overkommandoen var tilstede under den haarde Fgtning
foran Stillingen. En af de Tilstedevrende har fortalt mig, at
Stabschefen sagde til Overgeneralen: Man veed jo ikke, hvad man tr
gre, da der ingen Ammunition er i Skanserne. Hertil bemrkede den
hjstkommanderende Artilleriofficer: Jeg skal tillade mig at meddele,
at der i Skanserne er den normerede Ammunition; befaler Generalen, kan
vi begynde Skydningen _strax_! Og dette var rigtigt.

Allerede den 7de Februar var der i Skanserne den normerede Ammunition;
jeg har selv transporteret den derud, og har siden flere Gange gendrevet
den urigtige Paastand om Skansernes manglende Ammunitionsforsyning. Men
man kunde dog vente, at Armeens Stabschef vidste Besked om et saa
vigtigt Forhold.

Man maa udentvivl, trods alle Undskyldninger bebrejde flere af vore
Officerer i 64 Mangel paa Handlekraft. Og man kan heller ikke ngte, at
der fandtes Mangler ved deres faglige Uddannelse. Dette havde vel sin
Hovedgrund i de _for lave Lnninger_. De uformuende Officerer var i
Fredstid ndt til at sge Biindtgter ved privat Arbejde. Uundgaaelig
maatte dette virke afledende paa deres Interesse for Tjenesten. De
fleste Ingenirofficerer havde saaledes vset sysselsat ved
Bygningsvsen, Vejanlg og andet lignende, som optog Tid og Tanker og
hindrede dem i at flge Udviklingen i deres militre Fag. Ligesaa gik
det Infanteriofficererne, der for en stor Del virkede privat som Lrere
i Sprog osv. Da Krigen kom, stod de derfor ret fremmede overfor den
hurtige Udvikling netop i de sidste Aar, srlig med Hensyn til de
hurtigtskydende riflede Bagladevaaben.

I Korthed kan Forholdet vel fremstilles saaledes: _Vi_ havde en Hr, som
Afdeling for Afdeling var sammenblandet af ldre og yngre Aargange
Mandskab, alle med gammeldags Vaaben, med kort og ufuldstndig velse,
utilstrkkelig Disciplin og stor Mangel paa Befalingsmnd. _Fjenden_
havde en Hr, som Afdeling for Afdeling var sammensat af udsgte unge
Folk, gennemgaaende fortrinligt vbnede, alle fuldt uddannede, under
fast Mandstugt og rigeligt forsynede med Befalingsmnd.

Selv med lige Mandtal vilde vi altsaa have vret de underlegne. Men vi
var en lille Stat imod to store; Fjenden var os ogsaa i Mandtal
overlegen fra Begyndelsen af. Og mens vi kun i meget ringe Grad var
istand til at erstatte Afgang paa Mandskab og Materiel, havde Fjenden
let ved jeblikkelig at erstatte alle Tab.

En strk permanent Fstning vilde have opvejet meget af Uligheden. Vi
havde -- det fr beskrevne Dybbl!

Man behvede da ikke at sprge om det endelige Udfald, naar Danmark
skulde staa ene i Kampen. Det var ikke muligt at begynde Dybbls Forsvar
i nogen munter Stemning. Dog blev der mange Steder taget fat med Kraft;
man havde aflagt Ed, og den vilde man holde. Saa maatte Skbnen raade
for Resten.

Afgrelsen tog lngere Tid, end mange havde tnkt sig. Enten den
prjsiske Overkommando kendte vor Svaghed eller ej, vist er det, at den
forelbig holdt sig temmelig uvirksom.




                                  XVI.


Uheldigt var det, at vi fem Gange skiftede hjstkommanderende
Artilleriofficer i Dybblstillingen. Det kunde ikke andet end give Uro
og Usikkerhed helt ned gennem Rkkerne.

Den 10de Februar blev Major Lunddahl paa Grund af Sygdom aflst af
Oberst _Vahl_. Han fungerede kun i denne Stilling en halv Snes Dage; saa
blev Artillerikommandoen ved Dybbl overdraget Oberstljtnant
_Haxthausen_, og denne blev atter senere fulgt af sin Stabschef Major
_Jonquires_, som trolig holdt ud Resten af Belejringen.

Oberst Vahl var en Mand af den meget gamle Skole. Han hang sig i
Smaating og forlangte Melding nsten hver Dag. Hos ham maatte man staa
ret lige indenfor Dren; naar han, gaaende op og ned ad Gulvet, havde
faaet at vide, hvad han nskede, sagde han: Godt! Saa kunde man trde af
igen.

Hans Efterflger, Oberstljtnant Haxthausen, var en anderledes Mand. Han
var meget venlig, bd Cigar og satte sig ned. Han vilde nok vide Besked,
men forstod at skelne mellem vsenligt og uvsenligt, og man kunde godt
faa Lov til at komme frem med, hvad man selv nskede. Han var en Chef,
der holdt paa sine Undergivne; man vidste, at man havde en Sttte i ham;
det har stor Betydning for de yngre Officerer. Desvrre var han syg fra
Tilbagetoget og maatte snart opgive sin Stilling.

Saa kom altsaa Major Jonquires. Han var overordenlig pligtopfyldende og
meget hensynsfuld overfor sine Officerer. Der skulde meget til, fr han
viste Tnder. Overfor mig er det kun en Gang hndt, og det kom af hans
Forkrlighed for vort glatlbede Skyts, hvis Udvikling han havde haft en
Del at gre med, og som virkelig ogsaa i sin Slags var udmrket. Han
vilde have mig til at skyde over Vemmingbund fra Nr. II med en 84 Pd.'s
Granatkanon, og blev vred, da jeg mente, at Trfsikkerheden vilde blive
meget ringe med den store Elevation, som var ndvendig, om denne Kanon
skulde rkke saa langt.

Engang da jeg meldte mig hos Major Jonquires, kommende fra Skansevagt
Kl. 11 om Aftenen, traf jeg ham i temmelig nedtrykt Stemning. En
Skansekommandr var blevet syg. Nu har jeg ikke een Officer at sende
derud istedet, sagde han, jeg maa give Kommandoen til en
Underofficer. Det kan Majoren let komme over, sagde jeg, De kan jo
give mig Ordre til at overtage Vagten. Majoren blev synlig glad over
denne Udvej, men sendte mig frst afsted, efterat han gentagende havde
spurgt, om jeg nu ogsaa troede, at jeg kunde holde det ud.

Det var maaske for meget Hensyn at tage, men den Slags gjorde, at Major
Jonquires blev meget afholdt af sine Undergivne; de mrkede, at han var
ikke ligegyldig for deres Velfrd.

Han forlangte meget af os, men kunde det med Rette, da han aldrig
sparede sig selv, og ikke krvede mer end det ndvendigste hverken af
Hvile eller Bekvemmelighed. Dette betd saa meget mere, som han nppe
var synderlig hrdet; han havde i en Aarrkke mest vret Kontormand.

Som et Tegn paa hans fordringslse Indretning kan det nvnes at jeg
saae, han havde kun 1 Lagen i sin Seng, og det led ikke af Renlighed.
Jeg gjorde Nar ad hans Adjudant for det; jeg syntes, det var lige
tarveligt nok til Stillingens verstkommanderende Artilleriofficer.

Jonquires var en alvorlig Mand, men kunde ogsaa skmte paa den
elskvrdigste Maade. Da jeg laa saaret efter den 18de April, skrev han
et nydeligt Brev til mig med den Tilfjelse, at han haabede, jeg intet
havde imod, at man havde erobret min Kasse (med Smr, Ost, Vin osv., som
jeg havde faaet sendt hjemmefra den 17de April), da den var til stor
Nytte.

Den 16de April fik jeg min sidste Ordre af Jonquires; den gjaldt
Udtransport fra Nr. II af to riflede Kanoner, som jeg havde bedt om Lov
til at redde fra delggelse eller Erobring. Da mrkede jeg nok, at han
saae skeptisk paa Forsvaret. Senere fortalte han mig, at han den Aften
havde meddelt Overkommandoen, at han betragtede Dybblstillingens
Artilleriforsvar hovedsagelig som endt.

Med andre Ord, han gjorde, hvad han kunde, for at vi skulde trkke os
tilbage i Tide. Men alt var forgves. Vi veed jo forlngst, at der ogsaa
fra andre hjtstaaende Officerer skete Henvendelse til Overgeneralen i
samme Retning, men denne, der laa syg, turde hverken selv paatage sig
Ansvaret eller overlade det til en af de andre Generaler. Han spurgte
Ministeriet, og Svaret blev Nej.

Selvflgelig maa _Lundbye_, som dengang atter var Krigsminister, foruden
sit vrige store Ansvar fra tidligere Tid ogsaa bre Ansvaret for den
18de April; men _Monrad_ var dog vist i dette Tilflde den egentlige
Skyldige. Han vilde jo, at vi skulde holde Stillingen til
Londonnerkonferencen traadte sammen, hvilket skulde ske den 20de April.
Som om ikke Bismarck nemt kunde have faaet Konferencen udsat, hvis
Dybbl ikke var taget til den Tid!




                                 XVII.


Efter de mere almindelige Bemrkninger i det foregaaende vender jeg
tilbage til mine egne Oplevelser under Tjenesten ved Dybbl.

Fra Nr. IX kom jeg over til _Flankebatteriet_ paa Als. Det skulde
bestykkes med 7 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i hj Affutage.

Det var et besvrligt Arbejde. Hver af disse Kanoner vejede 8,500 Pd.
Ordren ld paa hurtig Udfrelse; men Regn og Sne havde opbldt Jorden.
Underlagsklodserne kunde ikke bre den store Vgt oppe; de sank i, naar
vi skulde flytte Kanonen. Og naar vi tog Kanonen op, som det hedder,
sank Kranen i med alle fire Ben lige til Spilbommen.

En Dag kom den verstkommanderende Artilleriofficer tilstede; det var
paa dette Tidspunkt Oberst Vahl. Han syntes, at det gik for smaat, og
tog Kommandoen fra mig for selv at lede Arbejdet. Han var Forfatter af
Manipulationsreglementet, altsaa Specialist paa det Omraade. Det
lykkedes ham at vlte Kranen, og Kanonen sank ned i Lerltet.

Saa forsvandt Obersten med den Bemrkning, at det var et slemt Arbejde.
Det vidste vi i Forvejen. Og han havde just ikke gjort det lettere. Nu
skulde vi frst have Kranen rejst igen og Kanonen gravet fri. Men det
gik. Mandskabet tog flinkt fat. Og der var nok at gre; Batteriet laa
urrt fra 61.

En Dag saae jeg Prjserne stte nogle Granater i Brystvrnet af Nr. X
lige paa den anden Side Sundet. Mit Krudtmagasin var af Tr og fyldt med
Ammunition; Ingenirerne skulde have dkket det med Jord, men det var
endnu ikke blevet til noget. Hvis nu Prjserne fandt paa at sende ogsaa
mig en Granat, kunde den ved at trffe Krudtmagasinet sprnge det hele i
Luften. Jeg blev bange og lod mine Folk tage fat med at klaske Jord paa.

Jeg stod i nogen Afstand med Ryggen til. Pludselig blev der stille: jeg
vendte mig om og saae Ingenirkaptajnen, som skulde have udfrt
Arbejdet. Han tog mig aabenbart ilde op, at jeg selv lod det gre. Jeg
har stoppet Deres Folk, sagde han, det er en Skandale, at De tager saa
meget Jord fra Marken! Som om den arme Mand [Gaardens Ejer] ikke havde
Ulemper nok! Og saa vendte han sig til sin Konduktr: Vil De regne mig
ud, hvor stort Flademaal der skal udgraves til 2 Alens Dybde for at
dkke Krudtmagasinet!

Konduktren, rimeligvis af Profession Snedkersvend, fik sin Lommebog
frem og regnede og regnede. Endelig kom Resultatet. Netop saa meget har
jeg befalet mine Folk at tage, sagde jeg. Har Kaptajnen noget imod, at
vi fortstter?

Han snurrede rundt paa Hlen og forduftede. Paa'en igen, Karle! raabte
jeg. Og det kan nok vre det gik.

Samme Kaptajn havde vret der fr; da der skulde sttes
Ammunitionshylder i Magasinet. Han vilde absolut indrette dem til 24
Pd.'s Ammunition, sknt jeg gjorde ham opmrksom paa, at vor Ammunition,
som var 84 Pd.'s, i saa Fald ikke vilde kunne komme ind paa Hylderne.

Da han ikke lod til at tillgge dette Forhold nogen Betydning, maatte
jeg forsikre ham, at fik vi ikke de rigtige Hylder, vilde jeg rive hele
Krammet ned igen jeblikkelig. For ind skulde Ammunitionen!

Det hjalp. Men det var just ikke Velsignelser, vi to nedkaldte over
hinandens Hoveder.

Min Trst var, at jeg stod mig godt med Mandskabet. Det var for strste
Delen villige og dygtige Folk. Og da jeg var saa heldig at staa mig godt
med Kompagniet, kunde jeg blive af med de enkelte, jeg ikke syntes om,
og faa andre i Stedet, mest af dem, der blev udskrevet fra Lasarettet.
Paa den Maade fik jeg efterhaanden her i Flankebatteriet en ret udsgt
Bestning; jeg tror ikke, der var nogen bedre i hele Stillingen. Det var
mig en Fornjelse at arbejde med de Folk.

Jeg mdte engang den Officer, der havde aflst mig i Flankebatteriet;
han mente, at jeg havde forklet Bestningen. Det tror jeg ikke, jeg
havde. Men jeg havde saa godt som ingen Underofficerer og skulde betjene
syv 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i hj Affutage med ca. 60 Mand, hvoraf
jeg maatte udtage de bedste til Kanonkommandrer. Det var under de
Forhold ndvendigt for mig at kende hver enkelt Mand og staa mig saa
godt som muligt med dem alle.

Gensidig Tillid og Velvilje var uundvrlig. Jeg fordrede meget Arbejde,
men gav dem det, saa vidt grligt, paa Akkord. Jeg blev da ogsaa
hurtigere frdig end min Nabokommandr, sknt jeg udfrte en Del
Arbejde, der tilkom Ingenirerne. Og ved stadig selv at vre tilstede
under Arbejdet og deltage deri kom jeg til at kende mine Folk og havde
aldrig Vrvl med dem, -- medens en af mine Naboer, en fast Officer,
maatte rekvirere Haandjern for at klare sig.

Det var kun rimeligt, at jeg til Gengld for Mandskabets Flid og gode
Opfrsel vrnede dets Interesser, hvor jeg kunde.

En Overintendant befalede mig at udlevere de Tpper, som en Del af mine
Folk selv havde baaret op fra Dannevirke. Jeg svarede, at vilde han have
dem, maatte han tage dem; jeg udleverede ikke de Tpper.

Han tog dem ikke. Derimod rekvirerede jeg 36 Tpper extra, og fik dem.
Mine Folk laa i Kostalden i en gammel Bondegaard; med det Nattelogis ved
Vintertid kunde de nok trnge til et extra Tppe.

Og da jeg hrte, at der var kommet frivillige Gaver af Uldtj, samlede
jeg mit Mandskab og skrev op, hvad hver isr nskede sig. Jeg fik alle
deres nsker opfyldt; Gaverne maa vre indkommet rigeligt. Ogsaa fra min
Hjemstavn fik jeg Uldtj og Tobak m. m., som gjorde megen Lykke hos
Folkene. Srlig glade var de for Aviserne -- som desvrre indeholdt en
forkert Bedmmelse af Stillingen.

Som sagt, vi fik arbejdet os fast sammen. Men en kort Glde fik jeg
deraf. Omtrent samme Dag som Batteriet stod frdigt, fik jeg Ordre til
at overtage en anden Kommando. Saaledes blev vi Artilleriofficerer jo
stadig kastede fra den ene Stilling til den anden, til stor Skade for
Tjenesten.

Da jeg i sin Tid rykkede ind i den Gaard, hvor Folkene skulde ligge, kom
Bonden farende ud og jamrede sig over den Indkvartering. Man havde bildt
ham ind, at Artilleristerne var rene Rvere.

Nu da jeg skulde bort, kom han og bad mig, om han dog maatte beholde sin
Indkvartering; det var den behageligste, han nogensinde havde haft. Jeg
mindede ham om, hvad han havde sagt den Dag vi kom, og udtalte min Glde
over, at han havde skiftet Mening.

Ellers var det med Sorg jeg forlod Flankebatteriet og mit gode Mandskab
der. Baade Folkene og jeg bad, om vi atter maatte komme sammen, men det
skete ikke. Siden blev ogsaa Mandskabet splittet ad. Og jeg saae aldrig
tiere Flankebatteriet, hvor jeg havde arbejdet fra 11te Februar til 20de
Marts 1864, da jeg fik Ordre til at tage Kommandoen i Skanse II, hvor
Anker var blevet saaret.




                                  XIX.


Det hedder sig, at Flankebatteriet kom aldrig til Skud, da det blev
demonteret af Prjsernes riflede Skyts.

Det var ogsaa et mrkeligt Batteri, anlagt nsten i en ret Linje,
saavidt jeg mindes, med 5 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i Fronten
og 2 paa de svagt tilbagebjede Flanker uden Traverser. Der burde vret
mindst een Travers for hver 2 Kanoner.

Syv saadanne Kanoner indtager en anselig Plads i Lngden og frembyder et
stort Maal for en Fjende, der kan, om end ikke ligefrem enfilere, saa
dog skyde skraat ind fra hjre.

Man havde ikke tnkt paa det langtrkkende Skyts, der kunde indskre sig
i Egnen om Randsgaard eller Ravnskobbel og derfra tage Batteriet under
Behandling, uden at dette var istand til at svare.

Hvad hjalp det, at hvert Lag fra Batteriet udslyngede 400 Pd. Jern, naar
det kunde demonteres blot af 1  2 12 Pd.'s riflede Kanoner, og det paa
Afstande, hvor de 84 Pd.'s Granatkanoner ikke kunde virke.

I 48 vilde dette Batteri have vret noget vrd. Ikke nu.




                                  XX.


Samme Dag Major Lunddahl som hjstkommanderende Artilleriofficer i
Dybblstillingen kom til Snderborg, gik han hele Skanserkken paa
Dybbl Bjerg igennem med sine Officerer. Da han kom til venstre Flj,
udtalte han: Nr. I og II er meget udsatte; saafremt Prjserne anlgger
Batterier med riflet Skyts paa Broagerland, vil de kunne beskyde
Skanserne paalangs og delgge dem.

Lunddahl fik Broagerfronten forstrket i Nr. II, medens man ikke fik Tid
til at kassemattere de Kanoner i Nr. I, som skulde have virket mod
Broager.

Vi unge saae paa hinanden og gik og gttede paa, hvem af os der skulde
have disse Kommandoer. Ingen af os var lysten efter dem. Det blev
_Anker_, der fik Nr. II.

Naar han kom derud, veed jeg ikke. I Lbet af Januar afgik der
Transporter af Mandskab og Materiel til Dannevirke, og sidst paa
Maaneden blev Anker og Schnheyder sendt derned.

Schnheyder var syg og naaede ikke lnger end til Lasarettet i
Flensborg. Anker derimod fik Kommando paa Holmen i Slesvig By og
skiftede den 3die Februar nogle Skud med Fjenden. Ellers har jeg intet
hrt om hans Virksomhed dernede. Men paa Flankebatteriet fik jeg siden
11 Mand af hans Bestning fra Holmen; de fortalte, at Anker havde gjort
forgves Forsg paa at faa Batteriets Kanoner med op ti Dybbl, og at
han undervejs paa Tilbagetoget var blevet borte for dem.

Formodentlig har han faaet Kommandoen i Skanse II den 6te eller 7de
Februar, omtrent samtidig med, at jeg fik IX og X. Den 20de Marts Kl. 4
om Eftermiddagen fik jeg Ordre til at tage Kommandoen i Nr. II. Anker
var den Dag som let saaret aflst af Ljtnant Petersen fra Nr. IV, hvem
atter jeg aflste.

Faa Dage efter meldte Anker sig til Tjeneste igen. Fra den Tid af og
Belejringen ud skiftedes han og jeg til at have Kommando i Nr. II. Den
af os, der ikke var i Nr. II, havde som Tjeneste i anden Linje Kommando
i Kirkebatteriet paa Als og senere tillige Inspektion i N. Brohoved.




                                  XXI.


Jeg mindes Anker fra den Tid, vi sammen kom til Snderborg, som en
temmelig hj Mand, vel voxen, mrk, med krllet Fuldskg. Hudfarven
noget ufrisk. Han var da 32 Aar gammel (efter Biogr. Lex.), havde
forsgt sig ved Landvsenet paa sin Fde Bornholm og siden i Kbenhavn
gennemgaaet den toaarige Skole for Artilleriets Underofficerer,
hvorefter han fik Ansttelse som Sekondljtnant ved Bornholms Milits. I
1860 havde han giftet sig og med sin Kone faaet en Gaard i Rnne; da
dette gteskab snart efter blev oplst, havde han en Tid forsgt sig som
Skuespiller ved Alhambra-Teatret i Kbenhavn.

Herfra kom han, da han i 1863 under de truende Krigsudsigter meldte sig
som frivillig og blev ansat ved 4de Fstningskompagni, hvor jeg gjorde
hans Bekendtskab.

Jeg er tit blevet spurgt om Anker og mit Forhold til ham. Da han er dd
for mange Aar siden, og jeg selv er en gammel Mand, tnker jeg, at jeg
nu kan besvare Sprgsmaalet uden at blive misforstaaet.

Fr vi kom til at skiftes i Nr. II, havde jeg kun meget lidt med Anker
at gre; i den Tid, da vi laa ledige, saa godt som intet. Jeg veed kun,
at han for det meste var at finde paa Reimuths Hotel eller i Klubben,
hvor Officererne sgte hen om Aftenen for at faa Tiden til at gaa. For
Resten benyttede Kaptajn Bartholin ham paa Kontoret, sknt Anker med
sine vsentlig paa Elevskolen erhvervede Kundskaber ikke egnede sig for
den Slags Arbejde. Men han blev af Kaptajnen som en Slags fast Officer
behandlet med adskillig strre Hensyn end vi Reserveofficerer. Anker
vilde Kaptajnen f. Ex. nok sidde tilbords med, derimod ikke gerne med
os.

Da Major Lunddahl overtog sin Post og satte Artilleriet i Arbejde, fik
Anker det Hverv at modtage Materiel i Alsbatterierne, medens jeg, som
fr nvnt, havde med Udtransporten at gre. Det kom her til et lille
Sammenstd imellem os. Han var ikke meget ivrig med sin Del af Arbejdet,
og jeg har maaske paatalt det noget tydelig; ialtfald blev der lidt
Mundhuggeri, hvorunder han bl. a. kaldte mig en arrogant Hund. Det
gjorde ikke Forholdet varmere. Vi talte ikke stort sammen, var vel ogsaa
af altfor uens Karakter.

Allerede den Gang jeg kom ud til Skanse II, var Anker en bermt Mand.
Flere Forhold gjorde, at hans Navn var det eneste i den Krig, der blev
rigtig kendt og yndet af Folket. Han kommanderede jo fra frst af i den
Skanse, der paa Grund af sin Beliggenhed var mest udsat, og dog paa
Grund af sit riflede Skyts istand til i nogen Tid at holde Kampen
gaaende. Uvilkaarlig gjorde man da baade her og paa fjendtlig Side ham
og Skansen til Et. Aviserne var fulde af Beretninger om ham; man mente,
at naar han ikke var i Stillingen, faldt det hele sammen.

Engang i April kom en Officer ud til Skanse II og spurgte Vagten for
Gevr, om Ljtnant Anker var i Skansen. Nej, sagde Vagten, det er
Ljtnant Castenschiold. Ham kender jeg ikke og bryder mig ikke om at
gre hans Bekendtskab, var det Svar, som foer Officeren ud af Munden.
Hvortil Soldaten bemrkede: Men vi, hans Mandskab, kender ham.

Officeren har selv senere fortalt mig Historien med den Tilfjelse, at
han efter dette Svar var gaaet flov bort.

I Bladene hed det bl. a., at Anker ngtede at lade sig aflse fra sin
Skansevagt. Det mrkede jeg ikke noget til i den Tid, vi skiftedes. Det
hndte, at han den Dag, han skulde aflses, allerede Kl. 5 om
Eftermiddagen sendte mig sin Ordonnans med Bud, at jeg maatte komme
hurtigst muligt. Og jeg rykkede altid strax ud, medens han paa sin Side
gerne lod mig vente til ca. Kl. 11 om Aftenen.

Her som overalt glder det, at den, der vil skrive Dybbls Historie
efter Aviserne, kommer galt afsted. Det meste af, hvad der stod i dem,
var Lgn.

Jeg tror det var den 14de April, jeg kom ud for at overtage Skansen, og
Anker gik Ronden med mig. Med et Smil sagde han: Naa, lille
Castenschiold, hvorledes synes De, Skansen tager sig ud? Mig synes, den
er godt pyntet. Vi sees vist ikke saa snart. Hvor tror De, De kommer
hen?

Hvortil jeg svarede: Enten mod Syd eller tilvejrs. Farvel, sagde
han, det tror jeg med.

Men Anker maatte aflse mig endnu en Gang. Det var, saavidt jeg husker,
den 16de April ca. Kl. 11 om Aftenen, han kom derud. Da jeg viste ham
Skansen, som ikke saae godt ud, sagde han: Fy for Satan, det gaar
ikke. Ja nu Farvel, sagde jeg; det var nok et uventet Mde.

Jeg gav ham Haanden til Afsked; han saae meget alvorlig ud.

Derefter saaes vi ikke, fr jeg tilfldig mdte ham i Kbenhavn en Dag,
efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet.

Anker blev som bekendt taget til Fange den 18de April. De Prjsere, der
gik mod Skanse II, havde Ordre til at tage ham levende, sagde man. Under
Fangenskabet blev der gjort megen Stads af ham, sknt han ikke forstod
Tysk. Han modtog bl. a. en anerkendende Adresse fra fjendtlige
Officerer. Og han og Rasmus Nellemann er de danske Hovedskikkelser paa
den prjsiske Sejrssjles Relief af Skanse II's Erobring.

Da jeg efter den 18de April laa saaret paa Lasarettet i Kbenhavn, havde
jeg en Del Besg, men jeg mrkede nok, at de fleste kom for at hre
noget om Anker. Dekoreret var han blevet allerede under Kongens Besg i
Stillingen. Ved sin Hjemkomst blev han Genstand for almindelig Hyldest.
Hans Portrt blev malet og senere kbt af Frederiksborgmuseet, og
der blev overrakt ham en ressabel, tilvejebragt gennem
Nationalsubskription; den hnger nu ved Maleriet. Damerne var rent vilde
efter ham, og han kunde ikke gaa paa Gaden uden at blive tiltalt af
Folk, der smigrede og trakterede ham.

Paa hans videre Bane har jeg ikke fulgt ham. Jeg fik en anstrngende
Virksomhed ude paa Landet, som i mange Aar optog mig helt. Men jeg var
med ved Ankers Begravelse i 1876. Det var paa Garnisons Kirkegaard; der
var mange flere Mennesker, end Kapellet kunde rumme, og blandt dem, der
maatte staa udenfor, var jeg, saa jeg hrte ikke Talen.

Siden har man talt om, at Anker i sine sidste Leveaar led Nd. Det hrte
jeg ikke noget til. Da jeg sidste Gang talte med ham i Kbenhavn, efter
hans Hjemkomst fra Fangenskabet, havde han Penge nok. Han fik sin Afsked
med Premierljtnants Karakter, havde en Pension paa 1200 Kr. og en
lnnet Plads ved Laboratoriet; blev ogsaa paa anden Maade stttet.

Derimod hrte jeg, at han sgte mindre godt Selskab og tilbragte sin
meste Tid paa Kafeer. Han har vel nppe haft Karakter til at taale al
den Virak, man ofrede ham. Han var, saa lnge jeg kendte ham, paa ingen
Maade forfalden, kun efter mit Skn noget let -- en ikke meget tnksom,
ikke meget kundskabsrig, men godhjertet Svend. At se til var han baade
knnere og mere militr af Holdning end paa Frederiksborgmaleriet, hvor
han fremstilles i Kappe, staaende ved en 84 Pd.'s Granatkanon bag et
pynteligt Jordbrystvrn med Skansekurve og Skydeskaar -- vist fra faste
Batteri paa Amager!

For nogle Aar siden saae jeg Ankers Grav. Den laa uden omhyggelig Rgt.
Det synes mig usmmeligt. Var Anker et Meteor, saa var han dog som
saadan usdvanlig glimrende. Og har Nationen saaledes overst en Mand
med resbevisninger i levende Live, br den holde baade hans Grav og
hans Navn i re efter Dden.

Den re man fra alle Sider viste Anker, har jeg aldrig misundt ham, selv
ikke da han stod i Lyset og jeg i Skyggen. Min Virksomhed ved Dybbl er
senere blevet mer end tilstrkkelig paasknnet, og allerede under Krigen
havde jeg den Tilfredsstillelse at blive anerkendt af min Chef og mit
Mandskab.

Davrende Major Jonquires har privat meddelt mig, at det var hans
Skyld, jeg ikke blev dekoreret fr den 17de April 1864; han var af
Princip imod Dekoration. Derimod indstillede han mig to Gange til
Kaptajn; det blev afslaaet. Senere tilbd Kongen mig Kaptajns Karakter;
da ngtede jeg at modtage den. I mine unge Dage vilde jeg grne have
vret Kaptajn paa min Chefs Indstilling.

Da jeg fik Ordre til i Ankers Forfald jeblikkelig at overtage
Kommandoen i Nr. II, var det med den Tilfjelse, at man ikke et Minut
havde vret i Tvivl om, at man burde betro mig den Kommando. De Ord
gldede mig, ligesom mit Mandskabs Bn om at maatte flge mig derover.

Jeg har nvnt disse Ting, for at man skal forstaa, at jeg ikke misundte
Anker hans Udmrkelser.

Derimod er der een Ting, jeg har haft vanskeligt ved at tilgive ham. Det
er hans Forsmmelse af Brohovedet i den Tid, vi skiftedes til Kommando
der. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til.




                                 XXII.


Det var den 20de Marts om Eftermiddagen, jeg efter Ordre tog Kommandoen
i Nr. II. Jeg havde ikke tidligere kommanderet riflet Skyts, ej heller
vret i Ilden.

Den 21de om Formiddagen Kl. ca. 10 begyndte Skydningen fra Broager; vi
fik vist den Dag i Skanse II 136 Granater, for en Del af de store
Sprnggranater, som vejede 60 Pd. Stykket. Naar en saadan Granat slog
ind i Brystvrnet, rystede det.

De prjsiske Spidsgranater sprang i Anslaget. Havde de uden at gre
Ulykker passeret Brystvrn og Kanoner, var de lidet farlige; slog de ned
i Blokhuset eller i Jorden, virkede deres Explosion som en lille
Minesprngning; Jord og Sten kastedes op i Luften. Traf de en
Palisadepl, klippede de den over og slyngede Stumpen tilvejrs.

De murede Luftskorstene paa Krudtmagasinet blev strax skudt bort, og
Brokkerne flj os om rerne. Vi maatte tage Sandskke til at dkke
Krudtmagasinet med, da dettes Jorddkke tildels blev fejet bort, og
Granaterne slog saa voldsomt mod Betonmuren, at vore Granater, som var
stablede op langs Muren inde i Magasinet, raslede ud paa Gulvet med
stort Spektakel. Magasinfolkene kom farende op og mente, der var ikke
til at vre; men da de saae, hvordan vi andre havde det, kravlede de ned
igen.

Prjserne skd den Dag udmrket. Ellers skd de tit for hjt; maaske var
det vanskeligt at skelne Brystvrnet fra Jordfylden paa det bagved
liggende Blokhus. Den prjsiske Artilleriofficer, der havde Kommando
over Broagerbatterierne, paastod at vi gjorde det samme.

Under en saadan Skydning var Skansen intet hyggeligt Opholdssted. En Del
af Brystvrnet blev skudt ned over Kanonerne, saa vi maatte rage Jord ud
af deres Mundinger, fr vi selv kunde skyde igen. En Mand blev
overdnget med Jord, saa vi maatte grave ham ud.

Der blev den Dag skudt en Del Materiel itu for os, men faldne havde vi
ingen af. Pladsen udenom er nu engang strst. Alligevel undrede man sig
over Heldet; man troede en saadan Dag kunde umuligt gaa til Ende uden
Tab af Menneskeliv.

Men saa kunde der en anden Dag komme en Granat, som var ondsindet;
engang gik i eet Skud 9 Mand bort. Under saadanne Forhold glder det,
ikke at tabe Hovedet. Hvis Fjenden mrker, at der er noget galt, forger
han Skydningen. Og bliver de trufne for lnge liggende, virker det
nedslaaende paa deres Kammerater. De dde brer man bort afsides og
dkker dem til med et Tppe; de saarede ser man hurtigst muligt at faa
ud, hvilket kan have sine Vanskeligheder, naar Broen er i Uorden; man
maa have Hjlp af Infanteriets Ambulancer. Uhyggeligt er det at se, naar
Kanonerne driver af Blod, og Blodet fra den ene saarede sprjter over
paa den anden, saa man ikke veed, hvem der er vrst faren.

Den moralske Side af Projektilernes Virkning har maaske endnu strre
Betydning end den umiddelbare Skade de gr. Naar en af de gammeldags
runde Granater kom sejlende i Luften, kunde man staa og drfte, hvor nu
den skulde hen. Dens Bane var synlig og der var Tid til at gaa afvejen.
Tilmed sprang den ikke ved Anslaget, men paa Tid, og Temperingen var
mangelfuld. Det hndte ogsaa at den slet ikke sprang. Det var en hel
Hvile, en sjlden Gang at blive beskudt med den Slags, naar man havde
staaet for de langtrkkende Spidsgranater. Dem hrte der meget til med
Ro at modtage et hundrede Stykker af paa en Time.




                                 XXIII.


De Flelser der behersker Folk, naar de staar under Fjendens Ild, er
meget forskellige.

Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet, der staar paa Spil; hvert
jeblik kan Dden komme. Selv om man har travlt, ser man nok, naar Ens
Sidemand falder. Men jo mer man har at bestille, des bedre gaar det;
Arbejdet afleder Opmrksomheden fra Tanken om hvad der kan trffe En
selv.

I ndtvungen Uvirksomhed at udholde en strk Beskydning er det vrste.
Selv de, der er kede af Livet, vil dog ndig skydes til Krblinger.
Andre tnker paa deres Hjem, paa Kone og Brn, hvis Kaar maaske vil
blive trange, dersom Forsrgeren falder fra; dem er det strngt for.
Andre kan saa daarligt beherske deres Nerver, at de er umulige som
Soldater. Slemt er det, at man ikke forud kan vre vis paa, hvordan man
vil stille sig; fordi man en Dag har vret rolig, kan man godt blive
nervs den nste.

Somme viser et vist Galgenhumr; de er ikke til at stole paa, det kan
hvert jeblik slaa om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, srlig under
en Fstningskrig, der fremfor alt krver Udholdenhed, er efter min
Erfaring de, der mener sig i Forsynets Haand, eller under en forud
bestemt Skbne, eller holdes oppe af en ubjelig Pligtflelse.

Ilde stillede er de forvnte, som ikke kan taale Savnet af det daglige
Velvre. De bliver legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod eller
Sygdom. Dog ser man ikke sjlden tarvelig vante Folk bukke under fr de
bedre vante, som har aandelig Spndkraft nok til at aflokke det uvante
Spil med Liv og Lemmer dets Interesse, gennem de Krav det stiller til
Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne glemmes.

Hvad man end kan indvende mod Krigen, saa er den med sine Anstrengelser
og Farer en Prvesten for Mennesker. I en Tid som den vi havde ved
Dybbl, gaar de svage og uduelige tilgrunde, og de dygtige modnes.




                                 XXIV.


De fr omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandrens Stilling i
Almindelighed mrkedes ikke mindst i Nr. II.

En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl og irettesat, fordi jeg hele
Natten brndte Davys Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin. Vi brndte
for 8 Skilling Olie hver Nat; Obersten mente, at det var en utilladelig
dslen med Statens Penge.

Vi kunde imidlertid hvert jeblik vente at blive alarmerede. Hente
Ammunition i Mrke kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret
var dog sin Sag.

(Jeg saae ganske vist engang en Ingenirkonduktr stryge en Svovlstik
ved den aabne Dr til Krudtmagasinet -- for at tnde sig en Cigar. Men
jeg blev meget bestyrtet over dette Syn, og tror nok jeg gav ham en
knyttet Nve mellem jnene med det samme, hvilket han opfattede som en
personlig Fornrmelse.)

Altsaa tog jeg min Rffel og blev ved med at brnde Lampe som fr.

En anden Gang kom der Ordre til, at der ved hver Kanon skulde ligge 2
Granater temperede til 800 Alen, for at vi kunde have dem ved Haanden,
naar Fjenden stormede. Naar de laa fremme, blev de imidlertid
overdngede med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden tog fat paa
sin Beskydning. Frst maatte man saa grave dem ud, og dernst rense dem,
inden de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende at hente dem fra
Magasinet, naar der blev Brug for dem.

I saadanne Tilflde havde det sine Fordele at vre Reserveofficer. Vi
havde ingen Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men naar Fjenden
holdt op at skyde paa os, kom vore egne og skldte os ud. Det var Krig
hele Tiden; man maatte have sine Kler hvssede. Undvre os kunde de
ikke; dog havde det vret rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt
mindre undvendigt Bryderi.




                                  XXV.


Skanse II var fra frst af bestykket udelukkende med glatlbet Skyts,
hvoriblandt 2 84 Pd.'s Granatkanoner. Da Prjserne begyndte deres
Batterianlg paa Broager, blev Broagerflanken monteret med 4 12 Pd.'s
riflede Metalkanoner, og da den ene blev demonteret, ombyttedes den med
en 4 Pd.'s riflet Jernkanon, som senere blev demonteret ved at en Granat
slog Mundingen flad. Istedet for den kom der en lignende, som Mandskabet
_stjal_ en Nat, da den bag Skansen var krt fast og forladt. Det var
srlig disse riflede Kanoner, der i nogen Tid satte os istand til at
holde Kampen gaaende.

I Begyndelsen var det de svre Fireogfirspundige, der havde Mandskabets
Tillid. Da jeg den 28de Marts om Morgenen kom ind i Skansen, fandt jeg
Folkene i en lftet Stemning; en Infanterist var ifrd med at forklare
sin Kammerat, at ved det frste Skud, der faldt fra den 84 Pd.'s
Granatkanon, skvat alle de der stod omkring den, som han udtrykte sig.

Men da vi fik de riflede Kanoner, og Mandskabet havde set deres
Virkning, varede det ikke lnge, fr riflet blev det staaende Ord for
alt, hvad de vilde sige noget godt om. Med de fire Kanoner af 4de
Batteri fulgte deres Betjeningsmandskab. Det var et udmrket Mandskab,
med godt Sammenhold, og grundigt vet i Brugen af det riflede Skyts,
hvilket de andre Konstabler ogsaa snart lrte. Efterhaanden smeltede
Halvbatteriets Mandskab sammen med Skansens andre Artillerister.

Der var i Skanse II saa lidt som andre Steder Overflod paa
Befalingsmnd; men de der var, duede til noget. Fra 4de Batteri kom med
Kanoner og Mandskab de to Linjekorporaler _Vilhelm Hansen_ og _August_.
Og da de forfremmedes til mere selvstndige Stillinger, erstattedes de
med Reservekorporalerne _Ludvig Hansen_ af 4de Batteri og _Chr.
Christensen_ (Dons) af Fstningsartilleriet. Alle fire blev med re
Dannebrogsmnd for udmrket Tjeneste under Belejringen, og har siden i
hj Grad nydt deres Medborgeres Agtelse, hver i sin Stilling.
August blev Inspektr ved Usserd Kldefabrik, Vilhelm Hansen
Stationsforstander, frst i Fredensborg saa i Fredericia; jeg tror, han
af Hensyn til sin Alder siden har sgt en lettere Plads. Ludvig Hansen
er Bud i Krigsministeriet, og Chr. Christensen Gaardejer i sin
Hjemstavn.

Dette Mandskab og disse Befalingsmnd maa ikke glemmes, naar man taler
om Skanse II.

Da jeg frste Gang mdtes med Anker i Skansen, spurgte jeg ham, om han
ikke kunde anbefale mig en srlig paalidelig Mand; han henviste mig da
til Christensen Dons, som havde vret der hele Tiden. Det var ingen fejl
Anvisning. Christensen var en Mand med strke Nerver og en ligesaa strk
Pligtflelse. Om ham er det sandt, at han ngtede at tage mod Aflsning.
Kun en Gang imellem gik han hjem i et Par Nattetimer for at faa lidt
varm Mad. Ellers var han i Skansen lige til det sidste; han blev fangen
den 18de April. Mrkeligt nok er det, at Christensen var fravrende den
28de Marts, da Nr. II ved forskellige Uheld kom Hors de combat, netop
som der var Brug for dens Indgriben i Fgtningen. Jeg havde den Dag
Extravagt i den tilbagetrukne Linje.




                                 XXVI.


I Begyndelsen gik det helt godt, den ene Dag omtrent som den anden, med
Skydning i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten, Modtagelse af nyt
Materiel istedetfor det der blev skudt itu, og Komplettering af
Ammunitionsbeholdningen. Under Arbejdet om Natten fik vi undertiden en
Granat, men mange kom der ikke, og havde man gode Observationsposter,
sinkede det ikke synderlig.

Disse Nattegranater kom nsten saa regelmssig som efter et Urvrk. Da
Kongen kom ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de Marts, ventede
vi netop en Granat. Infanteribestningens Chef, Kaptajn Drastrup, der
blev saaret den 18de April og siden faldt i Kampen paa Als, modtog
Kongen og underrettede ham om, hvor der var den bedste Dkning. Men
Kongen lod, som om han ikke hrte ham. Det var saa meget uhyggeligere,
som Kongen stod paa det mest udsatte Sted.

Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen, der mulig vilde have
henvendt nogle Ord til mig i min Egenskab af Skansekommandr. Drastrup
kom farende hen til mig og sagde: Hvad skal vi gre? Kongen vil intet
hre om Dkning -- vi venter jo en Granat! Og vi stod alle i strk
Spnding, indtil Kongen trak sig tilbage. Et Par Minutter efter kom
Granaten -- og slog ned paa den Plet, hvor Kongen havde staaet!

Saalnge vi blot nogenlunde kunde svare igen, var Stemningen i Nr. II
udmrket. Den 23. Marts skd vi 183 Skud, Fjenden 176.

Men da han mrkede, at vi ikke gav os for saa lidt, bragte han bestandig
flere Kanoner i Batteri mod os. Hans Granater fra Broager naaede op i
Nr. VI, det var c. 6000 Alen, og over til Snderborg, et Par hundrede
Alen lngere; det lngste, de kunde naa, var vist henved 7000 Alen. Det
var hidtil ukendte Afstande.

I de frste Dage var det srlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra
Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt
som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar
den blev dem for generende, at trkke Ilden paa sig ved forceret
Skydning. Det var en Ordre, som passede os; der er ingen Fornjelse ved
at lade sig overdnge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar
man ikke maa bide fra sig efter Evne.

Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden
Ordre, som bd os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret
store Beholdninger.

Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dk,
hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til
Dk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at
passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10
Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde
man ikke; men man lrte efterhaanden at hre paa dens Lyd, hvor den
skulde hen, til Snderborg, til Dybbl Mlle, helt op til Nr. VI, eller
ned til os. Og man kunde nok dkke sig paa 3 Sekunder; det fik man snart
velse i. Men hrte man Granaten brle i Luften, var det yderste
jeblik; saa var den der med det samme.

Prjserne opgiver, at de skd i Gennemsnit _pr. Dag_: Fra 13de Marts til
1ste April 227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud; fra 10de til
18de April 4,967 Skud. Og den 18de April skd de paa sex Timer fra Kl. 4
Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.

Fra den anden April var Beskydningen altsaa voldsom; og fra den 10de
ligefrem overvldende. Jeg tror nok, det var den 10de jeg fik Ordre til
at trkke Ilden fra Broager paa Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.'s
Forladere fik Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre. En
saadan Kamp var det ikke muligt at holde gaaende; vi vilde meget hurtig
have faaet Mandskabet skudt og Kanonerne delagte.

Vi maatte da blnde Skydeskaarene med Sandskke og saa vidt muligt
trkke Kanonerne i L bag Tvrvolde o. s. v. for dog at have nogle i
Behold til Kardtskskydning, naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi
atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner paa Plads for at vre
beredt paa alle Eventualiteter.

Under den strkt forgede Beskydning blev det meget vanskeligt i Nattens
Lb at bringe Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik efterhaanden et
slemt forrevet Udseende.

Og Terrnet udenom blev saa oprodet, at Transport af nyt Materiel til
Erstatning for det delagte i hj Grad besvrliggjordes. Ogsaa Broerne
var i en maadelig Forfatning. Ligesaa Stormplene i Skansen og Gravene.
Og en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler
demonteret.

Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes, begrave 9 delagte
Kanoner; deraf begravede jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.'s Granatkanon Nr. I.
Det var en svr Karl; den vejede 8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul
og vlte den ned med Affutagen -- som vi saa hejsede op igen, fr vi
kastede Graven til.

Den 16de April gav Major Jonquires mig Lov til at trkke to af de
riflede Kanoner ud af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa Als.
(Den tredie var kun brugelig til nogle Kardskskud).

Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke, og baade jeg og Mandskabet
syntes det var en Skam de skulde delgges eller falde i Fjendens
Hnder; de havde tjent os godt. Broen var istykker, saa vi maatte trkke
dem ud over Graven, et besvrligt Arbejde. Det snderskudte Materiel
slngte vi udenfor, Hjul, Lavetter, Slder, Rapperter, Palissadeple o.
s. v. Det blev tilsidst en kn Bunke.

Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet om Dagen sge Tilflugt i
Krudtmagasinet, med kun en enkelt Vagtpost ude. Infanteriet laa i
Lbegravene, hvor de som sagt yderligere sgte Ly i selvlavede Huller,
undertiden i strre Afstand fra Skanserne end det fjendtlige Infanteri i
Parallelerne foran Stillingen. Alt Mandskabet havde ligget for lnge,
vrgelst overdnget med Fjendens Projektiler, med vaagne Ntter i Kulde
og Regn. De mindre Sammenstd med Fjenden var nsten altid faldet
uheldigt ud. Der var kun faa brugelige Kanoner tilbage i Skanserne.
Ingen troede mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humret var borte, selv
hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende strkt svkket.
Stillingen var for jensynlig haabls.

Der blev talt om Udfald; mange mente at saadanne vilde have styrket
Soldaternes Selvtillid m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald nu mod
Slutningen, at Kommandoen afholdt sig fra den Slags Forsg. Vi vilde
overalt vre kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse og Disciplin
langt overlegen Fjende; og mislykkede Udfald er nppe synderlig
opmuntrende.

Derimod kan man med Grund beklage, at Kommandoen ikke bestemte sig til,
som tilraadet af Major Jonquires og foreslaaet af General du Plat, at
opgive den delagte Stilling og trkke Hren over til Als.




                                 XXVII.


Den 1ste April skd Prjserne nsten ikke fra Broager; de havde bragt
deres Skyts op langs Alssund til Understttelse for den planlagte
Overgang til Als. Den skulde have fundet Sted tidlig om Morgenen den
2den April fra Ballegaards Frge, men maatte paa Grund af Storm udsttes
til nste Morgen. Og da Vejret vedblev at vre meget uroligt, blev
Foretagendet helt opgivet for den Gang.

Men for at aflede vor Opmrksomhed fra disse Planer var det, at
Prjserne den 2den April bombarderede Snderborg. De rettede srlig
efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende Bygninger blev slemt
medtagne. En enkelt Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit Kvarter;
jeg boede hos min Ftter Forpostkommandren, han stod ved Vinduet og saa
det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den Gang, og da jeg kom, var det
vrste overstaaet.

Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet, der naturligvis fulgtes
af langvarige Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra Kbenhavn, men det
maatte opgive den sydlige Del af Byen, hvor det meste brndte ned. Under
saadanne Forhold fandt selvflgelig nogen Uorden Sted; Soldaterne fik
Skyld for Plyndring. Redde gjorde de ialtfald. Jeg saa en Mand hente
en Fjerding Smr og en Del andre Varer ud af et brndende Hus; havde han
ikke taget det, vilde Flammerne have gjort det.

Det var ikke nemt at skaffe Proviant under de Forhold. Men vi havde en
Ordonnans, der forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han aldrig andet
end Fre'sber'. For at hindre Plyndring, var der sat Gardister ved
Broen; ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand gaa fra Stillingen over
til Byen. Men naar Fresber kom, brlede han hovent: Jeg er
_Ordonnans_! Saa turde de ikke andet end lade ham passere. Ude fra
Broen haanede han til Tak de dumme Ben-Gardister. Og naar han kom
tilbage, havde han gerne Kurven fuld.

Det gaar ikke, Fresber, sagde vi; hvor har du faaet det, og hvad
koster det? Det kunde han aldrig huske; men han skulde se at komme i
Tanker om det, sagde han. Naar vi saa havde spist, kom han: Undskyld,
Hr. Ljtnant, der skulde vel ikke vre en Slat tilovers? Det var
undertiden ikke saa smaa Slatter han fik. Saa lavede han med stor
Frdighed Kaffe og brlede paa de andre: I Bnder, kom her og trd an
til Kaffe!

Han havde rigtig hvad man kalder Kbenhavnerhumr, aldrig forknyt.
Engang saae jeg ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde, da der faldt
en Granat lige for Fdderne af dem. Den anden sank lidt i Knene, men
Fresber ikke saa meget som blinkede. Kan du gi' igen paa den, Hans
Pe'sen? sagde han.

Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden med Prjserne. Fresber
var tit derude og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham: Hvad er
det, I saadan har tmret paa inat? Minerne, svarede han; nu ryger I
snart i Luften!




                                XXVIII.


Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen at jeg skulde blive i
Forpostkommandrens og mit flles Kvarter for at passe paa Tjet, men
jeg maatte opgive det; der kom lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for
at finde Natteleje et andet Sted.

Der var ikke hyggeligt at gaa i Snderborg Hovedgade den Nat. Granaterne
slog ind i Husene rundt om, og Tagstenene raslede med stort Rabalder ned
paa Gaden mellem de flygtende Beboere, der skyndte sig nordpaa,
belssede med deres Sengklder og andre Ejendele.

Jeg fik Natteleje i en Ingenirofficers Kvarter med den Bemrkning, at
Sengens Ejer kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa, jog mig ud og krb
selv tilkjs. Mens jeg stod og vadskede mig, slog en Granat ned i
Genbohuset, saa Tagstenene raslede ned paa Gaden. Ingeniren var
jeblikkelig faldet i Svn; han foer op med Raabet: Hvad er det? En
Granat, svarede jeg, temmelig tvrt.

Her er vist ikke sikkert? sagde han tvivlraadig. Da kom der en ny
Granat, som kastede en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden med et
stort Spektakel. Nu foer Manden ud af Sengen og forlod Huset efter at
have indbudt mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde spise, --
det var i et Hjrnevrelse med Vindu til begge Sider -- var Stuen skudt
ud i eet, og der var ingen Frokost.

Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter Tjet; begge Nabohusene stod
i Brand, og Flammerne slog ind ad Husets snderskudte Vinduer. Drene
fandt jeg lukkede; jeg sprngte dem, og fik ved Hjlp af et Par Soldater
Tjet slbt i Sikkerhed.

Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung Pige Hovedet op af
Klderlemmen. Jeg forklarede hende den farlige Stilling hun befandt sig
i; Huset vilde snart brnde og styrte sammen over hende, hvis ikke en
Granat forinden gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at hun blev der;
hun havde lovet sin Madmoder at passe paa hendes Tj, og lod sig ikke
rokke, hverken af Trusler eller Bnner.

Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandren, og indtrngende
opfordre ham til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham, at Pigen
ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt i Klderen eller drbt af en
Granat. Det har ikke vret let at skaffe den Vogn; men den kom. Pigen
blev nu sammen med sin Madmoders Tj krt ud paa Als; hun havde holdt
sit Lfte.

Hvad mon den Piges Skbne er blevet? Hun staar ofte for mine jne: lille
og uanselig, men med en Pligtflelse og staalsat Vilje. Lever hun endnu,
maa hun vre over 60 Aar.




                                 XXIX.


Jeg havde en Gang Kommando i _den tilbagetrukne Linje_.

Den var anlagt under Belejringen, til Sttte for venstre Flj, og bestod
af en lav Jordvold med foranliggende Grav, i skraa Retning fra Skanse
IV, bag III, II og I, ned til Vemmingbund. Der var tre Indskringer med
hver 4 Stk. 24 Pd.'s Granatkanoner i Feltlavet. Anlgget begyndtes 11te
Marts, og Vrkerne monteredes Natten til den 25de.

Denne Linje kunde efter sin Retning ikke godt enfileres fra Broager. Men
naar Skanse IV var taget, kunde man fra dens Brystvrn skyde lige ned i
den nrmeste Indskring og feje Mandskabet fra Kanonerne. Jeg gjorde
Kommandoen opmrksom paa denne Fejl, og det var dens Mening, at jeg
skulde have vret ud at anlgge en Tvrvold, der kunde hindre en saadan
Beskydning fra Nr. IV; men det naaedes ikke.

Uheldigt var det, at den over disse tre Kanonplacementer kommanderende
Officer ingen Underofficerer skulde have. Der burde have vret en dygtig
Underofficer i hver Indskring. Men jeg kunde ikke andet end misunde den
Mand, som kunde raade over en saadan Bestykning. De 24 Pd.'s
Granatkanoner var af lettere Skyts det bedste vi havde til
Kardtskskydning, og anbragt i Feltlavetter kunde de betjenes meget
hurtig.

Den tilbagetrukne Linje havde lidt forholdsvis ringe Molest under
Beskydningen, og var endnu den 18de April fuldt monteret. Jeg ngter
ikke, at jeg kunde haft Lyst til at optage en Kamp her, med mit Mandskab
fra 4de Batteri eller Flankebatteriet. Havde vi her optaget vore
tilbagegaaende Tropper fra 1ste Linje og holdt Stillingen til vore
Reserver (8de Brigade) naaede frem, turde det have givet nogen
Forandring. Og det havde ikke vret nogen ulselig Opgave. Det havde
ikke vret nogen Spg for Prjserne at gaa frem mod den tilbagetrukne
Linje over udkket Terrn, udsatte for en strk Kardtsk- og Riffelild
paa nrt Hold.

Den tilbagetrukne Linje blev imidlertid den 18de April saaledes
forsvaret, at Prjserne besatte den uhindret; og det blev 8de Brigade,
der maatte gaa frem uden Dkning. Resultatet er kendt.

Derimod turde det vre mindre kendt, at den i den tilbagetrukne Linje
kommanderende Artilleriofficer, en Ljtnant _Kofoed_, den 18de April
rendte fra sin Post paa Strmpesokker, med Stvlerne i Haanden --
naturligvis fulgt af sit Mandskab.

Han kom forbi Forpostkommandrens Adjudant, den flotte og kkke Ljtnant
Binzer, og spurgte ham i Farten: Hvad skal jeg gre? -- Rejs ad
Hedehusene til! raabte Binzer.

Ljtnant Kofoed havde ingen Kommando ved Alssund den 29de Juni!




                                  XXX.


Man har sagt om Artilleriforsvaret af _Nordre Brohoved_ den 18de April,
at det lod en Del tilbage at nske. Det er rigtigt. Jeg veed det bedst.
Det var mig, som ledede det.

Den Officer, som den meste Tid havde vret Skansekommandr i N.
Brohoved, havde ikke med synderlig Troskab opfyldt sine Pligter. Det
var, saavidt jeg husker, frst den 7de April, Anker og jeg som Tjeneste
i anden Linje fik tildelt Kommando i Brohovedet (foruden Kirkebatteriet
paa Als). Da jeg overtog Brohovedet, fandt jeg det i en meget daarlig
Tilstand. Kanonerne skd over Bnk, og Brystvrnet var ikke rrt siden
61; alt var i Uorden, Mandskabet demoraliseret. (Brohovedet havde vel at
mrke ikke vret Genstand for nogen Beskydning. Men den sygemeldte
Artilleriofficer, hvem vi nu aflste, havde nok aldrig vret paa
Batteriet.) Tilmed var der for faa Folk, nemlig 18 Mand til Betjening af
2 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 2 og 2 Stkr. 12 Pd.'s Kuglekanoner
samt et meget ubekvemt liggende Krudtmagasin.

Jeg arbejdede efter bedste Evne i Brohovedet, naar jeg var aflst fra
Skanse II og ikke blev sendt andre Steder hen. Og jeg bad Anker, om han
ligeledes vilde gre sit til at faa Batteriet istand, naar han havde sin
to Dages Vagt der. Det maatte, mente jeg, vre ham ligesaa
magtpaaliggende at faa Vrket i Forsvarsstand, da det ligesaa godt kunde
trffe ham at faa Kommandoen der under en Storm.

Dertil svarede han med en drj Ed: Nej, jeg krer lige til Hruphav og
kommer ikke derfra, fr jeg skal aflse Dem i Nr. II! Og han holdt Ord.
Han krte lige til Hruphav og var der sammen med Dampskibet Zampas
Kaptajn istedetfor at gaa til Brohovedet, hvor han, saa vidt jeg veed,
ikke har sat sin Fod.

Det blev mig, som kom til at kommandere Brohovedet under Stormen. Jeg
havde arbejdet paa det saa godt jeg kunde, al den Tid, jeg var aflst
fra Nr. II og fri for Extraarbejde andre Steder. Det vilde dog have
vret en Skandale, om Artilleriet i N. Brohoved havde spillet samme
Rolle som det i den tilbagetrukne Linje. Det er ikke godt at vide,
hvordan det var gaaet Tropperne paa Retrten fra Skanserne, om ikke
Brohovedet havde hjulpet med til at dkke dem. Men Anker havde forsmt
sin Pligt paa denne Post; derfor var Brohovedet ikke i fuld
Forsvarsstand og virkede ikke saa kraftigt som det skulde. Herfra
skriver sig den eneste Bitterhed, jeg har nret imod Anker.




                                 XXXI.


Jeg gjorde et Forsg paa at faa udleveret Skansekurve til
Fuldstndiggrelse af Brystvrnet, saa Mandskabet under Betjeningen
ialtfald kunde have Dkning mod Infanteriild. Skulde vi skyde over Bnk
udsat baade for Riffel- og Kanonild, vilde det fre til en Forbldning,
fr Batteriet havde lst sin Opgave.

Jeg gik til Artillerikommandoen og 4de Fstningskompagni og bad om disse
hjst ndvendige Skansekurve. Man henviste mig til Ingenirerne; de
mente ikke det var muligt at skaffe dem. De kunde med Nd og neppe
skaffe de ndvendige til 1ste Linje.

Men have dem skulde og maatte jeg. Saa fandt jeg dem selv og stjal dem
om Natten. Paa den Maade fik jeg samlet 27 Kurve; det var nok til
Dkning for de 3 Kanoner.

Jeg havde faaet Kompagniets Lfte om ialtfald nogle Sandskke; med dem
agtede jeg at dkke den fjerde Kanon. Men det trak ud trods gentagne
Mindelser fra min Side og blev ikke til noget. Endnu den 17de April Kl.
11 Aften ventede jeg forgves paa de Sandskke; de kom ikke. Den 18de
April stod derfor den fjerde Kanon mindre godt dkket.

Utvivlsomt blev derved Batteriets Tab strre end det burde have vret.
Men lige saa vist er det, at Tabet var blevet endnu strre, havde jeg
ikke faaet de tre andre Kanoner dkkede.

Jeg stod den 18de April Kl. 10 paa Kirkebatteriet; pludselig hrte jeg
en strk Infanteriild, forstod at det var Stormen, lb strax over paa
Nordre Brohoved og fik Mandskabet til Kanonerne. I det samme blev der
raabt: Den sorte Fane paa Nr. IV!

Endsknt jeg maatte gaa ud fra, at vore Egne endnu stod der som Fanger,
ansaa jeg det for min Pligt strax at lade Kanonerne rette paa denne
Skanse. Klokken var da c. et Kvarter over 10. Frst en Times Tid efter
ld Alarmsignalet.

Hele Tiden maatte vi fra Brohovedet skyde paa Fjenden over vore egne
tilbagegaaende Tropper. Det var en uhyggelig Tanke: hvis nu en Granat
sprang for tidlig! Og det kunde godt ske.

Vi blev hurtig Genstand for en strk Beskydning. Saasnart Skanserne var
tagne, krte Fjenden Feltbatterier frem i Fgtningslinjen og beskd os
fra dem saa vel som fra Batterierne paa Broager. Grev Waldersee opgiver,
at der mod Brohovederne rettedes 60 Kanoner. De skd undertiden for
hjt; og en Del af Skytset var vel tillige rettet mod Alsbatterierne og
Snderborg. Der var hele Tiden en underlig Lyd i Luften over os. Vist er
det dog, at vi til omkring Kl. 1 stod som Midtpunktet for den voldsomme
Ild og sammen med Alsbatterierne besvarede den, sknt vi hindredes af
mange uheldige Forhold.

Venstre Fljkanon maatte jeg i Frstningen lade staa; der var ikke
Mandskab til den. Senere blev den betjent af Infanteri. Af mine egne
Folk mistede jeg strax ved Kampens Begyndelse de 6, nemlig to som
faldne, to som saarede og to vistnok som Desertrer. De to 84 Pd.'s
Granatkanoner i 24 Pd.'s Belejringsaffutage havde meget strk Rekyle;
det var Meningen, at de skulde stanses ved et anbragt Stoppetov, men det
sprang, saa Stumperne rg os om rene. Vi lagde da Tornystre under
Forhjulene og Svansen til Hindring af Rekylen. Men det var som sagt et
daarligt Mandskab; dets Holdning, srlig nu i den strke Ild, var mindre
tilfredsstillende; det hndte, at de smed sig under Brystvrnet, saa jeg
maatte tampe dem op. Og Tornystrene glemte de. Det havde til Flge, at
de svre Kanoner gentagende lb ned ad deres Brisker; jeg maatte have
Infanteri til at hjlpe dem op igen.

I Terrepleinet krte Espingolerne forvildet rundt uden at vide hvad de
skulde gre; jeg maatte hjlpe deres Mandskab med at faa dem af Vognene
og lgge dem op paa Brystvrnet og forklare, at der godt kunde skydes
med dem saaledes.

Et Sted var der nogen der brlede: I skyder paa vore Egne! Jeg troede,
det var os, det gjaldt, og svarede: Det er Lgn! Man raabte tilbage:
Det er de forbandede Infanterister, der skyder paa deres Egne.

Altsaa, der var megen Forvirring. Og heldigt virkede det ikke under saa
daarlige Forhold, at der i Brohovedet opholdt sig flere hjere
Officerer.

Midt under Skydningen fik jeg Ordre til at optlle Ammunitionen. Da jeg
gik forbi Krudtmagasinet, kom der en Granat og slog ned i Jorden, meget
nr forbi mig. Jeg fornam intet Lufttryk, som jeg har hrt at man skulde
ved en saadan Lejlighed. Men det var ikke hyggeligt at skulle gaa op til
Kanonerne igen.

Heldigvis holdt vi det gaaende, til Ordren kom at vi skulde forlade
Batteriet. Men det var ikke Prcisionsskydning, vi leverede. Rimeligt at
Chefen for det i N. Brohoved staaende Infanteri (2den Brigade) blev vred
og skldte mig ud paa Stedet. Men havde han kendt Batteriets
Forhistorie, vilde han vel nok have givet sin Vrede en anden Adresse.

Og trods alt fik vi ikke saa lidt Jern kastet ind blandt Prjserne. Vor
Ammunition var nsten opbrugt, fr Batteriet forlodes.




                                 XXXII.


Det var omkring Kl. 1 at frst Infanteriet, saa Ingenirerne og
Artilleriet i Brohovedet fik Ordre til at trkke sig tilbage til Als.
Brohovedet havde nu opfyldt sin Bestemmelse og vret med til at dkke
Troppernes Tilbagegang. Vi skulde over den sndre Bro; den nordre var
allerede noget tidligere blevet afbrudt.

Jeg lod de tiloversblevne Krudtkasser kaste i Sundet og fornaglede
Kanonerne med nogle store Sm, som Ingenirerne havde efterladt. Ved en
af Kanonerne laa der en Mand og klemte sig saa tt som mulig op under
Brystvrnet; han havde aabenbart tabt Modet og vilde helst fanges; jeg
jog ham ud.

Ligesom vi var rykket ud af Brohovedet, kom der Ordre, at vi skulde
forsvare det til det yderste. Hvad Meningen dermed var, er ikke godt at
vide. For sent var det ialtfald.

Der var tnkt paa at sprnge Krudtmagasinet i Brohovedet i Luften, men
Major Jonquires forbd det, da han var bange for, at det skulde
afstedkomme Tab blandt vore egne. Stor Nytte havde det heller ikke vret
til, da vi fra Als kunde bestryge hele det Indre af Brohovedet.

Den sndre Bro blev afbrudt ved Udsvingning af et Broled. Da Artilleriet
i N. Brohoved var blandt de sidste, der fik Ordre til at trkke sig over
til Als, var jeg ganske naturlig blandt de sidste, der gik over Broen.
Der var flere Officerer dr foruden de Ingenirer, som under
Oberstljtnant Dreyers Kommando skulde udfre Afbrydningen. Jeg saa bl.
a. af Ingenirerne Kaptajnerne Hedemann og Thulstrup, af Artilleriet min
Chef, davrende Major Jonquires.

Da Ingenirerne var ifrd med at afbryde Broen, saa det saae ud til, at
en Del af disse Officerer maatte blive paa Sundevedsiden, gjorde jeg
Majoren opmrksom derpaa. Han svarede mig ikke; jeg troede, at han mulig
ikke havde hrt mig, han var noget tunghr paa det ene re. Jeg gik
derfor over paa den anden Side af ham og sagde hjt: Broen bliver brudt
af, Hr. Major, fr De kommer over den! Han svarede stadig ikke, _vilde_
altsaa ikke hre.

Jeg lb da og kom tidsnok over; der var ingen Mening i uden Nytte at
blive og lade sig skyde. Tilmed havde jeg den Pligt at se at komme over
og samle mit Mandskab. Men Jonquires med flere andre blev staaende, og
det allerede afbrudte Broled maatte for deres Skyld svinges ind igen.
Saa kom de over.

Tilfldigvis havde Prjserne ikke vovet sig saa langt frem, at de kunde
se vore Officerer staa der paa Broen; de var ellers blevet pillet vk
til ingen Nytte.

Jeg tillod mig senere overfor Jonquires og Thulstrup at udtale min
Opfattelse af det meningslse i til ingen Nytte at lade sig skyde ned.
Jeg fik det Indtryk, at den ene ikke havde villet gaa fr den anden. Det
synes mig en Misforstaaelse paa den Maade at ville kappes om at vise
Mod. Hvor Pligten byder En at udstte sig, er der intet at sige dertil.
Men da vi paa ingen Maade havde Raad til at miste flere af vore ldre
Officerer end ndvendigt, havde det efter mit Skn her vret deres Pligt
at bringe sig i Sikkerhed.

En Officer tilhrer ikke sig selv og har ikke Lov til af Trods eller
Stolthed at udstte hverken sig selv eller sit Mandskab. Men det saa man
adskillige Exempler paa.

En Morgen, da et Par Officerer stod inde i Nr. II, kom der en rund
Granat, som faldt foran dem og laa og snurrede rundt med rygende
Brandrr. De saa noget betnkeligt til den, men rrte sig ikke, fr jeg
sagde: De Herrer burde dkke Dem, fr Granaten springer! Ogsaa her har
rimeligvis den ene ikke villet vre ringere end den anden.

En Nat kom en Infanterikaptajn -- det var den fra Mysunde bekendte
Kaptajn Svane -- med sit halve Kompagni ind i Nr. II og stillede paa to
Geledder ved Broagerflanken. Jeg bad ham rykke bort, da vi ventede en
Granat, som rimeligvis vilde komme paa det Sted. Han ngtede det.

Jeg lb ud efter Aflsningen og fik dennes Kaptajn med tilbage for at
tale Svane til Rette. Det blev gjort meget eftertrykkeligt, men til
ingen Nytte.

I det samme kom heldigvis den Ingenirofficer, som skulde tilse
Nattearbejdet. Ham fik jeg til at befale den stdige Kaptajn
jeblikkelig at rykke ud af Skansen, da han generede Arbejdet. Det var
en Ordre; den maatte lystres. Og saaledes fik vi endelig Infanteriet ud,
fr Uheld skete. Men en saadan Mand burde efter mine Begreber ikke have
Kommando.

Noget andet er det, naar man har bebrejdet os Artilleriofficerer, at vi
undertiden kommanderede fra Brystvrnet under fjendtlig Ild. Det gjorde
man ikke for Morskab, men kun naar Stemningen var trykket, for at
berolige Mandskabet og vise det, at Faren var ikke saa stor.




                                XXXIII.


Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken. Der stod i en Indskring lige
op ad Kirkemuren fire 4 Pd.'s riflede Kanoner af 2det Batteri. Med disse
Kanoner skulde de bl. a. skyde Pontonbroen isnk.

Jeg spurgte Officeren om Jonquires; han mente, Majoren var i
Kirkebatteriet, hvor jeg saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf hans
Nstkommanderende Major W. Kauffmann, hos hvem jeg meldte mig til
Tjeneste.

Der kom en Officer hen til mig og sagde: Det var jo Dem, der
kommanderede i N. Brohoved? De maa have haft svre Tab. Hele
Terrepleinet ligger fuldt af Dde.

Med det Svar, at efter mit Skn havde vi haft forholdsvis ringe Tab, gik
han hen og saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar ved en af de
svre Kanoner. I det samme kom der en Granat, som ramte Rappertens
Brystrigel og ved Sprngningen saarede mig og tre Mand til. Jeg meldte
mig da som saaret til Major Kauffmann; det var for saa vidt undvendigt,
som jeg stod i mit Blod.

Jeg havde i Brohovedet vret saa uheldig at miste min Kappe. Istedet
havde jeg faaet en Underkorporalskappe; det var nok den, der gjorde
Ulykken. I alle Tilflde var Kuglerne efter mig, lige siden jeg fik den
paa; paa en halv Time fik jeg to Trffere og flere Skud i Kappen, medens
min egen var uskadt efter at have gjort hele Belejringen med.

Majoren bandt sit Lommetrklde om min Arm for at stanse Blodet. Jeg
kunde godt gaa, men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom forbi en
Lbegrav, hvor der stod en norsk Lge; han anlagde den forelbige
Forbinding. Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud af Saaret;
venstre Underarm var knust.

Lgen smed Majorens Lommetrklde og mit afskaarne Skjorterme hen til
en Side. Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt Behandling
forlangte min Mansjetknap. Han kunde jo ikke vide, at det var en Gave,
som jeg ndig vilde miste.

Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor jeg blev rigtig forbundet af
en Lge Arendrup; han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter. En af
mine Folk havde fulgt mig; han stod ved Siden af og grd. Da en anden
Soldat spurgte ham, hvem jeg var, skldte han ham ud, fordi han ikke
vidste det. Manden holdt af en hj Snaps; det var formodentlig
Paavirkning af den Slags, der gjorde ham saa rrende.

Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da de gik med mig, knkkede
begge Brestnger, saa jeg krte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis kom
der en Vogn med andre Saarede forbi; den tog mig op. Vi blev krt ned
til Hruphav og kom ombord i et norsk Dampskib Nordstjernen.

Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved Bulvrket traf jeg en hjere
Sofficer, som jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere til
mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.

Paa Nordstjernen var alle Pladser optagne af Saarede. Enkelte var saa
haardt medtagne, at de dde ombord; men man hrte ingen klage sig. Jeg
overlod min Kje til en Officersaspirant, cand. jur. Haxthausen; han
havde faaet 6 Lod Jern i Underlivet, hrte jeg siden. Jeg gav ham lidt
Limonade og saae til ham engang imellem. Han laa stille hen, men dde et
Par Dage efter.

Jeg traf her paa Nordstjernen min gamle Lrer fra Landkadetakademiet,
Ljtnant _Pingel_. Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa over til
Artilleriet, havde han sagt til mig: Naa, De vil nok i
Livsforsikringsanstalten! Saaledes lod det til, at Fodfolket betragtede
Artilleriet.

Her mdtes vi nu paa Lasaretskibet, begge saarede. Og jeg var noget
vrre tilredt end han; saa Livsforsikringsanstalten havde just ikke vist
sig paalidelig.

Ved Landgangen i Kbenhavn blev jeg paa Grund af min Underofficerskappe
vist paa Lasaret sammen med de Menige. Mine Forldre, som var rejst ind
for at se mig, gik lnge omkring og ledte efter mig.

Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i Wildersgade. Der kom en Del
Benstumper og Kldeslapper ud af Saaret; Overlgen sagde, at jeg kunde
takke mit sunde Legeme for, at jeg slap vel over den Historie.


             KBHVN. -- NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIR)


                       Afskriverens bemrkninger

Overskriften XVIII. mangler. Det blev efterladt som i originalen.

benlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er for vrigt
bevaret.





End of the Project Gutenberg EBook of Indtryk og Minder fra Dybbl, by 
Carl Vilhelm Behagen Castenschiold

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK INDTRYK OG MINDER FRA DYBBL ***

***** This file should be named 61328-8.txt or 61328-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/6/1/3/2/61328/

Produced by MFR, Palle Christoffersen, Jens Sadowski, and
the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net. This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive.

Updated editions will replace the previous one--the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for the eBooks, unless you receive
specific permission. If you do not charge anything for copies of this
eBook, complying with the rules is very easy. You may use this eBook
for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports,
performances and research. They may be modified and printed and given
away--you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks
not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the
trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg-tm License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project
Gutenberg-tm electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the
person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph
1.E.8.

1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the
Foundation" or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country outside the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work
on which the phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the
phrase "Project Gutenberg" is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

  This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
  most other parts of the world at no cost and with almost no
  restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
  under the terms of the Project Gutenberg License included with this
  eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the
  United States, you'll have to check the laws of the country where you
  are located before using this ebook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase "Project
Gutenberg" associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format
other than "Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg-tm web site
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original "Plain
Vanilla ASCII" or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works
provided that

* You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
  the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
  you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
  to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has
  agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
  Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
  within 60 days following each date on which you prepare (or are
  legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
  payments should be clearly marked as such and sent to the Project
  Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
  Section 4, "Information about donations to the Project Gutenberg
  Literary Archive Foundation."

* You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
  you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
  does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
  License. You must require such a user to return or destroy all
  copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
  all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm
  works.

* You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
  any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
  electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
  receipt of the work.

* You comply with all other terms of this agreement for free
  distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and The
Project Gutenberg Trademark LLC, the owner of the Project Gutenberg-tm
trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain "Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at
www.gutenberg.org



Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is in Fairbanks, Alaska, with the
mailing address: PO Box 750175, Fairbanks, AK 99775, but its
volunteers and employees are scattered throughout numerous
locations. Its business office is located at 809 North 1500 West, Salt
Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to
date contact information can be found at the Foundation's web site and
official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:

    Dr. Gregory B. Newby
    Chief Executive and Director
    gbnewby@pglaf.org

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular
state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate

Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

